Annonce
Kultur

Årets Kerteminderevy er svær at genkende

Årets hold på scenen. Fra venstre Farshad Kholghi, Christine Astrid, Lonnie Kjer og Kim Hammelsvang. Foto: Kerteminderevyen
Kæpheste får lov at galoppere frit rundt i årets Kerteminderevy, og det går ud over den ellers så berømte charme. Et par vidunderlige højdepunkter i hver akt redder dog humøret i en revy, der er svær at genkende.

Revy: Kerteminderevyen vil blæse på, om vi er krænkelsesparate. Den vil sætte alle holdninger fri og ikke lade sig binde på mund og hånd, som årets hold synger i sin melodiske og smukt sungne velkomstsang.

I sit udgangspunkt et herligt revyløfte, men det bruges desværre til for meget pik og patter, "naragtige" udlændinge og forbudte ord som "neger" og "eskimo". Derfor minder årets Kerteminderevy for ofte om en treårig i trods: "Æv bæv, jeg gør, som det passer mig, og jeg kan blive ved og ved og ved og ved med at sige de nye frække ord" ...

Kerteminderevyen har gennem årene leveret noget af Danmarks bedste revy - og i flere år endda indtaget førstepladsen med charme, begavet frækhed, uventethed, elegance og bid. I år dukker disse ingredienser desværre kun op i dryp, og det gør revyen svær at genkende. Også selvironien og svinerne til publikum holder på langtidsparkeringen.

Annonce


Kerteminderevyen har gennem årene leveret noget af Danmarks bedste revy - og i flere år endda indtaget førstepladsen med charme, begavet frækhed, uventethed, elegance og bid. I år dukker disse ingredienser desværre kun op i dryp, og det gør revyen svær at genkende.

Uddrag af anmeldelsen


Skuespiller Farshad Kholghi får i sine tekster dyrket noget, der efterhånden ligner hans kæpheste: En uforståelig indisk dans - gak er godt, men en lille ledetråd til relevans er trods alt rart - og en lang monolog, der ender med et muslimsk tvangsægteskab. Han dukker også op med sin Louise Pingpong, og det er som sædvanligt morsomt at gætte, hvad den thailandske og charmerende kvinde forsøger at sige, men forudsigeligheden banker højere og højere på - alle forvekslingsord har erotisk karakter.

Derimod er et fint lille nummer, hvor Farshad får den menneskelige opfindelse af ild til at handle om Thunberg og global opvarmning, nyt og fantasifuldt.

Dronningedans

Kim Hammelsvang er tilbage i Kerteminde og er med til at løfte tre numre til at blive revyens bedste. I anden akt med en vidunderlig, vellignende parodi på dronningen, der her får lov at stå til ansvar for sin berømte udtalelse "ingen grund til panik". "Isen smelter, men det gør is," siger Margrethe og svinger med hulahopringen, så corona-kiloene ikke bliver siddende "ligesom jeg selv gør". Den fremragende tekst er skrevet af Peter Oliver Hansen.

Kim Hammelsvangs version af dronningen er forrygende. Nummeret er en kærlig og meget morsom kommentar til virkeligheden. Foto: Kerteminderevyen

Sammen med Christine Astrid er han også med i revyens bedste samspil. Hammelsvang og Astrid giver den gas i et skønt nummer af Sønderborgs Leif Maibom om Janni og Bo. Janni er blevet gigantisk tyk under coronaen, men Bo elsker hende alligevel: "Du ligner ikke en på 40, men to på 20," siger han til hende. Nummeret kan ligne fedme-mobning, men det er så afvæbnende kærligt og sjovt og så velspillet med plads til improvisationer, at vi må overgive os til de to genkendelige typer.

Annonce

Rygende morsomt

Lonnie Kjer er revydebutant og vil forhåbentlig blive mere løssluppen, når nervøsiteten har lagt sig. Hun har også skrevet flere melodier og numre - af svingende kvalitet. Bedste bidrag er om rygeloven, hvor Kim Hammelsvang og Cristine Astrid hoster og hakker sig gennem den ene undskyldning for misbruget efter den anden. Det er rygende morsomt.

Christine Astrid er også god i et bidende nummer om overgreb, hvor ironien driver bag et bedårende 1950'er-setup.

Tjern og Nobil sælger tvivlsomme test og den russiske vaccine Sputnik. Foto: Kerteminderevyen

Vi kommer selvfølgelig også rundt om mink - ifølge revyen aflivet ved en fejl - tidens mange kønsidentiteter, kampen om corona-vaccinen, bloggeren, der som altid er lidt ubegavet, og sexchikanesagerne. Men numrene lander på det jævne.

Til gengæld løfter årets scenografi sig. Elegant løst med en blød skydeskive på bagscenen - indeholdende blandt andet en hulahopring. Symbolsk og velfungerende løsning af Anders Vesterholm.

Vi sendes hjem med revyananas i egen juice. Lonnie Kjer synger sin grandprix-slager "Hallo Hallo" - nu om kulturministeren, der ikke vil tage telefonen, og det er synd for kulturen - og hele holdet siger tak for, at vi er kommet, når nu de har savnet os så meget.

Set til premieren 30. maj, Tornøes Hotel i Kerteminde.


Det officielle foto har reference til et nummer om tidens mange køns-identiteter. Nummer to fra venstre er kapelmester Peter Bom. Foto: Skovdal Nordic

Revysæson 2021

Avisen Danmark påtænker at anmelde følgende revyer i 2021 – afhængig af især corona-situationen.

Odense Sommerrevy 

Spiller til 14. juni. Instruktør: Joy-Maria Frederiksen, skuespillerne: Vicky Berlin, Stig Rossen, Thomas Mørk, Mette Marckmann, Lars Arvad, Henrik Koefoed. Kapelmester: Morten Wedendahl.

5 stjerner: ”Der er noget ødselt over Odense Sommerrevy. God plads, god lyd, mange medvirkende, godt orkester, overdådige kostumer. Det er der for så vidt ikke noget nyt i, men i år er revyen samtidig både gakket, fræk, smågrov, musikalsk, aktuel og fynsk. Svært at forlange meget mere af en revy i Odense.”

Cirkusrevyen

Premiere 9. maj. Spiller til 28. august. Instruktør: Lisbet Dahl. Skuespillerne: Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Henrik Lykkegaard, Merete Mærkedahl, Niels Olsen, Niels Ellegaard. Kapelmester: James Price.

4 stjerner: "Rørende farvel til Hendes Majestæt Ulf Pilgaard i revsende og hylende morsom revy."

Sønderborg Sommer Revy Show

Premiere 29. maj. Spiller til 24. juli. Instruktør: Jeanne Boel. Skuespillerne: Carsten Svendsen, Jesper Lundgaard, Jeff Schjerlund, Lone Rødbroe, Jeanne Boel. Kapelmester: Thomas Pakula.

3 stjerner: "Der er skøn gakkelak, medrivende musik, øretæver til landets nordjyske magtkvinder, men også for meget på det jævne i årets revy."

Kerteminderevyen

Premiere 30. maj. Spiller til 10. juli. Instruktør: Gordon Kennedy. Skuespillerne: Lonnie Kjer, Christine Astrid, Kim Hammelsvang, Farshad Kholghi. Kapelmester: Peter Bom.

Rottefælderevyen

Premiere 3. juni. Spiller til 14. august. Instruktør: Carsten Friis. Skuespillerne: Jan Schou, Joachim Knop, Rikke Hvidbjerg, Mikkel Schrøder. Kapelmester: Jens Krøyer.

Revyen i Helsingør

Premiere 3. juni. Spiller til 26. juni. Instruktør: Mads M. Nielsen. Skuespillere: Simon Nøiers, Dan Schlosser, Sune Svanekier, Le Münster-Swendsen. Kapelmester: Catrine Frølund.

Esbjergrevyen

Premiere 25. august. Spiller til 10. september. Skuespillerne: Trine Gadeberg, Jan Svarrer, Farshad Kholghi, Teit Samsø. Kapelmester: Peter Bom.

Randersrevyen

Info endnu ikke på plads.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112 For abonnenter

Mor til krænket dreng: Min søn kom og fortalte, at der var blevet pillet ved ham...

Sport For abonnenter

Kommentar: Der er ingen vej udenom - Uefa eller Hjulmand taler usandt

Annonce