Annonce
Erhverv

Efter mere end ti år med butik i Kolding: Årets Turismevirksomhed er gået konkurs

Martin Pedersen har uddannet dykkere hos Ocean Adventures siden 2007. Nu er selskabet gået konkurs. Arkivfoto: Timo Battefeld
Efter mere end ti år med dykkerskole og -butik i Kolding er Ocean Adventures gået konkurs. Særligt dårlig økonomi i butikken ligger bag lukningen, fortæller ejeren.

Kolding: Efter i længere tid at have kæmpet med røde tal er dykkervirksomheden Ocean Adventures gået konkurs.

De seneste par regnskabsår har virksomheden, der har drevet dykkerskole og dykkerbutik på Sydbanegade i Kolding, haft sekscifrede underskud, og det er især butikken med dykkerudstyr, der har givet problemer, fortæller indehaver Martin Pedersen.

- Dykkerskolen har klaret det godt, men vi har ikke formået at vende en negativ udvikling i detaildelen, forklarer han.

Samtidig er Martin Pedersens kone, som han har drevet virksomheden sammen med, blevet fuldtidssygemeldt, og derfor har han nu valgt at give op.

Annonce

Ocean Adventures

Dykkervirksomheden har modtaget flere priser, har adopteret en kyststrækning, og har uddannet cirka 500 dykkere om året.

Ocean Adventures var en 5-stjernet certificeret PADI-Divecenter, hvilket betyder, at de kunne tilbyde internationalt anerkendte dykkercertifikater. De var Danmarks anden største PADI-uddannelsescenter og har uddannet dykkere siden 2007.

I starten af året blev virksomheden kåret som Årets Turismevirksomhed i Kolding.

Folk i klemme

Med lukningen af Ocean Adventures står en del kunder tilbage med værdiløse gavekort og kursusforløb, der ikke bliver gennemført. Det beklager Martin Pedersen.

- Det går altid ud over nogen, når en dør bliver lukket, og det er vi frygteligt kede af. Det har aldrig været en kold forretning, det er mennesker, vi flytter, og der har været et stort hjerterum dernede, så det gør ondt at lukke. Men vi er tvunget til at gøre det på grund af vores eget familieliv og helbred, siger han.

Ocean Adventures blev i starten af året kåret som Årets Turismevirksomhed 2018 af Business Kolding, som blandt andet begrundede hæderen med, at "det prisbelønnede dykkercenter Ocean Adventures har i den grad sat Kolding og Lillebælt på landkortet inden for dykkerverdenen". Martin Pedersen mener da også selv, at konkursen er et tab for byen og Lillebælt.

- Der kommer til at være et vakuum, som jeg håber bliver fyldt ud, og jeg håber, at faklen bliver båret videre på en eller anden måde, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce