Annonce
Give

10 år med med mad som lærings- og dannelsesplatform

Kom mor, du skal smage vores hjemmelavede ketchup og vores mini hotdogs. Det er både lækkert og sundt. Foto: Jim Hoff
Mad er da noget man bare spiser, ikke sandt? Jovist, men i børneinstitutionen Stjerneskuddet i Givskud er mad og madlavning også en vigtig del af stedets pædagogiske og dannelsesmæssige værktøjer i det daglige arbejde med børnene.

For 10 år siden lancerede børneinstitutionen Stjerneskuddet i Givskud børnefamilierne en kommunalt funderet madordning. Mod en månedlig betaling på 500 kroner kunne man tilkøbe en froostordning for sine børn, og for 110 kroner kunne man tilkøbe en mellemmåltidsordning.

Ordningen var - og er - således skruet sammen, at det er den til enhver tid siddende forældrebestyrelse i institutionen, der skal afgøre, om man vil køre med en frokostordning. Det har der dog aldrig været tvivl om i forældregruppen i Stjerneskuddet, og i onsdags kunne institutionen med madmor Lise Hjortkjær Lervad i spidsen derfor invitere til 10-års fest for den populære madordning.

Her var børnenes forældre inviteret til stor buffet, hvor Lise Hjortkjær Lervad sammen med børnene havde stillet en række borde klar med smagsprøver og eksempler på den glimrende mad, som børnene og deres madmor går og laver sammen fem dage om ugen.

Der var lækkerier som blandt andet hjemmelavet leverpostej, mini-hotdogs med oksekødspølser, æblemuffins med kanel, hjemmelavet Nutella, hjemmebagt rugbrød og franskbrød, grøntsagsstave med hjemmelavet mayonnaise og pesto, og hjemmelavet blåbærmarmelade på menuen.

Børnene glædede sig vildt meget til at holde madfest for deres forældre; et par af pigerne havde endda i dagens fine anledning taget flotte gallakjoler på.

Der er så utrolig meget læring i det at lave mad sammen med børnene. Motoriktræning, brugen af sanserne og samarbejde er blot nogle af de ting, der er på spil, når man laver mad sammen med børn.

Lise Hjortkjær Lervad, køkkenleder på Stjerneskuddet

Mad uden stress og i børnehøjde

Børnenes populære madmor, Lise Hjortkjær Lervad, kunne berette om en travl dag for at nå at blive klar med det hele til receptionen, der strakte sig fra klokken 14.00 til 16.00.

Men i det daglige er madlavningen en proces, der foregår i børnehøjde i en stressfri zone, og hvor der udover madlavningen også er tid til den gode hyggelige samtale om løst og fast.

Men også om de gode sunde råvarer, om hvordan man laver god mad fra bunden, og om at det er vigtigt, at man smager på al slags mad et par gange, inden man beslutter sig for, om man kan lide den eller ej.

- Jeg sætter en stor ære i, at der bliver lavet ordentlig mad til børnene. Derfor laver vi langt det meste helt fra bunden af, bager selv vores rugbrød og franskbrød, laver selv pesto, marmelade osv. Og så gør vi en dyd ud af, at vi her i køkkenet er her for børnenes skyld. Derfor sørger vi for ikke at stresse, når vi laver mad, og så har vi også fokus på, at den mad vi laver er helt simpel og til at arbejde med for børnene. Det er nemlig vigtigt, at vi lykkes med tingene, så det at lave mad bliver en ting, som børnene glæder sig til, forklarer Lise Hjortkjær Lervad.

Hårdt skifte fra børnehave til skole

Frokostordningen er ifølge Stjerneskuddets daglige leder Karina Lykke populær både blandt børn, forældre og personalet., og hverken hun eller personelat kunne forestille sig at skulle undvære ordningen.

- Det har i de ti år ordningen har kørt, aldrig været et tema, at ordningen skulle droppes. De siddende forældrebestyrelser har altid bakket op om tiltaget, og det er vi glade for på personalesiden. For det første er både vi og forældrene sikre på, at børnene får god og sund mand hver dag, og for det andet indeholder det at lave mad sammen og spise sammen en masse positive aspekter, siger Karina Lykke.

Lise Madmor, som børnene kalder Lise Hjortkjær Lervad, har et tæt samarbejde med pædagogerne omkring madlavningen, så hun hele tiden er synkroniseret med, hvad der sker i børnegruppen, ligesom hun også får masser af feedback af pædagoggruppen i forhold til selve maden.

- Der er så utrolig meget læring i det at lave mad sammen med børnene. Motoriktræning, brugen af sanserne og samarbejde er blot nogle af de ting, der er på spil, når man laver mad sammen med børn. Masser af læring og dannelse, og det tager børnene så med, når de spiser maden sammen med pædagogerne, hvor der eksempelvis bliver talt om, hvordan maden er lavet, hvor den kommer fra osv., fortæller Lise Hjortkjær Lervad.

Der er kun en eneste hage ved det hele, og det handler om det skifte, som børnene tager fra Stjerneskuddet og over i skolen. Her kommer de fra en god madordning med sund mad og en fast forkostordning til en ny virkelighed med hjemmesmurte madpakker. Mange børn og voksne melder tilbage, at de allerede fra dag et savner både Lise Madmor og den gode daglige kost - og de mange gode snakke over kødgryderne.

Det forstår man godt, for maden denne onsdag eftermiddag var simpelthen bare lækker, sund og virkelig velsmagende!

Børnene kunne som en sjov aktivietet ved receptionen prøve at lave verdens længste æbleskræl, og det var en populær sportsgren. Foto: Jim Hoff
Maden var flot anretttet på fem borde, hvor der var skilte, som fortalte om de fremstillede smagsprøver. Foto: Jm Hoff
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Annonce