Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Christa Laursen vil ikke ud med havnerapport

Byrådsmedlem Christa Laursen - der her er med til at navngive Vejle Havns slæbebåd - mener fortsat, det er forkert at udlevere rapporten, som havnens medarbejdere udarbejdede for to år siden. Det på trods af, at kommunens jurister nu slår fast, at rapporten ikke rummer personfølsomme oplysninger. Arkivfoto: Torben Glyum

Christa Laursen vil ikke ud med havnerapport

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Byråds- og havnebestyrelsesmedlem Christa Laursen stemte som den eneste imod udleveringen af medarbejderrapporten, selvom jurister slår fast, at den ikke rummer personfølsomme oplysninger

Vejle: En uge er gået, siden Vejle Havns bestyrelse besluttede at udlevere den to år gamle og fortrolige medarbejderrapport om muligt misbrug af havnes midler.

Nu ligger der så et referat fra bestyrelsesmødet på havnens hjemmeside, og det viser, at det ikke var en enig bestyrelse, der var klar til at udlevere rapporten.

Et af havnebestyrelsens tre byrådsmedlemmer, Christa Laursen fra Borgernes Parti, stemte nej til at udlevere den rapport, som en advokat til en af de ansatte fik udsat udleveringen af.

I en mindretalsudtalelse begrunder Chrisa Laursen sin modstand mod udleveringen. Hun ønsker at beskytte havnens medarbejdere og give havnen ro. Desuden mener Christa Laursen, at rapporten flere steder er behæftet med fejl og mangler.

Havn handlede for 253.000 kr. i jagtbutik: Modtager oftest ukendt
Jeg synes, denne sag har kørt længe nok, og nu skal dette cirkus stoppe. Der er ikke noget i rapporten, der indikerer noget, som nogen kan have gavn af.
Christa Laursen, havnebestyrelsesmedlem og byrådsmedlem for Borgernes Parti

Cirkus må stoppe

- Jeg er gammel tillidsmand, og jeg er ikke vant til, at man udstiller det ene eller andet. Der træder min retfærdighedssans ind. Nu skal den her sag lukkes ned, siger Christa Laursen.

Hun valgte at stemme imod, selvom samme mødereferat viser, at Vejle Kommune personalejuridiske afdeling har anbefalet, at havnebestyrelsen udleverer rapporten.

Juristerne har udarbejdet et notat, og her fremgår det, at der ikke er noget personfølsomt i rapporten, og at den derfor ikke kan tilbageholdes efter disse regler.

- Det vil jeg ikke kloge mig på. Det har vi jurister til at vurdere, og sådan er det. Jeg handler ud fra min vinkel, og det vil jeg gøre uanset, hvilket sted eller arbejdsplads, jeg er på. Jeg synes, denne sag har kørt længe nok, og nu skal dette cirkus stoppe. Der er ikke noget i rapporten, der indikerer noget, som nogen kan have gavn af, og ingen er dømt i den her sag, der snart har kostet mere end en million kroner. Jeg synes, det har været vildt overdrevet med de ting, der er sat fokus på hele tiden. Jeg ved ikke, om befolkningen er klar over, at det har kostet så meget, siger Christa Laursen.

Hun peger på de mange omkostninger havnesagen har medført til blandt andet jurister, revisionsrapporter og aktindsigtanmodninger.

Skal ikke være dommer

Hun vedkender sig sit bestyrelsesansvar, men mener samtidig, at der er politiske kolleger, som udnytter havnesagen og den aktuelle rapport op til det forestående kommunalvalg.

- Hvis nogen skal bruge det i valgkampen, er det fint. Men jeg synes, man skal kigge fremad i stedet for at blive ved med at gå tilbage og grave i tingene. Der er politi på, og de skal nok grave i det, der skal graves i. Det skal vi som politikere og almindelige borgere ikke gøre os til dommere over. Det er andre klogere til, siger hun.

Vejle Havn har endnu ikke udleveret raporten til offentligheden, da man afventer bemærkningerne fra en advokat for en de ansatte, der er nævnt i rapporten. Hans frist udløber i dag, og herefter forventes havnen at udlevere rapporten til Vejle Amts Folkeblad, Jyllands-Posten og byrådsmedlem Morten Kristensen (SF), der alle søgte aktindsigt i redegørelsen for snart to år siden.