Fra drøm til ultimativt livsværk

Jens-Erik Jørgensen har sammen med hustruen Anne realiseret drømmen om at blive herre i eget whiskyhus i Farre. Målet er nu at producere 50.000 flasker om året!

Fra drøm til ultimativt livsværk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Farre - 5 år senere er det sandsynligt, at den årlige produktion hedder 50.000 flasker. Hvad pokker gik det lige galt der? Fristes man til at spørge med glimt i øjet.

Overhalet indenom af drømmen

I bund og grund er det her historien om en mand, en stædig og vedholdende mand, der er blevet overhalet indenom noget så effektivt af sin egen drøm. En årelang passion for den noble drik whisky fik efterhånden et omfang, hvor Jens-Erik Jørgensen simpelthen ikke kunne lade være med at skabe sit eget whiskydestilleri "in the middle of nowhere" ude i landsbyen Farre, der på daværende tidspunkt mest var kendt for slagter Ålbæks fantastiske gourmetbacon og lækre pølser samt et legendarisk oldboyshold, der 15 år i træk forblev ubesejrede i 3. halvleg med netop Jens-Erik som kaptajn!

Ny udvidelse står klar sommeren 2015

Nuvel! Når en mands drøm bliver effektueret med samme pondus, som den Jens-Erik Jørgensen lancerede i 2009, er projektet dømt til succes. Derfor er det gået stærkt på Ågade 41 i Farre, rigtig stærkt. Fary Lochan er nu i gang med den 3. udvidelse, hvor der skal bygges 250 m2 produktionslokaler samt 270 m2 lager og showroom. Økonomien til udvidelsen er på plads, den lokale entreprenør Jakob Østergaard har haft spaden i jorden, og det er meningen, at den nye udvidelse skal stå klar til sommerferien 2015.

"Hvem kan sige nej til begejstrede kunder, der er vilde med det produkt, man laver. Det er jo den ultimative bekræftelse på, at man har ramt plet"

- Jens Erik Jørgensen

Stort pres fra kunderne grunden til udvidelserne

Den stille passion for især den skotske whisky og drømmen om at blive herre i eget whiskyhus har som indledningsvist antydet været det afgørende drivmiddel på Jens-Erik Jørgensens snorlige vej mod at forvandle Fary Lochan til en boblende industri, hvor der på alle måder er tryk på alle kedlerne. Men der har også været en tredje medspiller, der i den grad har motiveret skatteeksperten Jørgensen til at skrue op for blusset.

- Der har stort set fra dag ét været et kæmpepres fra mine kunder og aktionærer (dem er der pr. 310 af, red.) om, at jeg skulle producere mere whisky. Jeg kunne jo godt se på bestillingslisterne, at de først planlagte 3000 flasker om året ikke rakte ret langt, så jeg måtte udvide produktionen. For hvem kan sige nej til begejstrede kunder, der er vilde med det produkt, man laver. Det er jo den ultimative bekræftelse på, at man har ramt plet, siger Jens-Erik, der i vide kredse er kendt for aldrig at kunne sige nej til en udfordring!

Ny eksklusiv whiskykedel klar 1. januar 2015

Det kan Fary Lochans mange trofaste aktionærer heller ikke, og det er netop via salg af aktier, der koster 4500 kr. pr. stk., at økonomien bag de mange udvidelser er kommet på plads. Således også finansieringen af den nye skotsk producerede kobber-whiskykedel, der forventes at stå klar til januar 2016. Der er op mod to års ventetid på de her kedler, men Jens-Erik fik presset det ned i 14 måneder ved hjælp af personlig charme samt de tricks i baghånden som en rutineret skattemand nu engang får oparbejdet gennem årene som chef hos Told og Skat. Dermed bliver destilleriet ejer af i alt 3 ægte skotske whiskykedler.

Mange drømmer om at blive medejer af et whiskydestilleri

Når Fary Lochan A/S i dag kan fremvise imponerende 310 aktionærer, der er fordelt over hele landet samt i udlandet, så skyldes det i høj grad projektets seriøsitet og ambitionsniveau. Der er her tale om et spændende unikt projekt, som også har et strejf af passioneret liebhaveri over sig. Derudover går mange danske - og udenlandske - whiskyentusiaster med en drøm om at blive medejere af et whiskydestilleri, og det er netop dette Jens-Erik Jørgensen kan tilbyde folk, når de køber aktier i firmaet.

- Alle aktionærer får 10 % rabat på vores produkter, og man får også prisnedslag på de første frigivelser, ligesom man får tilbudt de nye flasker før andre "almindelige" kunder. Derudover får man jo som aktionær afkast af foretagendets overskud, så er man til whisky, er der rigtig mange gode grunde til at få sig en aktie eller flere, siger Jens-Erik Jørgensen.

"Selv om whiskydrømmen nu nok er gået hen og blevet benhård business, glemmer vi aldrig at have sjælen med. Vi kan simpelthen ikke lade være"

- Jens Erik Jørgensen

Gaven til manden der har alt: En aktie i Fary Lochan

Her op til jul er det også en fantastisk mulighed for fruen i huset til at give sin mand en helt fantastisk julegave. Sådan en aktie i et whiskydestilleri i Farre må siges at høre til i kategorien "gaven til manden der har alt", men også en gave med et fantastisk maskulint præg. En kvinde der kan se sin mand som medejer af et dansk whiskydestilleri har tydeligvis erkendt husbondens stærke maskuline sider, og det i sig selv er jo også et udsagn, der vil gøre godt i hjertekulen hos mangen en dansk mand. Aktierne kan købes via Fary Lochans hjemmeside www.farylochan.dk, og køber man fem eller derover bliver man medlem af den eksklusive klub G 25, hvor man får lov til at deltage i det årlige "topmøde" på destilleriet, hvor der for alvor hygges igennem, samt på generalforsamlingen som er for alle aktionærer.

Det ultimative livsværk

Som udgangsbøn på denne artikel vil Jens-Erik gerne slå fast med 7 tommer søm, at Fary Lochan er et skotsk inspireret whiskydestilleri. - Whisky er ren religion, og her tror vi på de skotske dogmer. Vores whiskykedler er "state of the art" skotsk producerede kobberkedler, som koster spidsen af en jetjager plus en halv Audi. Men vi satser på den højeste kvalitet, for det har hele tiden været vores klare ambition, at det her skal gøres helhjertet såvel produktionsmæssigt som økonomisk. Alle involverede her hos Fary Lochan har hjertet 100 % med. Familien er dybt involveret i projektet, og selv om whiskydrømmen nu nok er gået hen og blevet benhård business, glemmer vi aldrig at have sjælen med. Vi kan simpelthen ikke lade være, for det her projekt er det ultimative livsværk, der gerne skulle stå mange år efter min afgang til de evige skotske whiskymarker, konstaterer en smilende Jens-Erik Jørgensen med den umiskendelige fynske accent, der er så kendetegnende for den entreprenante whiskyproducent fra Farre.



Faktaboks:



Fary Lochan A/S - Ågade 41, Farre

Startår 2009

Ejer: Jens-Erik Jørgensen

Medarbejdere: Henry Kristensen, produktion, Morten Jørgensen, salg og produktion

Produkter: Dansk single malt whisky og snaps. Whiskyen findes i 4 varianter med navnene "de 4 årstider"

Fary Lochan har i 2014 haft lidt over 100 guidede rundvisninger

310 aktionærer

Hjemmeside: www.farylochan.dk

De to skotsk producerede whiskykedler på Fary Lochan får til januarfølgeskab 2016 af endnu en kobberkedel. Foto Nikolaj Lund
De to skotsk producerede whiskykedler på Fary Lochan får til januarfølgeskab 2016 af endnu en kobberkedel. Foto Nikolaj Lund
Det er populært at have aktier i Fary Lochan. Her et kort over de 310 aktionærers geografiske herkomst. Foto Fary Lochan
Det er populært at have aktier i Fary Lochan. Her et kort over de 310 aktionærers geografiske herkomst. Foto Fary Lochan

Fra drøm til ultimativt livsværk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce