Advokat: Ytringsfrihed beskytter ikke koran-afbrænding

Advokat Tyge Trier påpeger i et opslag på Facebook, at der er flere domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som viser, at der er grænser for, hvad man eksempelvis må gøre med en koran. (Arkivfoto).

Advokat: Ytringsfrihed beskytter ikke koran-afbrænding

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politiet kan godt nægte den racismedømte Rasmus Paludan at afbrænde koraner, mener advokat.

De seneste dage har den racismedømte partistifter Rasmus Paludan udløst store uroligheder ved at udføre demonstrationer, hvor han blandt andet har smidt koranen op i luften.

Det har udløst en diskussion af, om Rasmus Paludan under ytringsfriheden har ret til at udføre den slags demonstrationer og nyde politiets beskyttelse.

Ifølge advokat med speciale i ytringsfrihed og menneskeret Tyge Trier dækker hverken retten til forsamlingsfrihed eller ytringsfrihed over Rasmus Paludans gentagne aktioner med koranafbrænding og at sprøjte urin på koranen.

- Det er flere steder blevet opfattet som, at hvis man siger, at det handler om ytringsfrihed, så har man krav på at lave den slags aktioner, og man har krav på, at politiet er der.

- Men efter min vurdering er der ikke ret til at udføre denne her slags aktioner med korte mellemrum i tæt bebyggede områder, hvor der for eksempel bor og opholder sig mange troende muslimer, siger Tyge Trier.

Retten til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er beskrevet i grundlovens paragraf 77 og 79. Samme rettigheder er dækket af Menneskeretskonventionen artikel 10 og 11.

Ifølge Tyge Trier er det dog en misforståelse, at de bestemmelser giver ubegrænsede rettigheder.

- Disse grundrettigheder med ytringsfrihed og retten til at demonstrere skal fortolkes med det forbehold, at hvis man misbruger dem, så bortfalder de, siger Tyge Trier.

Han peger på en stribe afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, hvor ytringsfrihed ikke er blevet anerkendt som argument for at tillade islamofobi, homofobi eller holocaustbenægtelse ubegrænset i det offentlige rum. Han henviser til sager fra eksempelvis England og Frankrig.

Samtidig beskriver Ordensbekendtgørelsen: "Slagsmål, skrigen, råben eller anden støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, må ikke finde sted."

- Det er klart, at det er et svært juridisk område dette her, fordi der er tale om nogle meget vigtige retsprincipper.

- Men mit skøn vil være, at politiet har juridisk grundlag for at sige, at man ikke ønsker sådan en aktion. Der har politiet nok været relativt forsigtige og har givet Stram Kurs en lang snor.

Trier understreger, at Rasmus Paludan har ret til at have sine holdninger og til at formidle dem, selv om de er ekstreme. Hvilket han også har mulighed for - og har gjort - på eksempelvis YouTube.

- Mange synes at tage for gode varer, at Rasmus Paludan har helt frie rammer. Men det har han faktisk ikke.

- Man må ikke afskære ham på en måde, hvor hans synspunkter slet ikke får lov til at komme frem. Men han har mange kanaler, så man må gerne begrænse denne her.

Tyge Trier understreger, at han ikke mener, at blasfemiloven skal genindføres, eller at Paludan skal straffes for koranafbrændinger.

- Ytringsfriheden er helt central i vores samfund, men koranafbrændinger op i ansigtet på personer, for eksempel i en boligblok, kan lovligt begrænses, afslutter advokaten.

Advokat: Ytringsfrihed beskytter ikke koran-afbrænding

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce