Stor bedragerisag mod vejlensisk kærestepar er på vej

Bedrageri på nettet er én af de efterhånden mest gængse former for kriminalitet i Danmark. Et ungt kærestepar fra Vejle skal i august i retten, hvor de er tiltalt for en lang række bedrageriforhold af denne slags. Arkivfoto

Stor bedragerisag mod vejlensisk kærestepar er på vej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anklageskriftet tæller 62 tiltalepunkter, og der er indkaldt 47 vidner i sagen mod et ungt kærestepar fra Vejle. Sagen finder sted ved Retten i Kolding til august.

Vejle: Inden for de seneste uger er flere unge mennesker blevet dømt for hæleri eller medvirken til bedrageri ved Retten i Kolding.

De betragtes alle som såkaldte muldyr i en større sag, hvor et kærestepar fra Vejle er de hovedtiltalte.

Et muldyr er i denne sag et udtryk for en person, som har lagt bankkonto til kriminelle handlinger i form af privatsalg af varer over internettet via DBA, Gul & Gratis eller Facebook. Varerne blev dog aldrig leveret til kunderne.

Kontoejerne i sagen har enten været velvidende om ulovlighederne, mens andre har vidst, at de lånte deres konto ud til noget strafbart, men ikke til hvad, fortæller specialanklager Maja Fugl, som er mødt i alle de sager, der indtil videre er afgjort ved retten.

Jo flere af muldyrene, der kan dømmes inden hovedsagen, jo flere kan man til august indkalde som vidner imod det vejlensiske kærestepar.

Dømte i Tønder, Kolding, Vejle og Børkop

I maj fik en 27-årig mand fra Tønder sin dom, som den første i sagen. Han blev dømt for hæleri, fordi han havde lånt sin konto ud til unavngivne personer, hvorefter der gik 15.000 kroner ind for salg af varer, som ikke blev leveret. Han fik 80 dages ubetinget fængsel, som også var straf for nogle andre forhold, blandt andet tyveri.

I sidste uge blev yderligere tre dømt i sagen.

En 21-årig vejlensisk mand blev dømt for hæleri, idet han udleverede sit kreditkort og MobilePay-oplysninger til én af de hovedtiltalte, og derved fik 14.500 kroner ind på sin konto. Han fik 40 dages betinget fængsel og blev i samme ombæring dømt for besiddelse af euforiserende stoffer.

En 22-årig kvinde fra Børkop fik 60 dages betinget fængsel i sagen. Hun forklarede, at én af de hovedtiltalte havde hjulpet hende i gang med selv at begå bedrageri over nettet. Derved fik hun 17.050 kroner ind på sin konto.

I sidste uge blev en 31-årig mand fra Kolding også dømt for hæleri i sagen. Hos ham gik der 21.000 kroner ind på kontoen, uden han præcis vidste, hvilke strafbare handlinger, der var gået forud.

Sad varetægtsfængslet i over er år

To vejlensere blev dømt som muldyr i sagen i denne uge.

En 19-årig mand fra Vejle fik en bøde på 4000 kroner for hæleri ved blandt andet at lægge konto til salg af tøj, en Playstation og en iPhone, som aldrig nåede frem til kunden.

Desuden blev en 21-årig mand fra Vejle dømt for medvirken til bedrageri. Han fik 20 dages betinget fængsel, fortæller anklager Maja Fugl. Han havde udleveret sit dankort til de hovedtiltalte velvidende om, hvad der skulle ske. Og han fik 5400 kroner ind på kontoren for salg af Playstations, som aldrig blev leveret.

Yderligere et par af mulddyrene er ikke dømt i sagen, men det sker efter al sandsynlighed, inden hovedsagen finder sted i slutningen af august. Sagen strækker sig over ni retsdage.

Det hovedtiltalte kærestepar er henholdsvis 19 år og 21 år. De har siddet varetægtsfængslet fra oktober 2016 og frem til den 28. februar 2017. De er tiltalt for sammenlagt 294 bedrageriforhold.

Stor bedragerisag mod vejlensisk kærestepar er på vej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce