Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Se her politikere: Vi vil have vores fælles mødested

Jens Zorn Thorsen (i midten) og Paul Landsfeldt (th.) var blandt de fremmødte, som brugte flere timer torsdag på at sende et signal til de lokale politikere. De vil i gang med at lave en brugbar fælled for Vestbyens beboere. Foto: Torben Juhler

Se her politikere: Vi vil have vores fælles mødested

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gruppen "Vestbyens Fælled" lavede torsdag en markering, der skal huske byrådet på Vestbyens ønske om grønne mødesteder.

Vestbyen: Otte voksne og en enkelt helt ung vestby-boer er mødt op på det grønne areal overfor Hyttebyen ved Vestre Engvej.

De er udstyret med skovle, pløkker, en lyserød snor og et kamera, og de har en klar mission med deres aktion: De vil råbe de lokale politikere op, inden planen for udviklingen af den nye Rosborg-bydel i Vejles vestlige udkant bliver vedtaget.

Det 80 hektar store område er udset til at huse en del af de op mod 40.000 nye indbyggere, som Vejle byder velkommen frem mod år 2050. Den nye bydel, der forlænger Vestbyen ud i ådalen, kan blive hjemsted for op til 5000 indbyggere, og de nuværende beboere på Margrethevej, Vestbanevej og alle de øvrige veje i Vestbyen vil have indflydelse på den udvikling.

Grøn aktion lykkedes - politikere vil finde jord
Vi vil gerne bevare dette skønne naturområde, vi har liggende her. Der er et stort potentiale i området, også for resten af byen
Jens Zorn Thorsen, medlem af gruppen Vestbyens Fælled

Mangler et mødested

Derfor var gruppen, der har tilknytning til Vestbyens Lokalråd, samlet for at vende tørvene i en del af mulden på det grønne område mellem boldbanen og Vejle Firma Sports tidligere anlæg. Efter nogle timers arbejde havde de dannet ordene "Vestbyens Fælled" med jordbrune bogstaver i det grønne underlag.

For det er netop en fælled, et grønt areal til fællesskabets brug, som gruppen efterlyser i den store masterplan, som kommunen forventer at have udarbejdet ved afslutningen af året.

- Vi vil gerne lave denne markering med det mål at få stillet et eller flere arealer til rådighed. Vi vil gerne i gang med at plante en æblelund og lave en hundeskov. Behovet er her, for vi mangler et sted at mødes og være fælles om, fortæller en af gruppens medlemmer, Jens Zorn Thorsen. Gruppen barsler også med idéer som naturlegeplads med sheltere og bålplads, og mener, at området med sine søer, enge, skov og en boldbane, der kun sjældent bruges af Vejle FC, er ideelt til det fælles formål.

Ingen tegn på indflydelse

Gruppen har tidligere inviteret byrådets politikere ud i området for at forklare dem om lokalområdets ønsker og idéer, men nu begynder utålmodigheden at melde sig.

- Vi er blevet hørt, men vi har ingen tegn fået på, at vi har fået indflydelse på planerne. Vi har ingen ultimative krav, men det er halvandet år siden, at vi var inviteret til en workshop, og vi har siden lavet en rigtig fin plan med lejrplads, træningsarealer og mange andre ting. Men der er endnu ikke sket noget, og derfor bliver vi lidt utålmodige, siger et andet af gruppens medlemmer, Jens Vestergaard, der samtidig er næstformand i Vestbyens Lokalråd.

Får værdi for hele byen

Gruppen kan sagtens leve med at få udpeget nogle midlertidige arealer, så de kan komme i gang med at plante de første træer, ligesom det ikke kræver den store investering at forvandle den enlige og indhegnede boldbane ud mod Vestre Engvej til et areal, hvor hunde kan løbe frit omkring.

- Vi vil gerne bevare dette skønne naturområde, vi har liggende her. Der er et stort potentiale i området, også for resten af byen, siger Jens Zorn Thorsen.