Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Business Vejle formand i modvind - men holder fast

Formanden for Business Vejle, Finn Dyhre Hansen, kritiserede torsdag konkrete byrådsmedlemmer for at dyrke en fejlfinderkultur i deres politiske arbejde. Foto: Michael Svenningsen

Business Vejle formand i modvind - men holder fast

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Konservativ har mistet tilliden til organisationen med Finn Dyhre Hansen i spidsen - men formanden afviser, at han politiserer

Vejle: Finn Dyhre Hansen fører partipolitik som formand for erhvervsforeningen Business Vejle - derfor kan jeg ikke have tillid til foreningen med ham i spidsen.

Sådan lyder det fra det konservative byrådsmedlem, Dan Arnløv Jørgensen, der også er formand for kulturudvalget. Meldingen kommer på baggrund af den kritik, Finn Dyhre Hansen kom med i sin beretning på foreningens generalforsamling torsdag aften. Her talte han om en fejlfinderkultur blandt byrådspolitikerne og nævnte konkret, at Dan Arnløv (K), Martin Sikær (S) og Morten Kristensen (SF) på 12 måneder har haft sagsindsigt i 38.200 sider kommunale dokumenter.

- Ved kun at spørge ind til anmodninger fra tre af byrådets partier, dyrker Finn Dyhre Hansen partipolitik. Og hvis Business Vejle nu er en politisk forening, hvordan kan jeg så vide, om det er et neutrale eller politiske indlæg, der kommer fra foreningen i fremtiden. Med Finn Dyhre Hansen i spidsen mener jeg, at Business Vejle har et troværdighedsproblem.

Business Vejles formand kommer hjem til ballade
Hvis vi ikke havde bedt om sagsindsigt i posthusgrunden, havde vi ikke opdaget, at et bibliotek var tænkt ind i projektet
Dan Arnløv Jørgensen - konservativ kulturudvalgsformand

Pligt at kritisere

Formand Finn Dyhre Hansen afviser kritikken. Han mener ikke, at hans synspunkt er partipolitisk:

- Jeg peger på, at politikerne bruger forvaltningens tid på at finde papirer frem. Som formand for en erhvervsforening mener jeg, at politikerne bør prioritere at være innovative og se fremad. At påpege det er ikke partipolitisk. Det er faktisk mit job at sikre, at politikerne bruger forvaltningens kræfter rigtigt set fra min stol, siger Finn Dyhre Hansen.

Han afviser samtidigt, at han går efter enkelte partier, fordi hans aktindsigt var begrænset til tre partier:

- Når jeg bad om aktindsigt i præcis de tre partier, skyldes det, at jeg havde en formodning om, at det nok var her, der var flest anmodninger. Det byggede jeg på, hvad jeg har læst i avisen og hørt i byrådssalen. Det var blandt andet her, jeg i oktober hørte Dan Arnløv læse op af en mail fra kommunaldirektøren. Derfor var der ingen grund til, at bede forvaltningen søge i alle partier og alle byrådsmedlemmer og alle år. Det ville have beskæftiget mange mennesker i flere uger, siger Finn Dyhre Hansen.

Manglende svar

Martin Sikær skrev en mail til dig i februar, hvor han ønskede en forklaring på, hvorfor du havde bedt om aktindsigt. Hvorfor svarede du ikke?

- Fordi jeg netop ikke ønskede en partipolitisk diskussion. Det gør jeg stadig ikke. Jeg har blot ønsket at fortælle, hvordan jeg mener, politikerne skal prioritere i forhold til forvaltningen.

Martin Sikær er på sin side forundret over, at Finn Dyhre Hansen i sin beretning taler om bedre dialog, men ikke vil i dialog med et af foreningens egne medlemmer. Martin Sikær er nemlig som caféejer med i Business Vejle:

- Og jeg er forundret over hans udtalelser. I øvrigt er det første gang, jeg er blevet bebrejdet, at jeg passer mit arbejde, siger Martin Sikær med henvisning til sine anmodninger om sagsindsigt i fire af de 827 sager han har behandlet i 2016.