Haven i august - græsset støver

Græsplænen får helt givet bare pletter, men vent til september med at efterså. Foto: Grøn Kommunikation

Haven i august - græsset støver

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Normalt er græs efter en ferie højt, i år er det næsten støv.

Gennemsnitstemperatur om dagen: 20 grader, nat: 11,3 grader, nedbør: 67 mm, sol: 186 timer.

Det var så det år, hvor græsslåmaskinerne stod og samlede støv midt i højsæsonen, og hvor græsset næsten også blev til støv. Ganske vist blev der i slutningen af juli kastet nogle regnbyger over dele af landet. Nogle fik meget, men ikke nok, andre fik intet.

For en del mennesker er græsplænen lig med haven, og her har der ikke været meget at lave i sommerens løb. Nu må vi lade august gå og så se, hvad konsekvensen er, når vi når til september. Er der blevet nogle bare pletter i plænen, så kan der eftersås til den tid. Så vent med bekymringen, til naturen har vist, hvad den selv kan rette op på.

5 planter der er gode til sensommerkrukker
Krysantemum

Asters

Lyng

Hebe

Sølvtråd

5 buske:

Dværgsyren, Syringa Meyeri "Palibin"

Japansk ahorn, Acer Palmatum "Little Princess"

Klokkebusk, Weigela Florida"Verweig"

Mamelukærmebusk, Lavatera "Barnsley Baby"

Spiræa, Spiraea Japonica "Anthony Waterer"
Sommerens krukker trænger til nye planter, og de må bestemt gerne matche med hårfarven. Foto: Grøn Kommunikation
Sommerens krukker trænger til nye planter, og de må bestemt gerne matche med hårfarven. Foto: Grøn Kommunikation

Her kan du klippe

Når man ikke kan klippe græs, så er der så meget andet, man kan sætte saksen i. Bærbuske er dejlige, nemme planter, og de svigter sjældent. Efter høst skærer du hindbær, der har båret, helt ned. Det samme gælder brombær. Solbær, ribs og stikkelsbær udtyndes, så gamle, mørke grene fjernes.

Solbær bærer fortrinsvis på nye skud, der skyder op i år, og altså giver frugt næste år. Blommer og kirsebær kan beskæres, hvis træet er blevet for stort. Kirsebær er høstet, så her kan du godt starte, og nu kommer blommerne. Sæt en støtte under de tunge grene, men løft kun grenene op til naturlig stilling. Ellers knækker de let over støttepinden.

Er dine øvrige frugttræer blevet for store, er det en god idé at beskære dem, mens de har blade. Det gør det lettere at se, hvad der er op og ned. En anden stor fordel ved at beskære nu er, at de skud der altid kommer efter en beskæring, dem man kalder vanris eller vanskud, stort set ikke kommer eller i al fald i mindre grad kommer ved en sen beskæring.

Turen er også kommet til den stedsegrønne hæk og andet stedsegrønt, der trænger til en omgang. Det klippes fra midten af august. Ahorn, valnød og birk skal beskæres her i august.

Efterafgrøde giver jorden en god struktur og hindrer ukrudt, og så gavner det bierne. Foto: Nelson Garden
Efterafgrøde giver jorden en god struktur og hindrer ukrudt, og så gavner det bierne. Foto: Nelson Garden

Afstemte farver i staudebedet

Tørken fik også stauderne til at blive svedet af før tid. I slutningen af august kan du begynde at lege med dit staudebed. Et staudebed er næsten ikke til at undvære i haven.

Det er dejligt at kunne høste sin egen buket, og det er dejligt med lidt farve til alt det grønne. Mens tidligere mode var en stor farvelade, så har tendensen de senere år været ret få farver, men farver i større grupper.

Eksemplerne er den hvide have, den blå have og den mørkerøde have. Også græsser vinder indpas i staudebedet, ja, nogle går tilmed så langt som at udskifte græs med græs. Det vil sige at nedlægge græsplænen og i stedet plante smukke græsser, der ikke skal klippes. Man skal dog være opmærksom på, at ikke alle prydgræsser er vinterhårdføre, så husk at tjekke, når du falder for noget smukt græs.

En staude kan deles ved roden med en spade, andre med en greb og nogle gode ryk. Klip dem ned til ti centimeter over jorden, så er deres chancer for overlevelse størst.

Smukke græsser er et godt supplement til havens stauder, men tjek, om de er vinterhårdføre. Foto: Ibulb
Smukke græsser er et godt supplement til havens stauder, men tjek, om de er vinterhårdføre. Foto: Ibulb

Formering af planter

Planter er dyre, men du kan let lave nye planter og på den måde tjene lidt ind på det du mistede i tørken. Det er jo bare at gå i gang.

Du skal bruge en stikling. Den snupper du fra et nyt skud fra en plante. Næsten alt kan formeres på den måde. Klip en afmoden stikling af i en længde af 5-6 cm. Fjern bladene på halvdelen af stiklingen og eventuelle blomster. Sæt den i skygge med plast i en potte med så- og priklejord. Vand potten, inden du stikker stiklingen ned.

Særlig lette er lavendel, og de fleste krydderurter, der har en rimelig hærdet stilk. Berberis, buksbom, lyng og potentil er også gode bud på nemme planter.

Vil du have flere rododendroner, så bøj en ung gren ned mod jorden, og giv den et sår ved at vride den, så grenen næsten knækker. Såret presses mod jorden og holdes på plads med en stor sten. Næste år kan du givet klippe en ny plante fra moderplanten. Det samme kan du gøre med slyngplanter som klematis og kaprifolie samt blåregn.

Når løgene begynder at hænge med toppen, er de ved at være høstmodne. Foto: Grøn Kommunikation
Når løgene begynder at hænge med toppen, er de ved at være høstmodne. Foto: Grøn Kommunikation

Dræber på lur

Dræbersneglen har med få undtagelser i de senere år ikke været det helt store problem. Det vil dog sige, at i 2015 begyndte en ny æra for de slimede snegle, og 2016 og 17 var gode år for sneglen.

Sneglene har ikke haft gode betingelser i år. Men de er der, og det er nu, de lægger æg. De vælger de fugtige og mørke steder, og den slags steder burde være nemme at finde i år.

Udnyt muligheden for at holde bestanden nede. Det gør man dels ved at lede efter æg, dels ved at samle sneglene ind og dræbe dem. På Naturstyrelsens hjemmeside mst.dk har man samlet al den viden, der findes om sneglen, og her giver man også de bedste råd mod bekæmpelse. Der findes også både danske og norske facebooksider om dræbersnegle og bekæmpelse af dem.

I løbet af august bliver de sidste chilier og de første æbler klar til at blive tørret som sød slik og hot slik. Foto: Grøn Kommunikation
I løbet af august bliver de sidste chilier og de første æbler klar til at blive tørret som sød slik og hot slik. Foto: Grøn Kommunikation

Honningurt til de tomme bede

August er en normalt en rigtig høstmåned, og det gælder også i køkkenhaven. Høst det, der skal høstes, så tidligt som muligt - så smager det bedst. Alt imens du høster, får du tomme bede. Dem kan du så til med noget, der dækker jorden, så der ikke kommer ukrudt, og som samtidig er godt for jorden. Det kaldes at så en dækafgrøde. Det er for eksempel honningurt, boghvede, jordkløver eller fodervikke. Også bierne vil være glade for lidt mere pollen og nektar.

Løgene i køkkenhaven skal høstes, når toppene er visne. Hæng dem til tørre, og opbevar dem så mørkt og køligt.

Du kan endnu så salat, radiser og spinat. Så eventuelt salat under en drivbænk, så bliver den ekstra sprød. Har du lyst til pibeløg, så så dem nu til tidlig høst næste år.

Kål, porrer og selleri elsker gødning, så har du ikke givet dem langtidsgødning, så giv dem gødning nu.

Fik du ikke plantet nye jordbær i juli, så er det absolut sidste udkald. Plant dem, hvor der ikke har stået jordbær de sidste tre år. Så undgår du nematoder.

Der er masser af skimmel i luften også i august. Begynder kartoffeltoppene at blive gule, så klip dem ned.

Det er vigtigt at lufte ud i drivhuset både dag og nat. Gamle Ole, der hænger på en bøjle, der drejer med vinden, sørger for at solsorte og drosler ikke kommer ind og stjæler druerne. Foto: Grøn Kommunikation
Det er vigtigt at lufte ud i drivhuset både dag og nat. Gamle Ole, der hænger på en bøjle, der drejer med vinden, sørger for at solsorte og drosler ikke kommer ind og stjæler druerne. Foto: Grøn Kommunikation

Drivhuset

Mange bliver overraskede over, at et drivhus skal have masser af luft. Døre og vinduer skal stå åbne hele døgnet. Et fugtigt drivhus er en svampebombe, mens et luftigt drivhus giver tørre planter. Store temperatursvingninger giver også krumme og tykhudede agurker.

Brug især drivhuset til at så salat, kinakål og radiser. Gør plads til de krydderurter, du har ude i potter. De stortrives, når de kommer ind i varmen. Er der udsigt til, at du får for meget vin, så kan du lave saft af druerne. Det smager bare. Du skal helt sikkert også have tæmmet vinen. Fra de hovedranker, du har valgt, kan du klippe to blade efter en klase. Har du plads, så er både tre og fire blade bedre, men to er ok.

Klip toppen af tomatplanten, så den ikke fortsætter med at danne nye tomater, der alligevel ikke vil modne. Foretrækker du mange grønne tomater til syltning, kan du sænke toppen og lade noget af stænglen hvile mod jorden.

Spanske margeritter kan holde i lang tid endnu, men ellers skal du nok have frisket lidt op i krukker og bede. Foto: Grøn Kommunikation
Spanske margeritter kan holde i lang tid endnu, men ellers skal du nok have frisket lidt op i krukker og bede. Foto: Grøn Kommunikation

Nyt liv i krukkerne

De fleste sommerblomster er ved at være godt slidte. Ud med dem og jorden med. Rens potten, fyld frisk jord i og derefter nye planter.

August er ofte med høj, blå himmel, og blåt er som grønt godt for øjnene, siger man. Blå hortensia liver altid op i krukkerne. Andre bud er krysantemum, der også findes i en havblå farve. Hebe, lavendel og salvie er stadig mulige at benytte.

Kirsebær og blomme kan beskæres efter høst. Det samme gælder alt det stedsegrønne. Foto. Grøn Kommunikation
Kirsebær og blomme kan beskæres efter høst. Det samme gælder alt det stedsegrønne. Foto. Grøn Kommunikation
Staudebedet får et helt andet udtryk, når der blandes græsser mellem stauderne. Foto: Grøn Kommunikation
Staudebedet får et helt andet udtryk, når der blandes græsser mellem stauderne. Foto: Grøn Kommunikation

Haven i august - græsset støver

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce