Annonce
Vejle

Ålbækken afgjort en omvej værd

Restaurant Ålbækken
Worth a detour - en omvej værd - er et standardudtryk i den berømte Michelinguide, og udtrykket får en særlig betydning, når man besøger Ålbækken mellem Thyregod og Ålbæk. Restauranten er en omvej værd, og den risikerer man så også meget let, hvis man ikke er stedkendt, for hverken Krak eller gps'erne formår tilsyneladende at pejle sig ind på adressen. Vi blev ledt en kilometer ud af en grusvej til det rene intet, inden vi vendte om. Restauranten havde vi passeret undervejs, men bortset fra et parkeringsskilt var det ikke noget på den ombyggede skole/institution, som antyder spisested. Og så har vi allerede lokaliseret selve mantraet på Ålbækken: Her er ikke ret meget, som man finder det andre steder, men bundlinjen bliver en oplevelse, man har lyst til at gentage. Via hjemmesiden blev vi rådet til at reservere på forhånd, og da jeg ringede dagen i forvejen, blev jeg advaret om, at der fredag aften kun var én hovedret på programmet: Bøf! Som værten/kokken/tjeneren Bøje Hermann forklarede, var det hvad han kunne overkomme med omtrent fuldt hus på weekendens første aften, og så var det take it or leave it, selv om det elektroniske menukort lokkede med både stegt rødtunge og andre specialiteter. - Jeg kan bedst lide ikke at love mere, end jeg kan holde, og så lave mad af det, jeg har, forklarede restauratøren, og et så gennemsympatisk synspunkt kan kun bifaldes. Vi sagde ja, og det fik vi ikke grund til at fortryde. Værten tog imod i indkørslen og beklagede den manglende satellitservice fra kortudbyderne. Herefter fik vi en lille rundvisning i lokalerne, som i år har fået en overhaling af de større. Ålbækken er indrettet i tre sammenhængende lokaler i et knaldsmart design, man måske ikke ville vente at finde på et landspisested, som blandt andet satser på at lokke vandringsfolk fra naturstierne i området indenfor. Men det virker og rivaliserer uden problemer nok så gennemtænkte restaurantdesigns i de større byer: Bordene er skåret af tykke bjælker fra bolværket fra et nedlagt færgeleje, er rustikke, enkle og smarte, og de skal naturligvis ikke hyldes ind i dug. De mørke, polstrede stole er rare at sidde i, og med blød jazz i højttalerne og udsigt til naboborde, som maksimalt kan rumme 30 gæster, befinder man sig gæstfrit inviteret indenfor hos fremmede, men venlige værtsfolk. Restauranten blev fyldt op med lokale gæster, hvilket kun forstærkede indtrykket, og aftenen igennem var vi høfligt og beredvilligt betjent med et udvalg af historier om spisestedets historie og værtens fortid som kok i Sverige for et sjak italienere gennem 20 år. Bøje Hermann, vejrbidt med klare øjne og skarpt blik, repræsenterer ingen metervare, og sammen med sin hustru Inge, har han drevet restauranten ved siden af ud-af-huset afdelingen i Thyregod Catering. Og udover at snakke for sig, kan værten både lave mad og holde et sympatisk prisniveau. Så meget stod klart, efter aftenens testbesøg. Aftenens enlige forret bestod af tigerrejer i hvidløgsolie og tang. Sidstnævnte i klar, grøn farve lå i en tue på tallerkenerne dekoreret med seks store tigerrejer og et forsvarligt skvæt krydderolie. Meget enkelt og meget velsmagende. Rejerne i stuetemperatur var saftige og faste, tangen en anelse sødlig og sprød i konsistensen. Sidstnævnte var hentet i Vietnam og en art, jeg ikke tidligere er stødt på - den smagte fortrinligt og passede fint med rejer. Der kom også en kurv brød på bordet, ikke af den hjemmebagte slags, og det mest positive, man kan sige, er nok, at skorpen var sprød. Bøffen var naturligvis aftenens centrale indslag, og vi var forinden spurgt om stegepræferencer - som omtalt på denne plads for et par uger siden et prekært emne på danske restauranter. Men her kom en behagelig overraskelse: Tre gange medium var pænt rødt i midten og min "rød" var den ægte vare - ikke noget forsigtigper overstegning her. Det ville også havet været synd, for bøfferne af oksefilet var noget af det møreste, jeg har smagt længe. Og ikke blot var det mørt, det havde også smag, saftigt og delikat. Værten forklarede, at henter sit kød hos slagteren i Nr. Snede, hvor filetten får lov at hænge snarere end tvangsmodne i vakuum. Bøfferne, som var pænt store i størrelse, var på tallerknen ledsaget af kogte, sprøde bønner vendt med olie og små baconstykker, en bagt tomat og små, sprødstegte kartofler. Hertil en sovs, jeg vil nøjes med at karakterisere brun og ganske velsmagende, om end den ikke gav huskbare karakteristika fra sig. Der kom ekstra i en kande, ligesom der var rigeligt af kartoflerne - en vaskeægte provinsbøf på den gode måde og en nærmest til grin billig hovedret til 110 kroner, som jeg mangler at se matchet på nogen dansk restaurant nogensinde. Som Bøje Hermann forklarede steg prisen til 175 kroner dagen efter, fordi den her var en del af a la carte udbuddet, men det ville stadig være et kanonkøb til prisen. Vi så aldrig noget vinkort, men værten anbefalede os en italiensk rødvin fra Bolgheri på Merlot og Cabernet, et fyldigt glas vin som stod godt til bøffen, og som til 210 kroner lå i den overkommelige ende. På hjemmesiden er det ikke lykkedes mig at entre vinlisten, men restauranten lover lutter italienske vine, så der er muligvis flere positive overraskelser at falde over. Desserten var ægte italiensk: Panne cotta i fløjsblød konsistens omkranset af hindbærcoulis. Panne Cotta har snart overtaget tiramisuens position i det danske dessertudbud, og det er lidt sjovt i betragtning af mange danskeres anstrengte forhold til budding. Men Thyregod-udgaven lå i den håndværksmæssige forsvarlige ende som endnu et vidnesbyrd om vores værts mangeårige tilknytning til italienere og Italien. 60 kr. kuverten, absolut godkendt. Aftenen sluttede med solid, dansk kaffe og et udvalg af fyldte chokolader fra en leverandør i Aalborg, Bøje Herman har kigget ud. Heller ikke her var der noget at udsætte, og vi nød de sidste minutter i de gode stole i den behagelige atmosfære, som kun kan betegnes som unik. Som tidligere nævnt er Ålbækken ikke et spisested, som ligner nogen anden restaurant i området eller for den sags skyld noget andet sted, jeg har besøgt herhjemme. Men vi gik taknemmelige derfra med den gode mavefornemmelse, som kun kommer, når man føler sig godt behandlet og udsat for et køkken og en vært, som bestræber sig på at levere efter bedste evne, autentisk og uden knæfald. Alene derfor kan Ålbækken trods det pudsige navn, den besynderlige adresse og den omskiftelige menusammensætning anbefales på det varmeste at prøve. Men husk at ringe først.
Annonce
Restaurant Ålbækken
Restaurant Ålbækken
Restaurant Ålbækken
Restaurant Ålbækken
Restaurant Ålbækken
Restaurant Ålbækken
Restaurant Ålbækken
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Børkop

Lisbeths corona-syge mand ligger bevidstløs i respirator: Pas på jer selv og ikke mindst pas på andre!

VB

VB'erne skal nok være klar

112

Aflåst motorcykel sjålet fra Oldenborggade

Annonce