Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


VB-minus på syv mio. kroner

VB-formand Flemming Jensen (til højre) - her sammen med ejer Andrei Zolotkov - vil først efter sæsonen melde ambitionen for næste sæson ud. Arkivfoto: Mads Hansen

VB-minus på syv mio. kroner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Formand Flemming Jensen kalder resultatet bedre end forventet. Der budgetteres også med underskud i 2017 men også med en sponsorfremgang på 25 procent.

Jeg kan sige, at det i løbet af nogle år er målet, at vi skal være et andet sted end dér, hvor vi er i dag.
Flemming Jensen, VB-formand

Vejle: Vejle Boldklub kom ud af 2016 med et underskud på syv mio. kr.

Det er et resultat klubbens formand Flemming Jensen kalder bedre end forventet.

- I forhold til de budgetter vi lagde, da vi kom til, er resultatet bedre end det, vi regnede med, siger Flemming Jensen.

Han kom ind som formand i klubben i forbindelse med, at den i sommeren 2016 fik nye ejere. Derfor har Flemming Jensen kun været med i klubbens ledelse i anden halvdel af 2016.

- Sponsormæssigt gik det bedre i forhold til de budgetter, vi lavede i sommer, men til gengæld fik vi færre tv-indtægter end forventet, siger Flemming Jensen.

- Det er de punkter, som afveg mest fra det lagte budget, fortsætter han.

I forbindelse med sommerens ejerskifte blev der eftergivet en gæld til klubben på ca. tre en halv mio. kr., som går ind som en indtægt i regnskabet.

Ifølge Flemming Jensen er der også i 2017 budgetteret med et underskud, men samtidig er det hans forventning, at sponsorindtægterne stiger med 25 procent.

- Vi er kommet godt i gang med 2017, og det er intet, som tyder på, at den fremgang ikke holder, siger VB-formanden.

I forhold til 2015 er underskuddet ca. fire mio. kr. lavere, og efter år med tilbagegang i omsætningen steg den i 2016 til ca. 19,4 mio. kr. mod 17,0 mio. kr. året inden.

VB's egenkapital var ved udgangen af 2016 i minus, 8,8 mio. kr. Klubben har dog ifølge Flemming Jensen adgang til den fornødne kapital, da ejerne har stillet lidt over ni mio. kr. til rådighed i ansvarlig lånekapital.

Et langsigtet projekt

Sportsligt handlede sæsonen 2016/17 om at holde pladsen i 1. division, og den blev sikret i søndags.

Ambitionen for næste sæson er endnu ikke meldt ud, og det sker ikke på denne side af sæsonafslutningen. Den kommer, når den igangværende sæson er evalueret, men Flemming Jensen vil dog allerede nu gerne slå fast, at ambitionen i næste sæson er højere end at undgå nedrykning til 2. division.

- Jeg kan også sige, at det i løbet af nogle år er målet, at vi skal være et andet sted end dér, hvor vi er i dag, siger Flemming Jensen.

Han fornemmer stor tålmodighed hos ejerne, som godt ved, at et projekt som det, VB satte i gang for under et år siden, tager tid.

- Det her er et langsigtet projekt, siger Flemming Jensen.