Annonce
Billund

Ærgerlig DF-formand: Vi må op på hesten igen

Det gik helt galt for Dansk Folkeparti, da der søndag var valg til Europa-Parlamentet. Vælgerne svigtede i høj grad partiet - også lokalt i Billund Kommune.
Selvom Dansk Folkeparti i Billund Kommune oplever fremgang i medlemstallet, måtte partiet søndag indkassere en ordentlig lussing ved valget til Europa-Parlamentet. Også lokalt i Billund Kommune svigtede vælgerne DF.

Billund Kommune: Ikke kun på landsplan, men også lokalt i Billund Kommune, blev Dansk Folkeparti den helt store taber ved søndagens valg til Europa-Parlamentet.

18,1 procent af vælgerne satte søndag kryds ud for Dansk Folkeparti. Det er en tilbagegang på hele 14,2 procentpoint sammenlignet med seneste valg til Europa-Parlamentet i 2014.

- Det er da træls, når man går tilbage, men sådan er det. Vi må bare op på hesten igen, siger Laila Poulsen, der er lokalformand for Dansk Folkeparti i Billund Kommune.

Annonce

Sådan stemte vælgerne i Billund Kommune

Sådan endte valget i Billund Kommune (ændring i forhold til valget i 2014 i procentpoint i parentes)

.

Venstre: 34,4 procent (+6,6).

Socialdemokratiet: 20,2 procent (+5,0).

Dansk Folkeparti 18,1 procent (-14,2).

Radikale Venstre: 6,7 procent (+3,5).

SF: 5,9 procent (+0,7).

Konservative Folkeparti: 4,6 procent (-5,0).

Liberal Alliance: 3,3 procent (+0,7).

Folkebevægelsen mod EU: 2,9 procent (-1,2).

Enhedslisten: 2,7 procent (stillede op for første gang).

Alternativet: 1,3 procent (stillede op for første gang).

Stemmeprocenten i Billund Kommune var på 63,43 procent (12.009 vælgere) mod 50,87 i 2014.

Fremgang i medlemstal

Hun mener ikke, at der er nogle lokale hændelser eller årsager til, at Dansk Folkeparti her i området er gået så kraftigt tilbage.

- Vi har gjort, hvad vi plejer, når der er valg. Vi har været ude og oplyse om vores politik og hænge plakater op, og vi har ikke oplevet tilbagegang i medlemstallet. Tværtimod har vi oplevet fremgang. Ikke voldsom, men der er lidt indmeldelser, og vi har ikke rigtigt nogle udmeldelser. Så jeg kan ikke se andre forklaringer, end at det er den landsdækkende tendens, der også spiller ind her, siger Laila Poulsen.

På landsplan er der blevet peget på, at partiets spidskandidat i 2014, Morten Messerschmidt, scorede et imponerende højt stemmetal, men at selv samme Messerschmidt undervejs i valgperioden er blevet indblandet i sager, der ikke har gjort noget godt for Dansk Folkepartis brede omdømme.

Dermed får partiet kun ét mandat i Europa-Parlamentet, hvor valget i 2014 gav hele fire mandater til Dansk Folkeparti.

Står til tilbagegang

Allerede i næste uge er der som bekendt valg til Folketinget, og også her siger alle prognoser, at Dansk Folkeparti kan få det vanskeligt.

- Ifølge medierne står vi til tilbagegang, men det er ikke noget, vi kan se på vores medlemstal, siger Laila Poulsen, der ligesom den resterende del af sit lokale partiapparat har tænkt sig at arbejde hårdt i den sidste uge, inden der den 5. juni skal sættes et kryds til folketingsvalget.

- Vi vil i hvert fald gøre vores, siger hun.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Heroin i Hampen og Herning

Annonce