Bedre forhold - flere tilbage til håndværket


Bedre forhold - flere tilbage til håndværket

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev. 

Læserbrev: "Vi mangler arbejdskraft", sukker en del arbejdsgivere i byggebranchen, og det er såmænd sandt nok. Det har været svært her i Østjylland at skaffe især murere, men også tømrere, brolæggere og andre i byggefagene.

Men det er ikke nødvendigvis, fordi der er mangel på håndværkere. En del af dem er bare flyttet over i industrien - i vores område f.eks. til Lego eller til Danish Crowns slagteri i Horsens.

Da det kneb med at finde arbejde som håndværkere, mens industrivirksomheder manglede arbejdskraft, var det selvfølgelig fristende at søge den vej. Og en del håndværkere opdagede, at der på de store industrivirksomheder er fine og ordnede forhold, faste arbejdstider, altid lige langt på arbejde og en ganske pæn løn.

Selv om håndværkere holder af deres fag, så kan jeg sådan set godt forstå, at triste og nogle gange usle skurvogne kan tabe til flotte kantiner og fine omklædningsrum med både varme og bad på en virksomhed, hvor der måske oven i købet er betalte pauser.

Her er jeg nødt til at sige undskyld til de håndværksmestre, der tilbyder deres ansatte ordentlige forhold. Det er ikke dem, jeg er ude efter. De ordentlige firmaer har som regel også ansat lærlinge på rigtige lærekontrakter og ikke på korte aftaler, så de unge mennesker skal have tre-fire uddannelsesaftaler for at færdiggøre deres uddannelse.

De ordentlige firmaer, dem er vi rigtig glade for.

Men der er desværre også en hel del af de andre. De, der ikke tager ordentligt ansvar for uddannelsen. De, der sparer så meget på faciliteterne, at det bliver træls at være på byggepladsen. De, der ikke vil betale en ordentlig løn - håndværkerlønninger er på det nærmeste stået i stampe, siden finanskrisen begyndte for omkring 10 år siden.

Jeg synes, hele byggebranchen skulle gå sig selv lidt efter i sømmene. Så kan man håbe, at de gode - som der heldigvis er ganske mange af - kan inspirere de mindre gode til at indse, at det kan betale sig at behandle medarbejderne godt.

Til politikerne vil jeg lige indskyde, at så længe man skal op på 26 faglærte, for at et firma er forpligtet til at tage en enkelt lærling, er der ingen grund til at tro, at straffeaktioner har nogen som helst virkning. Det har de i øvrigt sjældent. Jeg tror langt mere på opmuntring og gode argumenter.

Det er også det, der skal til, for at håndværkerne vender tilbage til deres fag.

Bedre forhold - flere tilbage til håndværket

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce