Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Byparkens brugere: Stemningen er blevet værre - især om aftenen

Under træerne finder en gruppe af Byparkens faste gæster skygge og ro til en hyggebajer. Gruppen har fulgt ivrigt med i debatten om uro og utryghed i parken. De skyder skylden på en gruppe misbrugere, som især indfinder sig i parken ved aftenstide. Foto: Martin Ravn

Byparkens brugere: Stemningen er blevet værre - især om aftenen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ifølge Byparkens gæster er problemet med misbrug af hårde stoffer i parken størst i aftentimerne.

Vejle: Det er en af de få sommerdage, hvor solen har bestemt sig for at kigge frem bag skyerne og sende varme stråler nedover Byparken i Vejle.

På parkens legepladser og græspletter hygger børn og familier sig i det skønne sommervejr, og intet dufter af, at der skulle være ballade eller større flokke af narkomaner i parken, som der ellers har været skrevet en del om i avisen.

På en af Byparkens få skyggepletter er der denne eftermiddag en flok mennesker, der sidder i græsset og nyder en øl, mens snakken går lystigt.

Da avisens udsendte journalist og fotograf nærmer sig, er det tydeligt at mærke, at gruppen godt ved, hvad vi vil spørge om.

- Hvem er I og hvad vil I? Det er ikke os, der laver ballade, lyder det prompte fra flere i gruppen.

Udvalgsformand om problemer i Byparken: Det er uacceptabelt med utrygge borgere
I løbet af det seneste år, er stemningen hernede blevet meget værre. Det er især slemt om aftenen, hvor der er meget ballade.
Sanne Eriksen, bruger af Byparken.

Ingen hårde stoffer

Efter en kort introduktion er en del af den forsamlede gruppe dog mere imødekommende, og parate til at fortælle om deres oplevelser i parken, hvor flere misbrugere af hårde stoffer efter sigende skulle samle sig.

- Jeg har kun boet i Vejle i tre måneder, og jeg har ikke set nogen, der tager de hårde stoffer eller som bruger sprøjter. Og jeg kommer her i parken hver dag, siger Stig Bay.

Han fortæller, at han primært holder sig til en fast gruppe bekendte i parken, der inkluderer flere grønlændere, som primært mødes for at drikke øl, men han indrømmer gerne, at gruppen også ryger lidt hash i ny og næ.

- Men hash kan man jo finde alle steder, det er jo ikke kun i Byparken, konstaterer Stig Bay.

Alle typer

Ægteparret Sanne Eriksen og Jan Hvilsom kommer i parken to til tre gange om ugen, og de har godt hørt om, at der bliver taget hårde stoffer på det grønne område.

- Her kommer alle typer af mennesker, men vi sender alle dem med de hårde stoffer væk fra vores gruppe. Jeg er selv tidligere narkoman, og jeg vil ikke være i nærheden af det, siger Sanne Eriksen, hvis mor bor i området omkring parken.

- Hun kan følge med i, hvad der sker hernede, og hun har også set folk, der sprøjter sig, siger Sanne Eriksen.

Slemt om aftenen

Flere beboere i området har kontaktet Vejle Amts Folkeblad, og fortalt, hvordan stemningen i parken på det seneste er blevet mere utryg, fordi flere misbrugere samler sig i parken.

Og ægteparret kan godt nikke genkendende til, at stemningen i Byparken er blevet forandret i takt med at et nyt klientel er begyndt at mødes her.

- I løbet af det seneste år, er stemningen blevet meget værre. Det er især slemt om aftenen, hvor der er meget ballade, når narkomanerne kommer, siger Sanne Eriksen.

- Derfor er Jan og jeg begyndt at forlade parken om aftenen, så vi ikke er en del af det, tilføjer hun.

Men denne solbeskinnede eftermiddag er der dog ikke meget, der får Byparken til at virke faretruende. Og da journalist og fotograf forlader den lille gruppe, får vi et høfligt "hav en god dag" med på vejen, mens en ny dåseøl bliver åbnet på græsplænen.