Hedensted: Der var både en velkomstflaske rødvin og det obligatoriske sæt nøgler til ægteparret Trine og Carsten Pedersen, da de fredag kl. 9 som de første kunne flytte ind i Drejergårdshaven i Hedensted.
I nummer 25 var der allerede i hovedet blevet indrettet og genindrettet utallige gange for at lure den perfekte placering af spisebord og sofaarrangement. Og efter en lettere stressende ventetid blev det nu endelig muligt at føre tankerne til livs.
Det skete efter en gennemgang med udlejer af alt fra teknikskab til gulvvarme.
- Der er solceller på taget, men strømmen lagrer ikke, så i modsætning til, hvad man plejer at sige, skal I huske at sætte gang i tøjvask og opvaskemaskine midt på dagen, forklarede Christian Skifter fra GS Boligudlejning.
Et hurtigt blik rundt om lejligheden afslørede, at der var blevet tyvstartet en smule. I hvert fald var havemøblerne allerede stillet om på forterrassen. Planerne for bagterrassen ligger ligeledes fast, lod Trine Pedersen det forstå.
- Vi vil gerne have lagt nogle ekstra fliser end de tre rækker, så der er bedre plads til en hyggekrog. Kan vi bare købe dem af dig og så selv få det lagt, spurgte hun eksempelvis under gennemgangen.
Faldt for beliggenheden
Valget på lejlighed faldt for nogle måneder siden, hvor et hussalg i Urlev pludselig skabte travlhed i planlægningen af resten af livet for parret på henholdsvis 62 og 73 år.
Blot fire dage skulle der nemlig gå, inden deres gamle bungalow havde tiltrukket en køber til prisen, og så satte stressen straks ind.
Carsten PedersenVi kommer fra en gennemrenoveret bungalow, men det er stadig gammelt, så når man skulle slå et søm i væggen, var der puds over det hele. Det bliver rart at slippe for.
- Der var godt nok panik på. Lejlighederne står jo ikke ligefrem i kø herude, så vi vidste, at det kunne blive et problem, sagde Trine Pedersen.
I deres søgen var de forbi muligheder i blandt andet Stouby, uden det dog rigtig faldt i parrets smag. Gode råd blev dyrere og dyrere - men det ændrede sig straks, muligheden på Drejergårdshaven bød sig til.
- Man kan sige, at dåbsattesten nok blev udslagsgivende for vores valg, for der var behov for et sted, hvor vi skulle bæres fra. Her bor vi centralt i forhold både til vores børn og børnebørn, og ud over det kan vi cykle til alt, vi har brug for. Så selvom det er sjovt for første gang at skulle bo i noget helt nyt, var det mest af alt beliggenheden, vi faldt for, sagde Carsten Pedersen.
Grønne huller
Deres bolig er en moderne fireværelses lejlighed på 109 kvm. For prisen på ca. 10.000 kr. om måneden får de blandt en tilhørende carport og direkte udsigt til en mindre flugtplantage.
Endnu mangler der fortsat at blive lavet det afsluttende havearbejde såsom plantning af hæk og såning af græsplæne, men derfor skorter det alligevel ikke på de grønne åndehuller.
Eksempelvis er der etableret en sø blandt dobbelthusene, mens et tyrkisk ægtepar også har fået lov til at holde en mindre urtehave, som de hyggede sig med på på grunden, allerede inden byggeriet blev igangsat april sidste år.
- Det var den her (nummer 25, red.), vi ville have, for vi ligger på enden af vejen, hvor der kun er kig til det grønne. Og så er der en bonus i den ekstra plads til to biler, når man har gæster, sagde Trine Pedersen.
I alt tre par flyttede ind i området i løbet af fredagen, derunder familien Pedersens nye naboer. Løbende kommer flere til i takt med, at flere lejligheder står klar. Først mod slutningen af året har den sidste familie fået deres nøgler.