Annonce
Egtved

Ågårds rejsehold besøgte indianerlandsby

De danske gymnaster giver i øjeblikket en række amerikanske børn et lille indblik i dansk gymnastik- og foreningskultur på rejsen rundt i USA. Privatfoto

Ågård: En gruppe tidligere elever fra Ågård Efterskole rejser i øjeblikket rundt i USA. Det er tredje gang, efterskolen sender et rejsehold afsted til udlandet for at give en stribe gymnastikopvisning og workshops.

Lørdag 5. oktober landede holdet i Chicago. De 40 elever, fire instruktører og fire rejseledere oplevede storbyen, hvor Barack Obama kommer fra, på Segway langs Michigan Lake.

Derefter gik turen til Des Moines i staten Iowa. Her boede gymnasterne hos værtsfamilier og lavede på to dage fem opvisninger på de lokale skoler. I alt 2200 elever og voksne så opvisningerne, der også blev krydret med workshops.

- Det var en kæmpe oplevelse af skulle undervise og formidle på et fremmed sprog. Selvom jeg er vant til at være instruktør, var det her noget helt andet, som jeg ikke vil glemme, fortæller Benjamin Andersen, elev på Ågård Efterskole årgang 2017/2018.

Annonce
Det er tredje gang, et hold tidligere elever fra Ågård Efterskole drager til udlandet for at give gymnastikopvisninger og holde workshops. Privatfoto

Besøgte indianersamfund

Et af turens højdepunkter var et besøg i Santa Fe, New Mexico, hvor gymnasterne skulle besøge en indianer publo (et indianersamfund, red.). Landsbyen har aldrig før haft besøg af danske gymnaster, og det blev en, som både Victoria Slot og Benjamin Andersen udtrykker det, helt unik oplevelse.

Først besøgte de Santa Fe Indian School, som er en form for efterskole for alle 19 tribes (indianerstammer, red.) i New Mexico og derefter puebloen Tesugue, som lever i et reservat på 73 kvadratkilometer.

- Indianerne er meget stolte mennesker, der forsøger at forfølge deres traditioner på en måde, som jeg ikke oplever, vi gør i Danmark. De er både optaget af deres historie samtidig med, at de lever i en moderne tid, fortæller Victoria Slot, der var elev på efterskolen årgang 2015/2016.

Gymnasterne fik også indblik i puebloens helt specielle historie og om de tidligere overgreb på indfødte befolkningsgrupper.

Nu glæder de sig til at skulle være nogle dage sammen med holdet uden at lave gymnastik. Blandt andet står der riverrafting på floden Rio Grande på programmet. /vfo

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
VB

VB vandt testkamp, som opfyldte sit formål

Vejle

Nu åbner Frisør Lyhne sin femte salon

Annonce