Vejlenser dømt for overgreb på steddatter: - Han burde have fået et års fængsel, for hver gang han var på mig

Den 25-årige vejlensiske kvinde i sagen blev udsat for overgreb i sit barndomshjem fra hun var 11 år gammel og flere år frem. Nu er den tidligere stedfar dømt i landsretten. Foto: Mette Mørk

Vejlenser dømt for overgreb på steddatter: - Han burde have fået et års fængsel, for hver gang han var på mig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Landsretten har onsdag stadfæstet en dom på 2,5 års fængsel til en 61-årig vejlenser, som over en årrække forgreb sig på sin steddatter.

Vejle: Det er mere end et år siden, at Sabine Poulsen tog mod til sig og anmeldte sin tidligere stedfar for at have forgrebet sig på hende, fra hun var 11 år, til hun var 17 år.

Overgrebene skete blandt andet i hjemmet uden for Egtved fra omkring 2004 til 2009. Her ventede stedfaderen på, at de andre søskende havde forladt huset, hvorefter han forgreb sig på Sabine - i nogle tilfælde flere gange om ugen. Samtidig optog han enkelte gange overgrebene med sin telefon.

Da Sabine Poulsens mor og stedfar gik fra hinanden i 2009, betød det dog ikke, at overgrebene sluttede her, for i 2010 begyndte den tidligere stedfar at dukke op ved busstoppestedet, når Sabine skulle i i skole. Han fik hende til at sætte sig ind i bilen, og på en parkeringsplads uden for Vejle befamlede han hende i flere tilfælde, og fik hende til at røre ved hans penis uden på tøjet.

I byretten i september erkendte den tidligere stedfar, Jan Knudsen, store dele af anklagepunkterne imod ham. Dog var han ikke enig i, at Sabine kun var 11 år, da overgrebene begyndte, og han mente heller ikke, at han havde forsøgte at voldtage hende.

Derfor ankede han dommen på 2,5 års fængsel til landsretten.

En stemme sagde stop

Onsdag skulle Vestre Landsret i Kolding så vurdere sagen.

Her var spørgsmålet netop, om tidspunktet for det første overgreb allerede lå i 2004; om Sabine blev forsøgt voldtaget en enkelt gang, og om der havde fundet mere end blot befamlelser sted i bilen i 2010.

Jan Knudsen fastholdt, at han først havde forgrebet sig på Sabine, fra hun var 14 eller 15 år.

Samtidig forklarede han om den episode, hvor han skulle have forsøgt at voldtage hende, at han havde haft planer om at gennemføre et samleje, men at en stemme i hans hoved fik ham overbevist om, at det var forkert. Derefter kunne han ikke få rejsning og "nøjedes med" at give Sabine Poulsen oralsex. Dermed mente hans forsvarer, at der var tale om en "frivillig tilbagetræden" fra voldtægten - det vil sige, at han stoppede akten af egen fri vilje.

Sabine Poulsen forklarede derimod - for lukkede døre - at hun strittede imod og sagde nej, og at det var hendes modstand, der fik stedfaderen til at stoppe.

To dommere krævede hårdere straf

Landsretten valgte at læne sig op ad den 25-årige kvindes forklaring, og stadfæstede byrettens afgørelse om, at Sabine Poulsen var 11 år, første gang hun blev forulempet, og at den 61-årige Jan Knudsen var skyldig i et enkelt forsøg på voldtægt.

Til gengæld blev han frifundet for andet seksuelt forhold en samleje i bilen i 2010, og blev udelukkende dømt for blufærdighedskrænkelser i dette forhold.

To af dommerne mente, at dommen skulle skærpes til tre års fængsel, mens fire dommere fastholdt byrettens dom på 2,5 år.

Dermed lød dommen på 2,5 år, og Jan Knudsen blev varetægtsfængslet fortsat efter afgørelsen.

- Jeg er tilfreds med dommen, siger anklager Martin Kromann.

- Vi havde godt nok anket til skærpelse, men 2,5 år er også en relativ hård dom, og set i lyset af, at forholdet i bilen blev indskrænket, så er det tilfredsstillende.

Det er for lidt

Den forurettede selv, Sabine Poulsen, glæder sig over, at sagen nu endelig er overstået efter over et års uvished. Men samtidig synes hun, at 2,5 år er for lidt set i lyset af, hvad hun har gennemlevet.

- Det er fint, at landsretten ikke nedsatte dommen, men jeg synes, den er lav. Han burde have fået et års fængsel for hver gang, han havde været på mig, men sådan er det jo ikke, erkender 25-årige Sabine Poulsen.

Hun har selv udtrykt ønske om at stå frem med sit navn.

Læs mere i morgen om Sabine Poulsen og om, hvordan hun er kommet videre i livet efter de mange års overgreb.

Vejlenser dømt for overgreb på steddatter: - Han burde have fået et års fængsel, for hver gang han var på mig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce