Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ingen kan se Thomas' skade: - Sommetider ville det være rart med et lille ar

Ingen kan se Thomas Jensens hjerneskade, og det gør det sommetider svært at være ude blandt andre. Selv en uskyldig tur i Bilka kan for ham ende med et ordentligt møgfald. Foto: Morten Pape

Ingen kan se Thomas' skade: - Sommetider ville det være rart med et lille ar

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For lidt over tre år siden faldt Thomas Jensen ned fra et høloft, mens han var på arbejde. Siden har han og familien skullet lære en helt ny mand at kende.

Vejle: Thomas Jensen har efter et fald på sit tidligere arbejde pådraget sig en hjerneskade.

Men det kan man på ingen måde se, hvilket volder ham en del problemer i hverdagen. Han har utallige eksempler på, at folk råber ad ham, fordi de ikke forstår, hvorfor han ikke bare gør, som de forventer. Som flertallet.

Der var blandt andet dengang, han stod helt konfus på grund af lyset og alle lydene ved en kasse i Bilka og ikke kunne finde sin kone.

En kvinde blev så irriteret over, at han ikke reagerede på hendes sikkert til at begynde med pæne henvendelser, at hun til sidst kørte ind i ham med sin vogn og råbte: Gå nu væk, for helvede!

Vejles politikere: Er vi gode nok til at hjælpe de pårørende?
Jeg kiggede rundt på de andre i klassen og følte mig ikke som dem. De var jo ældre... og syge. Havde enten haft en hjerneblødning eller blodprop. Det var ikke mig.
Thomas Jensen
Fokus på hjernen
Den er med os hele tiden. Den husker os på ting og fortæller, hvis der er fare på færde.Hjernen er et vigtigt værktøj, men sommetider går den i stykker.

Uge 11 er international hjerneuge, og fra mandag til lørdag kigger Vejle Amts Folkeblad på skaden og følgerne efter for eksempel en blodprop eller blødning.

Døv og ikke som andre

- Det var grotesk. Hun og andre kan ikke se det, men jeg er for det første blevet døv på mit ene øre. For det andet er jeg bare ikke med som andre. Folk skal være meget mere tålmodige med mig, forklarer Thomas Jensen om sine "udfald".

Derhjemme har parret flere gange joket med, om man mon kunne gøre handicappet mere synligt ved at hænge et skilt om halsen på ham.

- Sommetider ville det være rart med et lille ar. Jeg bryder mig ikke om at være et offer, men lige dér må jeg bare erkende, at jeg er ét, tilføjer han.

Thomas Jensen er 41 år og bor sammen med sin hustru og deres to børn i Nørremarken.

For fire år siden levede de det, man kunne kalde for et helt almindeligt familieliv med hobbyer, en stor vennekreds og skole og arbejde.

Arbejde som identitet

Nå ja, temmelig meget arbejde for hans vedkommende. I mange år var han ansat på byens margarinefabrik og kunne godt nappe en 12 timers vagt for at gå hjem og sove i et par timer og så gentage rumlen. Igen og igen.

Når han lå med influenza og 40 i feber, måtte hustruen endda ringe ind og melde ham syg. Ellers tog han afsted.

- Jeg ville bare arbejde. Arbejde og arbejde. Det var min identitet, indrømmer Thomas Jensen.

Men det ændrede sig brat den sensommerdag i 2013, hvor han i et nyt job kravlede rundt på et høloft ude ved Skibet.

Ved et uheld vrikkede han rundt på den ene fod og faldt så uheldigt, at han røg ud af den åbne lem og næsten tre meter ned på et betongulv.

Husker intet selv

Selv husker han intet fra de første minutter, men han har siden fået fortalt, at en kollega fandt ham. Hans skulder sad mærkeligt, og skadestue blev hurtigt bragt på bane.

Det mente Thomas Jensen nu var stærkt overdrevet, men tog alligevel efter lidt overtalelse imod tilbuddet om at blive kørt derop.

Først da han sad i venteværelset, kom hovedpinen. Så en susen for ørerne. Dernæst faldt han nærmest sammen i stolen i venteværelset, hvilket fik ham ind til lægen med det samme. Meldingen var et styk brækket skulder og en kraftig hjernerystelse, som på det tidspunkt ikke blev forklaret som noget, der kunne gå hen og blive alvorligt. Noget varigt.

- På mandag er jeg nok frisk, tænkte jeg. Det var jeg så ikke. Det var jeg heller ikke ugen og måneden eller året efter. Jeg bliver aldrig mere den samme, siger han uden at fortrække en mine.

Levede for nedrullede gardiner

I næsten et år lå han for nedrullede gardiner i sit soveværelse. Kunne ikke klare skarpt lys, og lyden af selv en samtale i normalt toneleje skar i øregangen som en negl mod en tavle.

Familien begyndte snart at lægge mærke til, at de skulle gentage alt. Igen og igen. Thomas Jensen kunne kun huske brudstykker af deres beskeder og havde ingen anelse om store dele af sin fortid.

Først tre måneder efter ulykken og gentagne besøg på sygehuset, hvor de ikke kunne fortælle ham, hvad der var galt, kom han til en neuropsykolog. Han kunne på en scanning godt se skaderne på hjernen, men kom ikke frem til en egentlig diagnose.

I stedet blev Thomas Jensen udstyret med en røvfuld af piller, som han selv udtrykker det.

Ikke syg som dem

Vendepunktet kom først, da han i sommeren 2014 gennem jobcentret blev henvist til Center for Specialundervisning for Unge og Voksne (CSV). Her mødte han Mogens Vedel, der er talepædagog og underviser for senhjerneskadede.

I dag kalder den unge herre ham for sin redning.

På tærsklen til en depression mødte han endelig efter et utal af mislykkede forsøg forståelse for sin situation. Efter bare en halv time fik han at vide, at han led af posttraumatisk hjernesyndrom, også kaldet diffus hjerneskade, og foran ham lå nu et skræddersyet forløb for at få ham ud af mørket og tilbage til livet.

Bare på en ny måde. For første skridt på vejen var erkendelse.

- Noget af det første, jeg sagde til Mogens, var: Jeg vil vildt gerne være her, men får jeg et job, så er jeg den, der er smuttet. Han grinte bare og kaldte mig for en idiot, husker han med et grin.

- Jeg kiggede rundt på de andre i klassen og følte mig ikke som dem. De var jo ældre... og syge. Havde enten haft en hjerneblødning eller blodprop. Det var ikke mig, tilføjer han.

Fuck, jeg har en hjerneskade

Men det var det, og det gik som et lyn fra en klar himmel op for Thomas Jensen, da han en morgen lå i sin seng.

- Fuck, jeg har en hjerneskade. Gad vide, hvordan Anita har det med det? Det var det første, jeg tænkte, fortæller han.

Parret har været sammen i over 20 år og har taget en beslutning om at holde fast i hinanden trods modgangen og trodse al statistik, der siger, at kærlighed i tilfælde med så alvorlig sygdom let kommer til at rime på skilsmisse.

Men det er måske heller ikke så mærkeligt.

For begge parter har skullet lære en ny mand at kende. Anita Jensen skal nu kunne håndtere, at Thomas Jensen kun kan rumme tre-fire ting på samme tid. Skal hun give ham en besked, duer det ikke, at tv'et drøner i baggrunden, og at børnene leger ved siden af og griner. Så forsvinder han.

Men hvem var Thomas?

Selv kigger han forundret på sig selv fra før. Han kan lide den samme slags musik som den gamle Thomas og husker store begivenheder som børnenes fødsler og så videre, men genkender for eksempel ikke sig selv fra sine statusopdateringer på Facebook.

- Men han er sjov, ham Thomas. Skriver nogle spøjse ting... at hans kone ikke forstår ham. At han har lyst til kage og sådan noget, griner han.

Humoren har han dog taget med sig, og med den kommer han igennem dagene i sin nye tilværelse som førtidspensionist med kun tre ugentlige vagter á to timer i byggemarkedet Jem & Fix.

For det er frustrerende ikke at kunne holde til mere, når man gerne vil. Når man er vant til at lade den ene vagt afløse den næste.

- Jeg ville til enhver tid vælge det gamle liv. For det er ikke sjovt at være så træt, at man ikke engang kan finde hjem og derfor må sidde og kigge flere timer i sin bil, siger han.

Farvel til venner og fremtidsdrømme

Sygdommen har også haft konsekvenser på den sociale konto. Mange af vennerne er skåret fra, fordi de ifølge ham kun snakker om gamle dage og byture, han ikke husker. De forstår ikke Thomas Jensen vol. 2, siger han.

I stedet hygger han endnu mere derhjemme og går lange ture med hustruen og deres hund.

Hvilke drømme har du for fremtiden?

- Jeg kunne godt gå og håbe på, at alt blev som før. Det sker bare ikke. Så jeg drømmer om, at vi finder en vej i det her og bliver ligeså lykkelige som før. Bare under nogle helt andre vilkår, siger han.

Det her er en Plus-artikel, som du normalt ville skulle betale for. I dag er den gratis.