Røver truede sig til penge - men så blev han overmandet af butiksbestyrer

Rema 1000 i Nørre Snede blev torsdag aften udsat for et røveri, men røveren blev overmandet og anholdt. Arkivfoto

Røver truede sig til penge - men så blev han overmandet af butiksbestyrer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Butiksbestyrer var med til at overmande røver i Rema 1000 i Nørre Snede.

Nr. Snede: Rema 1000 på Skovbakken i Nørre Snede blev torsdag 14. februar udsat for et røveri.

Klokken 21 trådte en maskeret og bevæbnet mand ind i butikken og udbrød: "Dette er et røveri - giv mig pengene", mens han viftede med en pistol, der dog senere viste sig at være en attrap.

Manden fik 5603 kroner udleveret i en pose, men han nåede ikke langt med byttet.

På vej ud af butikken blev røveren overmandet af butiksbestyreren og flere personer på stedet, oplyser politiassistent Bent Smedegaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet ankom til stedet og anholdt røveren, der viste sig at være en "gammel kending", der optræder i politiets register over kriminelle. Der er tale om en 42-årig mand fra Tørring.

Efter anholdelsen kunne politiet konstatere, at manden var i besiddelse af 1 gram heroin og 2,4 gram hash samt en foldekniv med en bladlængde på fire centimeter. Kniven var sådan set lovlig, men det er ikke tilladt at have den slags knive med på offentlige arealer, oplyser politiet.

Der er mistanke om, at der holdt nogle medgerningsmænd udenfor Rema 1000 og ventede i en bil, men det efterforskes.

Fængslet i fire uger

Manden blev anbragt bag tremmer natten over, og fredag 15. februar blev han fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Herning.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, men anklager Niklas Nissen fra Midt- og Vestjylland Politi kan til Horsens Folkeblad oplyse, at den 42-årige blev fængslet i yderligere fire uger.

Ifølge anklageren erkendte den 42-årige mand fra Tørring, at han havde begået røveriet, og han var også inde på, at han blev kørt hen til Rema 1000 af nogle andre personer. Men han ville ikke afsløre hvem, så det skal yderligere efterforskes.

- Han forklarede selv, at han var blevet kørt til Nørre Snede af nogen, og dem forsøger vi at finde frem til. Han kunne eller ville ikke sige noget om, om, hvem der var tale om, lyder det fra Niklas Nissen.

Røveri er en alvorlig forseelse og giver fra et års fængsel og opad.

Datoen for en retssag er ikke fastsat endnu.

Røver truede sig til penge - men så blev han overmandet af butiksbestyrer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce