Annonce
Sport

Åge Hareide overvejer pension til sommer

Lorraine O'Sullivan/Ritzau Scanpix
Tanken om at blive pensionist skræmmer Åge Hareide, men han overvejer, om det er hans egen fremtid efter EM.
Annonce

Landstræner Åge Hareide er måske i gang med sit sidste job i fodboldverden.

Han overvejer, om han skal gå på pension, når kontrakten med Dansk Boldspil-Union udløber efter sommerens EM-slutrunde. Det siger han til den norske avis Dagbladet.

- Lige nu overvejer jeg faktisk, om jeg skal stoppe helt. Jeg bliver 67 år næste år, og hvis jeg skal have et fritidsliv, før jeg bliver alt for gammel, er det noget, jeg må begynde at overveje, siger Åge Hareide.

- Jeg er ikke blevet spurgt, men det er ikke sikkert, at jeg havde sagt ja til at tage to år mere for Danmark, tilføjer han.

Han medgiver dog også, at tanken om at gå på pension er skræmmende efter et helt liv i fodboldverden.

- Jeg frygter den stille tilværelse. Jeg får angst, bare jeg tænker på det. Det er godt at have ferie og fri, for så lader man op, til man skal på igen. Men jeg har aldrig før prøvet at have fri permanent. Det er en skummel tanke. Jeg vil gerne være født på ny, men det kan man desværre ikke.

- Der er mange, som får meget ud af livet som pensionist, men det er helt specielt og fantastisk liv at være en del af fodbolden, for man arbejder med motiverede unge mennesker hele tiden, siger Åge Hareide.

Tidligere har han holdt døren åben for at blive norsk landstræner igen, men det er ikke en mulighed længere. Fredag fik landstræner Lars Lagerbäck forlænget sin kontrakt til og med VM i Qatar om tre år.

- Det er definitivt udelukket nu. Hvis Lars tager Norge til VM i Qatar, skal de finde en stærk afløser for ham. Ståle Solbakken har mest erfaring fra sin tid i FCK. Jeg ser ikke andre end ham, siger Åge Hareide.

Han tilføjer, at han hele tiden følte sig sikker på, at Lars Lagerbäck ville få en ny kontrakt, og at svenskeren har gjort det godt i spidsen for Norge.

/ritzau/

Dagbladets interview med Åge Hareide
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce