Skænderi afslørede kærestepar: Hjemmet var proppet med tyvekoster

Kæresteparret blev løsladt, da dommen var afsagt fredag. Arkivfoto

Skænderi afslørede kærestepar: Hjemmet var proppet med tyvekoster

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En 24-årig kvinde og en 33-årig mand skal begge i fængsel, efter at de blev afsløret i flere indbrud i Vejle og omegn. Husspektakler ledte politiet på sporet.

Vejle/Børkop: Der var ballade mellem en mand og en kvinde i et hjem i Børkop en dag i august.

Det fik naboerne til at henvende sig til politiet, som tog ud på adressen for at tage sig af husspektaklerne.

Da betjentene nåede frem, undrede de sig over det stridende pars hjem. Selvom de begge var kontanthjælpsmodtagere, så var der overraskende mange designermøbler og lamper i hjemmet.

Så mange, at politiet valgte at ransage hjemmet. Det oplyser anklager hos Sydøstjyllands Politi, Lone Petri, som mødte i sagen ved Retten i Kolding i denne uge.

Siden ransagningen i august har parret siddet varetægtsfængslet, mistænkt for en lang række indbrud i Vejle og omegn.

Forsynede sig med biler

Efterforskningen viste, at flere af de ting, der blev fundet i parrets hjem, kunne spores tilbage til indbrud.

Derfor var der beviser nok til, at Retten i Kolding fredag kunne dømme parret for indbrud i blandt andet en villaer på Parallelvej, Bellisvej, Klokkeager og Fousbjergvej foråret og sommeren 2018.

Parret blev også dømt for at have stjålet en VW Polo fra netop villaen på Parallelvej, foruden nøglerne til en Mercedes, en Renault og en Audi fra Avis Biludlejning på Dianavej i Vejle den 16. januar. Herfra lykkedes det også parret at køre væk i Audi'en og Renault'en.

Anklager Lone Petri fortæller, at parret også var tiltalt for hæleri, fordi der blev fundet en lang række designermøbler og mærkevarer i deres hjem, som politiet ikke kunne finde ejermændene til. Men her valgte retten at frifinde parret, fordi man ikke mente, at det var tilstrækkeligt bevist, at der var tale om tyvekoster. Desuden forklarede den 33-årige mand i retten, at der i de fleste tilfælde var tale om kopivarer.

Indbrud gav spænding

Parret blev også frifundet for forsøg på indbrud i seks tilfælde. Her drejede det sig om en liste med villaer, hvis adresser blev fundet nedfældet på den 24-årige kvindes telefon. Hun erkendte i retten, at hun havde noteret sig husene, fordi de var sat til salg, og at de på internettet så ud til, at der var mange gode ting at stjæle. Men parret fik aldrig gjort mere ved sagen.

Derfor mente retten heller ikke at de skulle dømmes for forsøg på indbrud.

Den 33-årige mand blev dømt i flere forhold end sin kæreste.

Han forklarede i retten, at han godt kunne lide den spænding, det gav, at begå et indbrud, fortæller anklageren.

Den 24-årige kvinde forklarede derimod, at hun begik indbruddene, fordi hun skulle finansiere et eskalerende misbrug af amfetamin og alkohol.

Skal holde sig i skindet

Den 33-årige mand blev idømt et års ubetinget fængsel for de forhold, han blev kendt skyldig i. Desuden fik han en advarsel om udvisning af landet. Det betyder, at hvis han igen begår noget strafbart, så risikerer han at blive udvist.

Anklager Lone Petri fortæller, at en advarsel ikke har nogen tidsbegrænsning.

- Så det gælder om at holde sig i skindet, tilføjer hun.

Den 24-årige kvinde blev idømt syv måneders fængsel.

Parret har begge siddet varetægtsfængslet siden ransagningen af deres hjem i Børkop i august. Kvinden modtog sin dom, mens den 33-årige mand har valgt at anke til landsretten.

Skænderi afslørede kærestepar: Hjemmet var proppet med tyvekoster

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce