Annonce
Kultur

Ærlig arkæolog i Vejle: Den kirke var en skuffelse

Arkæologer graver i koret i Sct. Nicolai Kirke. Det fik de meget lidt ud af. Foto ved Hans Mikkelsen, Nationalmuseet
En af Danmarks blot to kirkekonsulenter fortalte stort og småt om sit arbejde ved et møde torsdag aften. Her kom Vejles gamle kirke nærmest ind under "småt".

Vejle: "Rent arkæologisk var den kirke en skuffelse."

Sådan lød de sidste ord fra arkæolog og kirkekonsulent Hans Mikkelsen fra Nationalmuseet, da han torsdag aften i Sct. Maria fortalte om sit arbejde som kirkekonsulent. Dem er der kun to af i hele landet, så han får rejst en del. Alene i år har han besøgte 65 kirker. For der er boom i byggerier med tilknytning til kirker.

"Kirkearkæologi - stort og småt" hed foredraget, og besøgene i Vejle faldt ind under "småt", forstod vi.

Sct. Nicolai Kirke har ellers været under omindretning det seneste års tid. Arkæologerne har kigget med, men fundene er ret beskedne, og det mest spændende er da også noget, man slet ikke fandt!

Annonce

Under koret er der en eller to eller tre krypter, hvor rige mennesker er blevet begravet. Skal vi grave ned og finde dem? Nej, de har det fint dernede.

Hans Mikkelsen

Den skæve kirke

Frem til 1887 gik Vejleborgerne og skumlede over deres pillevindeskæve kirke. Enhver kunne se, at både koret og tårnet ramte ved siden af kirkens symmetri og længdeakse.

Men det var faktisk en uretfærdighed mod de gamles byggeri, der var udført mellem 1240 og 1280.

Grunden til, at det var gået så galt, var, at kirkeskibet var blevet gjort bredere i 1400-tallet. Når sydmuren i kirkens midterste del, skibet, bliver skubbet adskillige meter mod syd, uden at resten af kirken, tårn og kor, følger med, skal det jo komme til at se rodet ud.

Det blev rettet på en temmelig brutal måde i løbet af 1800-tallet. Koret mod øst blev revet ned i 1855 og erstattet af et nyt lidt længere mod syd. Tilsvarende blev tårnet i vest afløst af det nuværende tårn i 1887-88.

Arkæologerne gravede en rende på tværs af det nuværende kor i håb om at finde spor af det oprindelige kor, men der var ingen. Så ledte man efter fast bund under koret. Der var steder, hvor man heller ikke kunne finde den - selv om man borede en jernstang to meter ned under gulvet.

- Under koret er der en eller to eller tre krypter, hvor rige mennesker er blevet begravet. Skal vi grave ned og finde dem? Nej, de har det fint dernede, forklarede arkæologen.

Man graver kun dét, der er nødvendigt i forhold til det aktuelle projekt.

Hvor er skeletterne?

For cirka en måned siden blev der foretaget en udgravning lige vest for kirken. Hans Mikkelsen fortalte, at det begyndte med fundet af et skelet.

- Det var ikke så overraskende, for der lå jo en kirkegård rundt omkring kirken, sagde han.

Men - der kom ikke flere skeletter frem. Derimod fandt man store fundamentsten foran kirkens trappe, tre meter vest for tårnet. Det tolkes som østsiden af en kælder.

Hvis man ser bort fra tårnet, er der fra kælderen til skibet et 15-16 meter bredt bælte, som kan være byens gamle torv. Der blev ikke fundet én eneste knogle i området.

- Så lige vest for kirken har der aldrig været kirkegård, lød Hans Mikkelsens vurdering.

Nu får Vejle sin ældste kirke tilbage

  • Der holdes genåbningsgudstjeneste i Sct. Nicolai Kirke søndag 8. december klokken 10.30. Biskop Marianne Christiansen forestår gudstjenesten, og bagefter er der reception.
  • Den følgende lørdag, 14. december, er der åbent hus i kirken. Med start klokken 10, 12 og 14 kan man få en rundvisning i den restaurerede og ombyggede kirke.
  • Arbejdet begyndte i august 2018 og har været anslået til at koste cirka 17 millioner kroner.

Farvel til et par myter

Han benyttede i øvrigt lejligheden til at punktere et par myter om kirkernes indretning. De har ofte to døre, der ofte kaldes mandsdør i sydsiden og kvindedør i nordsiden. Men ikke af Nationalmuseet. Man skal frem til en periode i 1700-tallet, hvor mænd gik ind ad syddøren og sad i sydsiden af kirkeskibet, mens kvinderne var henvist til den kolde side mod nord.

Tidligere sad man mere familievis i kirkerne. Heller ikke på kirkegårdene ser man markante forskelle på kønnenes fordeling nord og syd for kirken.

I dag er den ene af kirkedørene som regel muret til. Oftest norddøren. Men i limfjordsegnene er det dog jævnligt syddøren, der er taget ud af brug, og Hans Mikkelsen forklarede det med det evindelige blæsevejr fra vest i de egne. Om våbenhusene sagde han:

- Der er nok ikke så mange, der tror på, at folk lagde deres våben dér. Det er snarere store vindfang, der skal forhindre et vældigt gennemtræk, hvis nord- og syddørene over for hinanden var åbne på samme tid.

Grøften på tværs af Sct. Nicolai Kirkes kor burde havde vist rester af en sokkel fra det ældre kors sydmur. Den blev fjernet i 1400-tallet, og eventuelle spor af fundamentet er slettet af senere tiders aktiviteter. Foto ved Hans Mikkelsen, Nationalmuseet
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Nu må du købe fyrværkeri - men du skal vente lidt med at fyre det af

Annonce