Ny rød duo vil kapre jyske vælgere

SF og Socialdemokratiets parløb i regeringen var ikke uden problemer. Nu indgår partierne valgforbund til det kommende regionsrådsvalg. SF's spidskandidat er tidligere partileder og udenrigsminister Villy Søvndal. I 2013 blev han opereret for en blodprop i hjertet. Nu vil han i regionsrådet i tæt samarbejde med Socialdemokratiet. 65-årige Søvndal er efter eget udsagn helt på toppen. - Jeg har aldrig haft det bedre, sagde han med et smil ved et pressemøde torsdag sammen med Socialdemokratiets leder, Poul-Erik Svendsen (t.v). Foto: Kim Rune

Ny rød duo vil kapre jyske vælgere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Villy Søvndal (SF) og Poul-Erik Svendsen (S) står tæt sammen til det kommende regionsrådsvalg. De vil særligt gå efter de syd- og sønderjyske vælgere, som ellers har relativ stor kærlighed for Venstre og Dansk Folkeparti.

Stolene var røde, det samme var partifarverne, og selv deres alder var næsten ens.

Umiddelbart var det svært at finde forskellene, da 65-årige Villy Søvndal (SF) og den et år ældre Poul-Erik Svendsen (S) ved et pressemøde torsdag eftermiddag formelt indgik valgforbund til regionsvalget den 21. november i år.

Det betyder, at partierne tildeles mandater, som om de var et samlet parti. Først derefter fordeles så det antal mandater, som valgforbundet har opnået, på de enkelte partier. Dermed er partierne sikret, at stemmerne går til en bestemt blok.

Oversigten over de to partiers fokusområder fortalte i meget overordnede vendinger om de to partiers ønsker: en ny, åben kultur i regionsrådet, en afskaffelse af toprocents-kravet på sygehusene, flere uddannelses- og arbejdspladser i hele regionen og generelt bedre kvalitet i sundhedsvæsnet.

- Jeg har én gang prøvet at gå til valg på et meget detaljeret program. Det gør jeg ikke igen, sagde Villy Søvndal med et smil med henvisning til, at SF efter regeringsdannelsen i 2011 måtte erkende, at flere konkrete valgløfter ikke kunne indfries.

Han påpegede, at SF ligger lidt til venstre for Socialdemokratiet på områder som miljø, men derudover ville de to garvede politikere hellere fortælle om de mange områder, de ser ens på.

- Vi er de to tætteste partier i dansk politik, lød det.

Poul-Erik Svendsen, der ved de tre forrige valg til regionsrådet har tabt formandskampen til Carl Holst, påpegede, at medspilleren fra SF, der er bosat i Kolding, særligt kan gøre det ellers Venstre og Dansk Folkeparti-glade Jylland mere rødt.

- Det er i Jylland, slaget skal slås. Fyn er rødt. Villy kan gøre Jylland mere rødt, mente socialdemokraten, mens Villy Søvndal bemærkede, at det Dansk Folkeparti-stærke Sønderjylland også skal udfordres. 

Kendiseffekt

Villy Søvndal forventes at trække en del personlige stemmer. Poul-Erik Svendsen ser ingen problemer i, at et andet parti i samme blok stiller med en meget kendt kandidat, som kan trække stemmer fra Socialdemokratiet.

- Det er kun en fordel med en så stærk kandidat, og det er kun en fordel, hvis SF laver et godt valg.

Men hvad så, hvis det er stemmer fra Socialdemokratiet?

- Ja, så hjælper det jo ikke meget, erkendte Poul-Erik Svendsen, som tilføjede, at partierne vil gå efter mange af de vælgere, som normalt ikke stemmer.

- Så er det helt sikkert bedre, at de stemmer på Villy, end at de slet ikke stemmer. Det er også derfor, vi er gået i et valgforbund, så rød blok samlet kan få flere mandater, sagde Poul-Erik Svendsen. Partierne opfordrede også andre partier til at gå med i valgforbundet.

Villy Søvndal understregede, at rød blok skal være en ny start for regionen efter balladen om Carl Holst og ambulanceselskabet Bios.

SF'eren mente, at flere fra Venstre måtte påtage sig ansvaret for de mange dårlige sager, som har belastet regionens image de sidste par år.

Poul-Erik Svendsen har været 1. næstformand i hele regionens levetid. Hvordan vurderer du så hans ansvar?

- Det vil jeg slet ikke blande mig i. Men jeg mener, at det til enhver tid er det ledende parti, som har hovedansvaret for, hvad der foregår, sagde Villy Søvndal.

Formand

SF og Socialdemokratiet ønsker et hurtigt opgør med det toprocents-krav, der gør, at sygehusene hvert år skal lave to procent mere, uden der følger flere midler med. Det har regionsrådsformand Stephanie Lose (V) dog også allerede sagt.

Kan det ikke blive svært for jer at differentiere jer fra Venstre, når I mener det samme?

- Man står ikke stærkt, fordi man står alene. Jeg er glad, hvis vi kan gå i fælles kamp for at fjerne kravet. Jeg siger det så nok bare mere direkte, end Stephanie Lose gør.

De to partier i rød blok har aftalt, at i tilfælde af rødt flertal tager partiet med flest mandater formandsposten i regionsrådet.

Hvis så, hvis I får lige mange?

- Altså, vi har 12 og SF har 2, så jeg tror ikke det er sandsynligt, påpegede Poul-Erik Svendsen.

Men er du kandidat til formandsposten, Villy Søvndal?

- Aftalen er meget tydelig. Det største parti besætter posten. Det vigtigste er at få nyt flertal, og jeg er meget enig med Poul-Erik om mandatfordelingen. Jeg håber på et godt valg for Socialdemokratiet, og at vi får et kanonvalg.

Ny rød duo vil kapre jyske vælgere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce