Højrefløjens forråelse af indvandrerdebatten kan få det hele til at køre i grøften


Højrefløjens forråelse af indvandrerdebatten kan få det hele til at køre i grøften

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Thomas Johannes Erichsen, cand. mag. i moderne kultur, København
Billede
Danmark Debat. 

Som debattør Adam Holm har gjort opmærksom på, så synes 70'ernes yderste venstrefløj, som drømte om væbnet kamp, at være vendt tilbage i dag i skikkelse af den radikale højrefløj, der ikke er blege for at skyde efter flygtninge eller frihedsberøve dem i kummerlige lejre. Folketingskandidater for Nye Borgerlige foreslår på sociale medier at tage våben i brug overfor folk på flugt, mens Dansk Folkepartis spydspidser Marie Krarup og Kenneth Kristensen Berth vil skabe så elendige forhold for flygtninge i Danmark, at vi slet ikke modtager nogen. "En Oksbøl-lejr, sådan som vi havde for de tyske krigsflygtninge, noget i den retning", foreslog Marie Krarup i 'Hos Clement' 28. oktober, og henviste dermed til den nationale skamplet, hvor tyske børnefamilier levede i vinterkolde stalde, mens skilte langs lejrens pigtråd forbød enhver kontakt med de internerede. At Krarup senere betegnede sit forslag som 'en kommunikationsfejl', hjælper ikke meget, når hun insisterer på substansen i sit budskab, at "man skal gøre ligesom efter krigen, hvor man havde en flygtningeskare, som man tog sig af, og som kom hjem igen".

Den yderste højrefløj bliver stadig mere forrået på trods af, at asyltallet er det laveste i årtier og fortsat falder. DF og Nye Borgerlige kræver politik, som uproblematisk placerer dem på linje med de mest højreradikale partier i Europa. Flygtningestrømmene er de største siden 2. Verdenskrig, men højreradikale politikere og vælgere kunne ikke være mindre berørt.

DF synes at have sejret sig selv ihjel efter meget af partiets stramme udlændingepolitik er blevet overtaget af de øvrige partier. Det betyder, at Thulesen Dahl og hans tropper må genopfinde sig selv, og det sker så med de mest uhyrlige politiske ideer. Men det er svært at øjne den trussel mod nationen Danmark, som indvandrere og flygtninge efter sigende skulle udgøre. Lidt over 100 asyltilladelser om måneden vælter næppe landet omkuld, og ifølge Danmarks Statistik går integrationen i den rigtige retning, både hvad angår uddannelse, arbejde og kriminalitetsbekæmpelse. Men altså, vi skal frelses fra de fremmede, fra flygtningestrømmene, fra muslimerne. Allerede i 1986 talte tidligere folketingsmedlem for DF Søren Krarup faktisk om den muslimske fare og Danmarks 'udslettelse', hvis ikke der blev strammet op. De højreradikale har aldrig været bange for at blæse tingene ud af proportioner.

De færreste vil kaldes racist i dag. Fremskridtspartiets Mogens Glistrup var i det mindste mand nok til at stå ved det. I dag reserverer man i høj grad sin fremmedfjendtlighed til muslimer, altså til en religion, og tror måske, at racismeanklagen dermed kan undgås. Det kan den ikke. Racisme handler om at frygte det fremmede og gælder også fremmede kulturformer, det handler om at sætte sin egen race eller kultur højest, alle andre underordnet.

Hvis arbejdet var røget til løntrykkere, hvis indvandrerbander skød i kvarteret hver weekend, hvis burkaen dominerede gadebilledet, så ville undertegnede også stemme DF. Men hvor mange har oplevet dét? Hvor mange DF'ere har? Når man betænker, at partiets kernevælger bor i provinsen, langt fra parallelsamfundene, er det meget svært at forestille sig.

Skepsis overfor det multikulturelle projekt kan bedre forstås, hvis man kaster blikket på Tyskland eller Sverige, hvor indvandrer- og flygtningepolitikken har været overambitiøs. Eller hvis man betragter det massive pres på grænserne i Europas middelhavslande. Men i det velstående Danmark; hvordan kan man hidse sig op over det?

Sagen er, at nationalismen og dens grimme søster, racismen, ikke nødvendigvis vokser ud af armod. Det var ganske rigtigt tilfældet i mellemkrigstidens havarerede Tyskland, og blev en afgørende faktor for 2. Verdenskrig, men 1. Verdenskrig fortæller en anden historie. Hér var nationalfølelsen glødende på trods af landene oplevede vækst som aldrig før. På samme måde kan man ikke udelukke, at danskernes velfærdsnationalisme kan få grimme konsekvenser. At et moderne Europas nationalisme kan få grimme konsekvenser. Historien er vidnesbyrdet.

Under mindehøjtideligheden der markerede 100-året for afslutningen på 1. Verdenskrig, sagde Frankrigs præsident Macron, at "nationalisme er forræderi mod patriotisme". Og hvad mente han med dét? Jo, han insisterede på, at den nationalfølelse, som sætter egne interesser først, især på bekostning af minoriteter, mister det dyrebareste en nation ejer, nemlig de moralske værdier. Patriotismen derimod, den elsker fædrelandet, netop fordi minoriteterne behandles ordentligt. Godt sagt, Macron.

Skyd efter dem, eller lås dem inde på ubestemt tid, - hvordan kan den slags budskaber vinde genklang i flygtningedebatten herhjemme? Men det kan de altså, ellers ville hardlinere fra Dansk Folkeparti ikke være så dominerende i debatten. 'Smid tørklædet og meld dig ind i Danmark', lød parolen fra DF-plakaten med en smukt tegnet Martin Henriksen. Er en pointe her ikke, at ligeså retoucheret den højreradikale politiker er, ligeså langt fra realiteterne og en vellykket integration er partiets politik?

Men realiteterne er da heller ikke så positive, som skribenten her påstår? Nej, ikke hvis man leder med lys og lygte efter de dårlige data. Ikke hvis man eksempelvis lader en enkelt problematisk ungdomsårgang være repræsentativ for indvandrerkriminalitet generelt. Flere nationalkonservative debattører har en særlig svaghed for den berygtede årgang 1987, som de igen og igen anvender som skræmmebillede. 'Cherry picking', hedder manøvren, som filosofi-professor Vincent Hendricks udmærket har redegjort for, - man plukker kun de bær man kan bruge, man medtager kun de data, som styrker ens teori.

Vi ender enten med at DF's fortsatte stramninger for alvor får folk i velfærdssamfundet til at ryste på hovedet - eller med, at partiets demagoger så dygtige, at det ender galt. At en integration på rette vej bliver fordrejet til det modsatte. At nogle få krigsflygtninge ved grænsen bliver blæst op til en migrantstorm. At mennesker fra Mellemøsten og Nordafrika bliver vor tids syndebukke. Alting ender, men ikke nødvendigvis godt.

Højrefløjens forråelse af indvandrerdebatten kan få det hele til at køre i grøften

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce