Kolleger og ægtefæller: Brian og Majbritt Duedal kastede sig ud i at være købmænd

Brian og Majbritt Duedal driver købmandsbutikken i Stenderup-Krogager sammen. Som regel er de i hver sin ende af butikken, og det er ikke hverdag at se dem gå og kramme hinanden. Foto: Chresten Bergh

Kolleger og ægtefæller: Brian og Majbritt Duedal kastede sig ud i at være købmænd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Majbritt og Brian Duedal er både kolleger og ægtefæller. De kastede sig ud i et nyt arbejdsliv uden at vide, om det ville gå. Det er de glade for i dag.

Stenderup-Krogager: Brian og Majbritt Duedal anede knap, hvad de gik ind til, da først han og siden hun sagde et fast job op for at arbejde i byens købmandsbutik. Det valg har givet et helt andet og bedre familieliv, synes de, og i dag kunne ingen af dem tænke sig at vende tilbage til jobbene som lærer og pædagog. De trives med at være både ægtefæller og kolleger.

Majbritt: - Vi vidste jo ikke, om det ville kunne lade sig gøre.

Brian: - Nogle gange skal man bare gøre noget for at se, om det virker. Ellers kunne man sidde der på plejehjemmet og gruble over, om man skulle have gjort noget anderledes.

For fem år siden forlod Brian Duedal sit faste lærerjob på Stenderup Skole for at blive købmand i den butik, som Coop havde valgt at lukke. Året efter sprang hans kone til og forlod sit job som pædagog i Billund. Det har vist sig at være et godt valg, selv om en af konsekvenserne har været en markant lønnedgang.

- I stedet for at sige, hvor meget vi vil have i løn, har vi set på, hvor lidt vi kan nøjes med. Det er også spændende at se det på den måde. I forhold til vores tidligere jobs mangler vi nok en million i indtægt på de fem år, men det har bare givet så meget andet, siger Brian Duedal og understreger, at de jo stadig tror så meget på det, at de snart begynder at betale ind til pension igen.

Vigtigst er det, at de begge er glade for at gå på arbejde hver dag.

Majbritt og Brian Duedal
Brian og Majbritt Duedal er begge ansat i ejerselskabet bag købmandsbutikken.De er hhv. 39 og 42 år, har kendt hinanden i 22 år og har snart kobberbryllup. De har to sønner på otte og ti år.

I forhold til Min Købmand bor familien i den modsatte ende af Storegade.
Brian og Majbritt Duedal driver købmandsbutikken i Stenderup-Krogager sammen, og selvom butikken dermed er kommet til at fylde meget i deres familie, er de glade for skiftet fra jobbene som lærer og pædagog. Foto: Chresten Bergh
Brian og Majbritt Duedal driver købmandsbutikken i Stenderup-Krogager sammen, og selvom butikken dermed er kommet til at fylde meget i deres familie, er de glade for skiftet fra jobbene som lærer og pædagog. Foto: Chresten Bergh

De supplerer hinanden

Majbritt møder ind klokken lidt over 6. Et par timer senere kommer Brian. Ved 14-tiden går hun hjem og tager imod drengene, og på et eller andet tidspunkt hen ad spisetid dukker Brian op derhjemme. De seks timer, hvor de begge er i købmandsbutikken, bruger de ofte på opgaver i hver sin ende af butikken, og hvis man ikke lige ved det, vil ingen gætte på, at de er ægtefæller. Det er privat.

Brians spring fra et fast lønmodtagerjob til jobbet som selvstændig var en anelse impulsivt. Det var det ikke, da Majbritt et år senere sprang med. Og det er også hendes eftertænksomhed, de bruger nu det næste år, mens de sammen med ejerselskabet går og overvejer, hvad der skal ske med butikken, om den skal udvides eller nybygges, om familien Duedal skal tage det fulde skridt og blive ejere.

- Vi supplerer hinanden godt. Jeg griber mange af hans bolde, smiler Majbritt.

