Nye kameraer afslører, at det formentlig er organiserede kriminelle, der står bag omfangsrigt tyveri fra kommunens genbrugspladser.
Hedensted: Tyveri af metaller, elektronik og batterier er de seneste år steget drastisk fra Hedensted Kommunes genbrugspladser.
Men nu har kommunen en forhåbning om at få sat en stopper for de kriminelle aktiviteter.
Nye overvågningskameraer på Remmerslund Genbrugsstation har nemlig fanget flere af de formodede tyve på fersk gerning.
- Ud fra optagelserne har vi mistanke om tyveri, der er omfangsrigt, og som ser ud som organiseret kriminalitet. Vi har anmeldt de formodede tyve til politiet, som også har fået overdraget optagelserne fra kameraerne, fortæller Morten Christensen fra Hedensted Kommunes bygge- og erhvervsservice.
Folkebladet har tidligere beskrevet det eskalerende problem med tyveri fra genbrugspladser, der i sidste ende resulterer i en dyrere affaldsregning hos borgerne.
- Det er ikke småting, kommunen mistænker de pågældende personer for at have stjålet, og derfor har vi også gjort en del for at få bugt med problemet. Med politianmeldelsen håber vi at have taget endnu et skridt mod en løsning, siger Morten Christensen og tilføjer:
- Ud over at have fået fat i flere af de formodede tyve, håber vi naturligvis på en afskrækkende effekt blandt andre, der stjæler af kommunens skrot.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.