Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Silje og co. har lavet et fingerstrik på 287 meter


Silje og co. har lavet et fingerstrik på 287 meter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejle - Fire kusiner, 21 dage og en frygtelig masse garnnøgler i alverdens farver. Så skal der strikkes!

Og det gjorde 12-årige Silje Sand Dalengaard for fulde drøn sammen med kusinerne Anna (13 år), Elinor (8 år) og Vigga (5 år) i perioden 4. maj til 25. maj.

Med et mål om at blive optaget i Børnenes Rekordborg havde de tre uger til at lave et fingerstrik så langt som muligt.

- Idéen opstod lidt tilfældigt, da en af mine kusiner foreslog det, mens vi var i en garnbutik med vores bedstemor. Vi blev hurtigt enige om, at det kunne være sjovt at prøve, fortæller Silje Sand Dalengaard, som er den eneste af kusinerne, der kommer fra Vejle.

Hård hud på fingrene

Da ugerne var gået, kunne de konstatere, at deres fælles fingerstrik målte 287 meter. Det var således nok til at komme med i rekordbogen, der blev lanceret i weekenden til et udgivelsesarrangement i Nykøbing Falster.

- Så vidt vi ved, findes der ingen tidligere rekorder ud over en SFO, som lavede et tre kilometer langt fingerstrik. Men de var 100 børn og havde længere tid til det, forklarer Silje Sand Dalengaard, der til daglig går i 6. klasse på Vinding Skole.

Hun strikkede cirka to timer om dagen i de tre uger, som rekordforsøget varede.

- I starten gjorde vildt ondt i fingrene, så jeg måtte skifte hånd hele tiden. Men stille og roligt blev min hud hårdere, og så gjorde det ikke så ondt længere, siger hun.

Fulgte med på Facetime

Da kusinerne bor i henholdsvis Vejle, Viborg og Odense, kunne de ikke sidde sammen og fingerstrikke. Derfor ringede de jævnligt via Facetime for at snakke sammen og følge med i hinandens strikkeri.

- Det har været rigtig, rigtig sjovt og udfordrende. Samtidig har det også været fedt at få en fælles oplevelse, som vi kan se tilbage på i lang tid, fortæller Silje Sand Dalengaard.

Hun opfordrer andre børn til at forsøge at komme i Børnenes Rekordbog.

- Man behøver ikke tænke så meget over, hvorvidt rekordforsøget kommer med i bogen eller ej. Jeg synes bare, at man skal kaste sig ud i det og se, hvad der sker, lyder rådet fra den 12-årige pige.

Se mere i videoen om det 287 meter lange fingerstrik.

SENESTE NYT