De tænkte, at de ville supplere hinanden godt, og det har vist sig at holde stik. Mens Brian Duedal indtil nu selv har været involveret i alt, er han i dag ved at uddelegere opgaver, så familien indimellem kan holde lidt fri. Majbritt står for frugt og grønt, bagerbrød og ugeblade og er sammen med to af de andre medarbejdere med til at bestille varer hjem. Udover de fire kommer Brian Duedals far og giver en hånd med hver formiddag, og købmandsparret har også seks medarbejdere under og to over 18 år tilknyttet.

- Det er mig, der er købmanden, og Majbritt er med. Jeg er chefen her, og Majbritt er det derhjemme, men i praksis er vi jo fælles om mange beslutninger og især de store, siger Brian Duedal om arbejdsfordelingen.

Serie: Par og kolleger
Dette er den første artikel i en serie om ægtefæller, der også er nære kolleger.Hvordan er det at gå på arbejde det samme sted og at have meget mere end hjemmet til fælles. Hvad er faldgruber, fordele og ulemper.

I dag kan du møde købmandsparret i Stenderup-Krogager, som sagde faste job op for at holde liv i byens lille købmandsbutik.
Brian Duedal har været købmand i Krogager i fem år.  Foto: Chresten Bergh
Brian Duedal har været købmand i Krogager i fem år. Foto: Chresten Bergh

Arbejde og fritid

Det kunne være en ulempe at have fælles arbejdsliv, fordi man så aldrig holder fri. Det synes Majbritt og Brian Duedal dog ikke. At være købmandspar er blevet en livsstil, hvor arbejde og fritid glider ind over hinanden.

- Butikken fylder rigtig meget, også derhjemme, for så sidder vi og snakker og får pludselig en idé, der skal vendes. Men butikken er jo blevet vores store interesse og ikke bare et job, siger Majbritt og indrømmer, at drengene på otte og ti år indimellem godt kan synes, at den der butik fylder meget.

- Men så snakker vi med dem om, at det havde været nogle andre dage, hvis vi fortsat var lærer og pædagog. Så ville Majbritt aldrig have været hjemme, når de kom fra skole, og der ville også have været aftenmøder, indskyder Brian.

Drengene bliver også inddraget i arbejdet:

- Specielt den yngste synes jo, det er fantastisk, når han kan få lov til at være med heroppe og tage med på vareture. Hvis han er her med Brian en eftermiddag, så går han rundt og trimmer hylder. Det er ham, der "har legetøjsafdelingen", siger Majbritt.

Majbritt Duedal blev ansat i købmandsbutikken i Stenderup-Krogager for fire år siden og trives med at have sin mand som chef og kollega. Foto:  Chresten Bergh
Majbritt Duedal blev ansat i købmandsbutikken i Stenderup-Krogager for fire år siden og trives med at have sin mand som chef og kollega. Foto: Chresten Bergh

Ferie er en udfordring

Ferie kan være en udfordring for familien Duedal, men i år lykkedes det at holde næsten to uger.

- Og computeren er altid med på ferie, så vi lige kan gå ind og modtage varer og se, at alt er godt, siger Majbritt.

Men selv om det er småt med penge og frihed, synes de alligevel, at de får så meget ved at have netop jobbet som købmænd:

Brian: - Vi gør en forskel. Det er vigtigt.

Majbritt: - Vi har mange gode relationer til kunderne. På den måde er det ikke særlig forskelligt fra mit job som pædagog.

Uenigheder bliver ordnet

Og hvad så, hvis der en sjælden gang er uenigheder. Kan det ikke nemt smitte af på arbejdet eller omvendt blive taget med hjem?

Brian: - Vi er ikke typer, der går og bærer nag. Er der noget, vi er frustreret over, så bliver det ordnet.

Majbritt: Ja, som her i går, da du havde bestilt alt for mange frostvarer hjem. "Din torsk" lyder det så fra mig, efterfulgt af et "Det koster kage", og så er den sag ude af verden.

Kolleger og ægtefæller: Brian og Majbritt Duedal kastede sig ud i at være købmænd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce