Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Fiskehandler bruger ulovlige metoder - igen

Af sedlen, som fiskehandleren efterlod hos en af Egtveds beboere, fremgår det tydeligt, hvilket firma står bag. Privatfoto

Fiskehandler bruger ulovlige metoder - igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Flere borgere i Egtved har fået uanmeldt besøg fra Din Fiskemand fra Hirtshals, selvom det er i strid med loven. Det er ikke vores politik, siger ejeren, der dog før er blevet afsløret i ulovligt dørsalg

Egtved: Mandag 4. december kørte en fiskehandler fra dør til dør i Egtved og tilbød en række beboere at købe fisk fra hans fiskebil. At sælge ved dørene uden at være blevet inviteret på forhånd er dog ulovligt i Danmark, og det er ikke første gang, denne fiskemand - Din Fiskemand fra Hirtshals - er taget i at overtræde den bestemmelse. 

Af en debat, der efterfølgende opstod i facebook-gruppen 6040 Egtved, fremgår det, at fiskehandleren var forbi flere huse i løbet af mandagen, selvom beboerne ikke havde bedt ham om at komme eller tidligere har handlet med ham. Under ét af besøgende efterlod fiskehandleren en seddel hos beboeren, som Vejle Amts Folkeblad har en kopi af. Heraf fremgår det, at der er tale om Din Fiskemand i Hirtshals, ligesom der står listet et telefonnummer og en hjemmeside, kunderne kan kontakte, hvis de ønsker at købe fisk i fremtiden.

Da Vejle Amts Folkeblad kontakter ejeren af fiskehandlen, Dennis Bak, benægter han, at en af hans fiskebiler skulle have været i Egtved. 

- Det kender jeg ikke noget til. Vi kører kun ud til de kunder, vi har i forvejen, siger Dennis Bak. 

- Vi har en kopi af en seddel med kontaktoplysninger til jeres firma, som sælgeren har afleveret til beboer i Egtved, så det lader jo til, I har været i byen?

- Så må jeg have fat i chaufføren og tale med ham om det, men det er ikke vores politik overhovedet at køre fra dør til dør, siger Dennis Bak.

Forbrugeraftaleloven §4
Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette telefonisk henvendelse til en forbruger eller personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.

Besøgte Juelsminde i 2012

Omtrent samme forklaring gav Dennis Bak tilbage i 2012, da Horsens Folkeblad kunne fortælle, at flere beboere i Juelsminde havde haft uanmeldt besøg af fiskehandleren, hvilket skabte vrede blandt lokale fiskehandlere, der kaldte det konkurrenceforvridende. 

Dengang som nu nægtede Dennis Bak at gøre brug af ulovligt dørsalg. 

- Vi har faste ruter over hele Danmark, og vi har nok at lave, så vi har slet ikke brug for at opsøge nye kunder. Det giver slet ikke mening, at vi skulle køre til Egtved, siger han om den aktuelle situation.