Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Farvel til tidligere korporal

Aksel Rolskov afgik ved døden torsdag d. 16. marts i Juelsminde.

Farvel til tidligere korporal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Juelsminde: Vibeke Rolskov, Sindal, har på vegne af familien skrevet mindeord om Aksel Rolskov, Juelsminde, der blev 87 år.

Aksel Rolskov afgik ved døden torsdag d. 16. marts i Juelsminde. Han fødtes 15. oktober 1929 i Nr. Vissing. 1956 blev han gift med Inger Lise f. Andersen.  Aksel Rolskov var, som ung, korporal i Jysk Dragon Regiment, Randers, hvor han forenede soldaterliv med sin viden om hestepleje. Han blev landmand i begyndelsen af tresserne med gård i Skjold. Han blev siden kurvestolemager for  møbelfabrikken Horsnæs. Mest kendt i oplandet er Aksel Rolskov dog for sin tid i halvfjerdserne og firserne som kørelærer i Hornsyld og Bjerre, hvor han med sin varme personlighed, lune og ansvarlighed fik indprentet den gode regel "vis hensyn" til nye bilister. Aksel bevarede dog hele livet en helt særlig oplevelse af naturen. Ingen havde så grønne fingre som Aksel; det mindste jordstykke kunne blomstre under hans hænder.

Glæden ved smukke heste, ved natur, ved familiehygge og selskabelighed blev forenet, da han med to røde frederiksborgheste kørte afsted med venner og familie på ugelange udflugtsture i primitiv, selvbygget prærievogn.  Nøje planlagt, og ofte med kringlede bagveje langs Gudenåen, til Fyn, og til og med en tur til Slesvig og Dannevirke. Et højdepunkt var det, da DR optog og sendte en tv-udsendelse "Modne mænd på Afveje" om en af Aksels ture på hærvejen. Mange studenter fejrede deres rundtur i Aksels hestevogn.

Aksel blev desuden kendt i sine seniorår som samvittighedsfuld rottefænger i Juelsminde Kommune.

De sidste 10  år plejede han uselvisk sin meget syge hustru, der døde november 2016.  Efter en kamp med eget sygdomsforløb fra medio januar 2017, sov Aksel Rolskov ind torsdag morgen. Efterkommere efter parret er sønnerne Torben, Hans Henrik og datteren Vibeke, samt børnebørn og oldebørn.   Æret være hans minde.