Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Filmanmeldelse: Verdens vidunderligste vand og en evigt flygtende 101-årig

Robert Gustafsson gentager rollen som nu 101-årige Allan på turen tilbage til Sverige for at finde opskriften på Folkesodavanden. Foto: Göran Hallberg

Filmanmeldelse: Verdens vidunderligste vand og en evigt flygtende 101-årig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

FILMANMELDELSE - Den grusomme sandhed går op for småforbryderne i tropeheden på Bali: Verdens vidunderligste vand, den rubinrøde Folkesodavand, er simpelthen sluppet op.

Men heldigvis har den nu 101-årige Allan Karlsson den hemmelige formel på denne sikkert gemt i en cigarkasse i Berlin ... eller måske i Sverige.

Desuden er den anseelige formue, Allan tilfældigvis kom i besiddelse af i etteren, "Den hundredårige, der kravlede ud ad vinduet og forsvandt", også sluppet op, hvorfor denne films titel, "Den hundredetårige, der stak af fra regningen og forsvandt", bliver aktuel. Så tvunget af manglen på penge og Folkesodavand må Allan og co. forlade tropeparadiset for at genfinde den uvurderlige formel.

Denne film ligger i umiddelbar forlængelse af etteren, men skønt dennes indhold refereres koncentreret og dramaturgisk vældig fiffigt i vennens tale til Allans 101-års fødselsdag, vil det afgjort være en fordel at være godt inde i etterens handling for at forstå og følge denne toers.

Præcis som i etteren tager Allan os helt Forrest Gumpsk tilbage i historien og til træf med nogle af dens helt store personligheder.

Her til de brungrumsede 1970'ere, hvor USA nok har jeans, rock'n'roll og cola, men USSR har Folkesodavanden.

Og dette læskedrik-kapløb overgår snildt et atomvåben-ditto og øger faren for en ny verdenskrig, trods Allans intense samtaler med både Nixon og Bresjnev.

Original og opfindsom

Problemet for den første film var at lade den glimrende Robert Gustafsson spille Allan fra dreng til olding, men det er elimineret her i toeren, hvor han blot hopper mellem de koldkrigshærgede 1970'ere og nutiden, og disse to aldre mestrer både makeup-afdeling og filmteknikken perfekt, hvilket giver uhindret mulighed for at nyde Robert Gustafssons fine spil: Ansigts- såvel som kropssprog, der imponerende præcist udtrykker Allans forskellige aldre.

Præmis såvel som forløb er originalt og opfindsomt, omhyggeligt instrueret, spillet og sammenklippet, så derfor ærgrer det, at filmen trækkes for langt ud, og de spøjse indfald gentages.

Hvor etteren var en roadmovie, der tog turen fra Sverige til Bali, tager denne toer den modsatte vej: Fra tropevarmen og det ubesværede luksusliv til et sommersvalt Sverige, lykkeligvis et stykke fra odyssé-startens isnende plejehjem.

Et klip til dette sterile, privatlivskvælende alderdomshjem og dets modbydelige forstanderinde, som Allan flygtede fra i den første historie, lader pludselig den højaktuelle realitets-bund under løjerne stige frem i lyset: Nemlig den uværdige måde, gamle mennesker behandles på, og at vore "pleje"-hjem er noget, man flygter fra, hvis man da overhovedet kan, for eventyrene om 101-årige Allan er jo netop blot eventyr.