Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Tidligere havneformand har meldt lækage af havnerapport til politiet

Dansk Folkepartis lokale gruppeformand, Folmer Kristensen, har meldt lækage-sagen fra Vejle Havn til Sydøstjyllands Politi. Han var formand for havnebestyrelsen, da medarbejderne var færdige med at udarbejde den rapport, som nu er blevet lækket til pressen. Arkivfoto: Mette Mørk

Tidligere havneformand har meldt lækage af havnerapport til politiet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tidligere havneformand Folmer Kristensen (DF) bad fredag aften politiet undersøge, hvem der har lækket fortrolig rapport fra Vejle Havn

Vejle: Sydøstjyllands Politi kommer endnu en gang til at beskæftige sig med sagen om det dokumenterede misbrug af Vejle Havns midler.

Denne gang er det dog hverken ledende ansatte på havnekontoret eller havnens tidligere formandsskab, der er i politiets søgelys.

Det er i stedet blandt andet Vejle Byråds 31 politikere, som alle har fået den fortrolige medarbejderrapport fra havnen tilsendt.

Tidligere på ugen blev rapporten lækket til DR P4 Trekanten, der fredag valgte at afsløre rapportens indhold. Det har nu fået Dansk Folkepartis gruppeformand i Vejle Byråd, Folmer Kristensen, til at melde lækagesagen til politiet.

Havnerapport har ingen følsomme oplysninger - men det ændrer intet for tidligere formand
Lovgivningen siger, at de ansatte og deres advokater har ret til at komme ind over, inden rapporten kan frigives. Derfor er det utilstedeligt, at rapporten alligevel er ude i pressen.
Folmer Kristensen, gruppeformand for Dansk Folkeparti i Vejle Byråd

Skal kunne ytre sig

- Jeg har fredag aften bedt politiet undersøge, hvem der har lækket fortrolige oplysninger fra rapporten om Vejle Havn til pressen, fortæller Folmer Kristensen.

Det var havnebestyrelsen, der bad de ansatte redegøre for det mulige misbrug af havnens midler efter en kritisk rapport fra revisionsselskabet PwC. Da medarbejdernes rapport var færdig, var Folmer Kristensen blevet formand for havnebestyrelsen, fordi partifællen Torkild Christensen havde trukket sig i kølvandet på de mange afsløringer og PwC's rapport.

- Jeg var og er stadig af den opfattelse, at medarbejderrapporten er et internt stykke arbejdspapir, som er særdeles uegnet til offentliggørelse. Vi beder medarbejderne om at komme med deres kommentarer til de mange rapporter og medieomtalen af deres arbejdsplads. Selvfølgelig skal medarbejderne kunne ytre sig i tillid og fortrolighed i denne situation, siger Folmer Kristensen.

Uholdbar handling

Fakta er dog, at Folketingets Ombudsmand underkendte bestyrelsens beslutning for godt et par uger siden, og derfor tvinges Vejle Havn til at genoverveje aktindsigtansøgningerne i rapporten.

- Havnebestyrelsen retter ind, men skal dog følge lovgivningen som siger, at de ansatte og deres advokater har ret til at komme ind over, inden rapporten kan frigives. Derfor er det utilstedeligt, at rapporten alligevel er ude i pressen, siger den tidligere havneformand og tilføjer:

- I Dansk Folkeparti finder vi, at denne handling er fuldstændig uholdbar. Det er baggrunden for, at vi nu har bedt politiet om at se på sagen.

Hans byrådskollega Dan Arnløv Jørgensen (K) opfordrede tidligere fredag borgmester Jens Ejner Christensen (V) til at melde lækagen til politiet. Det afviste borgmesteren og sagde, at han i stedet ville drøfte sagen med byrådet på førstekommende møde på onsdag.

Nu bliver lækagen så alligevel en sag for Sydøstjyllands Politi, som ikke har mulighed for at kommentere sagen før tidligst mandag morgen.