Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Varmekunder hos Trefor Varme risikerer ekstraregning på 10.000 kr.

Om bestyrelsen for Trefor Varme vil skrue op for prisen, kan bestyrelsen først tage stilling til, når der ligger en afgørelse fra Energitilsynet. Arkivfoto

Varmekunder hos Trefor Varme risikerer ekstraregning på 10.000 kr.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Trefor Varme har i lighed med over 50 andre fjernvarmeselskaber lagt billet ind på at kunne opkræve forrentning af indskudskapitalen hos kunderne. Sagen er ikke afgjort og først derefter afgør bestyrelsen, om der skal sendes en regning.

Trekantområdet: Trefor Varmes 28.000 kunder kan endnu ikke vide sig sikre på, om de har udsigt til en ekstra-regning på over 300 millioner kroner fra deres varmeselskab. Trefor Varme har søgt om at få lov at opkræve indskudskapital på godt 300 millioner, men venter på afgørelsen.

Selskabet Eniig Varme i Herning har netop fået lov til at opkræve 172 millioner hos de 19.000 varmekunder. Trefor Varme har sammen med godt 50 andre selskaber søgt Energitilsynet om at opkræve efter samme princip.

- Vi søgte sammen med mange andre selskaber helt tilbage i 2004, og vores sag er ikke afgjort endnu. Derfor er det for tidligt at udtale os om, hvad der skal ske, siger Claus Blem, kommunikationsansvarlig hos energikoncernen Ewii, som Trefor Varme er et datterselskab af.

- Men når man søger om den mulighed, så er logikken vel, at det er, fordi man ønsker at udnytte den?

- Det kan man ikke udlede. Man har søgt at om at få reglerne afklaret, og når der foreligger et svar på det, så er det op til den siddende bestyrelse i selskabet at afgøre, hvad der skal ske, siger Claus Blem.

De bestemmer
Trefor Varme A/S er 100 procent ejet af Ewii A/S.Selskabet er et såkaldt "hvile-i-sig-selv" selskab. Det betyder, at selskabets indtægter, bortset fra et eventuelt udbytte, alene må anvendes til selskabets formål.

Selskabet tegnes af den samlede bestyrelse, eller af bestyrelsens formand i forening med et andet bestyrelsesmedlem, eller af bestyrelsens formand i forening med en direktør.

Bestyrelsen består af seks medlemmer med formand og adm. direktør for Ewii A/S Knud Steen Larsen i spidsen.

De øvrige fem er: John Kaare, Henning Due Lorentzen, Jens Christian Sørensen (økonomidirektør i Ewii A/S), Charlotte Uhrskov og Steen Dahlstrøm (formand for Ewii A/S).

Trefor Varme sender varme ud til 28.000 kunder i Fredericia, Vejle, Kolding, Lunderskov og Middelfart.

 

 

Varme-bestyrelse afgør

Hvornår afgørelsen ligger klar fra Energitilsynet er uvist. Men med afgørelsen på den parallelle sag fra Herning, så kan den måske være på trapperne. Når det er sket, så er det bestyrelsen i datterselskabet Trefor Varme, som skal beslutte, hvorvidt man vil opkræve regningen.

Hvordan situationen vil blive håndteret, vil alene være op til bestyrelsen, men i forbindelse med blandt andet prissætning af el, så har Ewii lagt en kurs, hvor man ikke udnytter prisloftet fuldt ud.

- Vi har en målsætning om at skabe værdi for kunderne i Trekantområdet, og det betyder, at der er et ønske om at sikre kunderne lave priser på vand, el og varme, siger Claus Blem uden dog at ville forhåndsvurdere varme-bestyrelsens beslutning.

Dong søger også

Trefor Varme modtager ligesom de øvrige fjernvarmeselskaber i Trekantområdet fjernvarme fra blandt andre Dong Energy. Skærbækværket producerer varmen, og Dong Energy er også på listen over selskaber, der har søgt om mulighed for at pålægge kunderne en ekstra regning.

Dong Energy kan ifølge Jyllands-Postens beregninger opkræve 852 millioner kroner. Gør selskabet det, så kan det lægge regningen på fjernvarmeproduktionen og dermed i sidste ende videre til kunderne.

I Trekantområdet er det TVIS, som har indgået aftale med Dong Energy om at levere varme til fjernvarmenettet.

TVIS-formandsskab mødes i dag og vil vende, hvorvidt den aktuelle sag kan få indflydelse på de kontraktlige aftaler, TVIS har indgået med Dong Energy omkring grøn varme fra Skærbæk.

- Det er nyt for mig, men jeg har bedt om at vi lige vender sagen, siger formand for TVIS Lars Schmidt, Vejle.