Annonce
Egtved

Øl skal bælles, ikke nydes

Til daglig læser Joachim Enggaard markedsføringsøkonomi og spiller håndbold i 1. division for HC Midtjylland. - Håndbolden tager meget tid, men det er spændende at kunne kombinere med firmaet, siger Joachim Enggaard. Foto: Michael Svenningsen.
Randbøl - Rekorden er halvandet sekund for at bælle 66 cl øl med David og Joachim Enggaards ølbong.

Brødrene, der kommer fra Randbøl, begyndte at udvikle produktet i 2004, da de skulle til deres første Jelling Musikfestival, og siden har de forfinet ølbongen til det, den er i dag.

- Dengang syntes vi, det var sjovt at drikke øl lidt hurtigere, end man kan fra flaske eller dåse. Samtidig havde vi alle mulige rør herhjemme, fordi vores far har et firma, der producerer fiskeanlæg, så på den måde begyndte vi at sidde og nørde lidt med det, fortæller 23-årige Joachim Enggaard, som i dag læser markedsføringsøkonomi, mens hans to år ældre bror læser til ingeniør.

En prisvinder

Sideløbende med studierne har brødrene nu startet firmaet oelbong.dk. Deres opfindelse har nemlig vist sig at være så populær, at der er et reelt marked for det.

I januar-udgaven af magasinet M! blev der lavet en forbrugertest af de forskellige bonger, som findes på markedet, og her vandt brødrene Enggaards øl-bong tilmed overbevisende.

- Det giver blod på tanden, siger Joachim Enggaard.

Øl-bongen er lavet af vvs-materialer, så den kan holde til noget. Der, hvor brødrene ser produktet som passende, er nemlig på eksempelvis musikfestivaller, til polterabender og fredagsbarer, hvor tingene kan gå lidt vildt for sig.

- Røret er lavet af plexiglas, så det er gennemsigtigt. Derfor er øl-bongen fed at bruge til drikkelege, fordi man også kan holde øje med, hvor meget modstanderen har drukket.

Går internationalt

Joachim og David Enggaard har for nylig investeret i hjemmesider henvendt til det tyske og engelske marked, og på en studietur allierede David Enggaard sig med en østriger, som fremover skal være firmaets ansigt udadtil i alpelandet.

- Jeg tror ikke, markedet i Danmark er stort nok, forklarer Joachim Enggaard, der håber, at firmaet ved at bevæge sig ud på det internationale marked kan blive så etableret, at det bliver noget, brødrene kan tjene penge på - og ikke bare en tidskrævende hobby.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
VB

Montiels lynscoring sendte VB på sejrskurs

Annonce