Tre unge mishandlede kattekilling til døde. Nu er 16-årig dømt i sagen

En 16-årig dreng fra Give skal anbringes på en socialpædagogisk døgninstitution som straf for, at han blandt har mishandlet en kattekilling til døde. Sådan så "Byens pølsevogn" ud efter den 16-årig havde tændt ild i en container uden for bygningen. Arkivfoto: Børge Larsen

Tre unge mishandlede kattekilling til døde. Nu er 16-årig dømt i sagen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den 16-årige dreng fra Give er blandt andet også blevet dømt for at have sat ild til en container på Kirketorvet, hvilket gjorde, at Byens Pølsevogn brændte.

Give: Torsdag faldt der dom en sag mod en 16-årig dreng fra Give, som trods sin unge alder havde en lang række forhold på samvittigheden.

Han var på retsmødet ved Retten i Kolding tiltalt for 10 forhold, hvoraf tyveri var det mest tilbagevendende. Men brandstiftelse, ulovlig våbenbesiddelse, besiddelse af euforiserende stoffer og dyremishandling var også at finde i retsmødebegæringen til sagen, hvor den 16-årige i det store og hele erkendte det, der var rejst sigtelse for.

De fleste af forholdene fandt sted i sensommeren sidste år. Den 16-årige blev om morgenen den 24. juli taget af politiet med en peberspray i Fritidscentret i Thyregod. Her var han i færd med at begå indbrud og havde sammen med en anden medgerningsmand stjålet slik og nudler.

Den 3. august var den 16-årige igen i politiets søgelys. Han blev taget i at køre på knallert uden kørekort. Knallerten var stjålet, og desuden havde han ikke hjelm på. I samme forbindelse fandt politiet 2,53 gram hash på drengen, da han blev anholdt ved Søndermarksskolen.

Anholdelsen afskrækkede dog ikke den 16-årige dreng, som to dage senere brød ind i en bil ved materielgården i Give og stjal et Nikon kamera, en mobiltelefon og nogle kontanter.

Prøvede at slukke ilden

I retten kunne den 16-årige, ifølge anklager Lene Kirkegaard, der mødte i sagen, også erkende, at han havde sat ild til en container på Bøgetorvet 14. august. Ilden bredte sig hurtigt til Byens Pølsevogn ved siden af, som efterfølgende måtte lukke ned i omkring tre måneder, indtil skaderne var blevet udbedret.

- Han forklarede i retten, at han prøvede at slukke ilden med noget vand, fortæller anklageren.

Det er ikke blevet opgjort, hvor mange penge, der skete skader for ved branden, og anklagemyndigheden havde inden retssagen heller ikke modtaget et erstatningskrav fra pølsevognens ejer, fortæller Lene Kirkegaard.

Den 16-årige erkendte også at have begået to indbrud i Thyregod med en medgerningsmand i løbet af natten til den 10. september sidste år.

Snappede foto af mishandlet killing

Sagens sidste forhold omhandlede en episode fra 20. februar i år, hvor den 16-årige sammen med to andre unge mishandlede en kattekilling til døde.

Mishandlingen foregik i en lejlighed, hvor en veninde til den 16-årig boede. Det var også her, killingen havde hjemme.

Den 16-årige forklarede i retten, at han sammen med en anden dreng satte strøm til killingen flere gange med en strømpistol. Herefter stak pigen, som boede i lejligheden, killingen i maven med en kniv, forklarede den 16-årige.

Han valgte efterfølgende - sammen med sin kammerat - at stikke killingen flere gange i halsen for at slå den ihjel, så den ikke skulle lide mere, forklarede han.

- Han blev ked af det i retten, da han skulle fortælle om episoden med killingen og forklarede, at han havde fortrudt det siden, siger anklager Lene Kirkegaard.

Hun tilføjer, at den 16-årige heller ikke ønskede at gense det foto af den døde killing, som de tre unge mennesker efter mishandlingen offentliggjorde på det sociale medie Snapchat.

Dømt til anbringelse

Retssagen fandt sted i sidste uge, men dommen blev først afsagt torsdag i denne uge.

Dommeren afgjorde, at den 16-årige skal idømmes en ungdomssanktion af to års varighed, hvor han blandt andet skal være under tilsyn af Vejle Kommune.

I to måneder skal han anbringes på en sikret, socialpædagogisk døgninstitution og efterfølgende i op til 12 måneder på et pædagogisk opholdssted.

Tre unge mishandlede kattekilling til døde. Nu er 16-årig dømt i sagen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce