Udvist syrer blev udvist igen: Brækkede benet på 25-årig med et støvsugerrør

Foto: Jonas Brønd Nielsen

Udvist syrer blev udvist igen: Brækkede benet på 25-årig med et støvsugerrør

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

To brødre blev torsdag dømt for vold og våbenbesiddelse. I april bankede de i fællesskab en 25-årig mand med en totenschlæger og et støvsugerrør. Han sidder stadig i kørestol.

Vejle: Bevæbnet med en totenschlæger og et støvsugerrør drog to brødre på 22 og 28 år den 6. april i år til et forsoningsmøde med en 25-årig mand ved Nørremarkscentret i Vejle.

Forud havde den 22-årige følt sig truet af den 25-årige, og nu skulle de mødes for at tale ud om tingene. Men fordi den 25-årige - ifølge de to brødre - var banderelateret, turde de ikke tage nogen chancer, og de mødte derfor op bevæbnet.

- Jeg kunne ikke vide, om han havde et skydevåben. Man kan ikke regne med et bandemedlem, lød det torsdag fra den 22-årige lillebror ved i Retten i Kolding.

Her var han sammen med sin 28-årige storebror tiltalt for den voldsepisode, som efterfølgende udspillede sig på parkeringspladsen ved områdets Netto-butik.

For forsoningsmødet endte i vold, og den 25-årige mand blev slået flere steder på kroppen med både totenschlæger og støvsugerrør. Værst gik det ud over ofrets højre ben, som efterfølgende viste sig at være brækket to steder.

Hvis de er bange, hvorfor så mødes med ham? Hvorfor tage slagvåben med? Forinden har (...) lige ringet og truet kæresten med at slå ihjel og voldtage hende. Så er man altså ikke særlig bange.
Anklager Susan Nielsen

Erkendte af to omgange

Begge brødre forklarede i retten, at den 25-årige havde en truende adfærd, da han ankom til Nørremarkscentret. Derfor valgte de at slå, inden de selv blev slået på. Den yngste bror slog med totenschlægeren i blandt andet ansigtet på den 25-årige, mens den ældste bror med støvsugerrøret gik efter benene.

De afviste, at de forinden episoden havde aftalt, at den 25-årige skulle have bank. Tværtimod ville de gerne slutte fred, forklarede de.

- Men det gik alt for hurtigt. Han var høj og pumpet, og jeg var bange, forklarede den 28-årige i retten.

Begge brødre erkendte i første omgang kun delvist den vold, der var blevet begået. Da anklageren lagde op til, at sagen derfor ikke kunne gennemføres som tilståelsessag og måtte udsættes, var brødrene dog klar til at fortælle lidt flere detaljer om episoden.

Storebroderen blev anholdt halvandet døgn efter episoden, og da lillebroderen fandt ud af dette, meldte han sig selv til politiet den 9. april.

De har siddet varetægtsfængslet siden.

Erstatning og udvisning

Fordi der alligevel blev tale om en tilståelsessag, skulle retten ikke høre vidneudsagnet fra det 25-årige offer, som var indlagt i knap en uge efter episoden, og som fortsat sidder i kørestol på grund af benbruddet.

Hans bistandsadvokat mødte dog i retten og krævede en erstatning på 15.800 kroner for svie og smerte. Et krav, som domsmandsretten valgte at imødekomme.

Dommerne var også enige i, at de to brødre skulle idømmes hver især otte måneders ubetinget fængsel for volden og våbenbesiddelsen.

Den yngste bror blev også dømt for at have truet den 25-årige mands kæreste over telefonen samme aften. Han erkendte, at han havde ringet hende op og sagt, at hvis hun var kæreste med den 25-årige, ville han komme og voldtage hende og slå hende ihjel.

Den ældste bror blev dømt for vold i gentagelsestilfælde, fordi han i 2011 fik fire månedes fængsel for grov vold. Dengang blev han også betinget udvist.

Siden er han atter blevet betinget udvist i 2012 for afpresning og ubetinget udvist i 2013 for røveri.

Han befinder sig derfor i Danmark på tålt ophold nu, og i retten torsdag valgte dommerne at udvise ham for anden gang.

Lillebror må blive

Brødrene stammer fra Syrien, men kom til Danmark for over 10 år siden med deres mor og søskende og har ikke længere familie i hjemlandet.

Men fordi den ældste bror ikke har kone og børn i Danmark, fandt retten ikke, at det var i strid med Danmarks internationale forpligtigelser at udvise ham. Om han kan udvises i praksis er en anden sag.

Den yngste bror har kone og to børn, der alle er danske statsborgere. Derfor blev han kun betinget udvist.

Den 28-årige modtog dommen, mens den 22-årige valgte at udbede sig betænkningstid.

Retten fulgte anklager Susan Nielsens krav om fortsat fængsling af de to brødre. Denne afgørelse blev dog kæret af begges forsvarere.

Udvist syrer blev udvist igen: Brækkede benet på 25-årig med et støvsugerrør

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce