Ind i den vilde cocktailjungle


Ind i den vilde cocktailjungle

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er sgu et ellers andet fordækt over drinks. Hele den der øvelse med at pøse centilitervis af smagsmaskeringer i ellers helt fornuftig spiritus virker på en eller anden led som - i bedste fald - fejlforståede kemieksperimenter. I værste fald ren hærværk.

Og så måske alligevel ikke helt.

Jeg tror, min skepsis over for hele konceptet med at kamuflere smagen af alkohol måske bunder i mit drikkemæssige udgangspunkt: Som barn drak jeg mælk, indtil jeg var stor nok til at drikke Bonanza-saftevand og Faxe Koral-sodavand. Da jeg sådan cirka ramte de 16 år, lagde jeg øl til menukortet og lærte her, at når der er alkohol i drikkevarerne, skal det den ondefløjteme også kunne smages, en læresætning, der blev bekræftet, da jeg begyndte at drikke vin, og især da jeg tvang mig selv til at lære at skylle sild ned med brændevin. DA vidste jeg, at jeg ramte spritmuren.

Hertil og ikke længere. Jeg havde vovet mig ind i en blindgyde, og for enden af den stod den uhellige treenighed bestående af Rød Aalborg, Gammel Dansk og Linie Akvavit.

Jeg havde ganske enkelt ikke hård nok hud i svælg, halsrør og mavesæk til at nyde disse sprittens ypperstepræster og bakkede behørigt ud af gyden for at parkere min drikindtag trygt i trekantsområdet mellem øl og vin (rød og hvid) ...

Og lige nu går det op for mig, at hele billedsproget med spiritus og biler måske ikke er det heldigste i verden.

I årene efter er mine smagsløg rustet helt fast i det ufarlige krydsfelt mellem letmælk, hindbærbrus, hvedeøl og amarone, men med ujævne mellemrum har jeg gennem mit voksne liv vovet at tage små slurke af whisky, gin og cognac, og på trods af, at min krop som tommelfingerregel kvitterer for indtaget med milde ansigts- og mavekramper, har jeg med årene udviklet en vis smagsrespekt for de stærkere dråber.

Og det er DERFOR, cocktailen som koncept forvirrer og irriterer mit begrebsapparat.

Nu har jeg ENDELIG fået mingeleret min gane i stilling til også at kunne (næsten) nyde den spiritus, rigtig voksne mennesker drikker, og nu står jeg så ved indgangen til en labyrintisk verden af besynderlige smagsvarianter, jeg pinedød er tvunget til at bevæge mig ind i, hvis jeg med rette skal kunne påstå, at jeg har været helt ude i alle spiritussens krinkelkroge, og på et oplyst grundlag sige, at jeg har set ud over verdens kant, og det var ikke noget for mig.

Men igen: Hvis jeg tager den med ro, doserer indtaget fornuftigt og drikker med omtanke, kan min lever og mine smagsløg vel godt tåle en opdagelsesrejse ind i cocktailens vilde jungle.

Skål.

Ind i den vilde cocktailjungle

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce