Annonce
Erhverv

10.000 vil kunne mærke det: Syddansk Erhvervsskole forbyder rygning

Direktør Lars Bregnehøj fra Syddansk Erhvervsskole er klar med hjælp til de af skolens elever og ansatte, der vil holde helt op med at ryge, nu hvor skolen har besluttet at blive røgfri fra efter sommerferien. Foto: Steffen Stamp/SDE
Efter sommerferien er det slut med at ryge i skole- og arbejdstiden på Syddansk Erhvervsskole. Forbuddet gælder både ansatte og elever.

Vejle: Når elever og ansatte møder på Syddansk Erhvervsskole (SDE) efter sommerferien 2020, bliver det til fuldstændig røgfri skoler. Syddansk Erhvervsskole har besluttet, at hverken ansatte eller elever må ryge på skolens afdelinger Vejle, Odense og Grindsted i arbejdstiden/skoletiden.

På den måde vil SDE bakke op om at skabe en røgfri generation af unge. Forbuddet gælder uanset, hvor man befinder sig. Det er altså ikke nok at forlade skolens matrikler, hvis man vil ryge.

- Vi indfører totalt rygestop af hensyn til eleverne og ikke mindst til de elever, der enten kan hjælpes til at stoppe med at ryge eller dem, der kunne risikere at starte, fordi kammeraterne på skolen ryger. Beslutningen passer godt med vores øvrige fokus på elevernes trivsel og sundhed, og vi ved, at det svært at stoppe, hvis først man er startet. Nu gør vi det umuligt at ryge i skoletiden, siger direktør Lars Bregnehøj.

Annonce
Det bliver selvfølgelig nemmest for ikke-rygerne. Vi skal huske på, at for nogen vil det opleves at være svært, og de skal derfor inddrages i, hvordan vi gennemfører et totalt rygestop.

Lars Bregnehøj

10.000 berøres

Omkring 5000 mennesker har deres gang på SDE i det daglige, mens andre er i praktik med videre. Markeds- og kommunikationschef Lars Havelund Jensen vurderer, at henved 10.000 mennesker hen over et år vil blive berørt af rygestoppet. Gennemsnitsalderen er 21 år.

Udviklingen er gået den vej i flere år. Kantinen er for længst holdt op med at sælge tobak. I første omgang blev der indført forbud mod indendørs rygning. Siden blev der indført rygeskure, der lå så afsides som muligt - for at gøre det ekstra besværligt at ryge på skolen. Fra sommer er det så helt slut.

Emnet har været drøftet i skolens hovedsamarbejdsudvalg i flere omgange siden 2018. Her har der været talt om, hvorvidt skolen ville være villig til at miste elever eller kursister, hvis omgivelserne har rygeforbud, og Syddansk Erhvervsskole ikke har. Det har også været drøftet, hvorvidt et rygeforbud i givet fald også skulle gælde skolens ansatte.

- Vi ved fra undersøgelser blandt skolens elever, at de, der ikke ryger, vil sætte pris på et fuldstændigt rygeforbud. Så nu handler det om at hjælpe dem, der ryger, til at holde op, hvis de ønsker det, siger Lars Bregnehøj.

Den vej det går

Flere andre uddannelsesinstitutioner i Vejle og på Fyn har allerede gennemført et fuldstændigt rygestop i arbejdstiden/skoletiden, og flere og flere arbejdspladser gennemfører det samme.

Derfor er Lars Bregnehøj ikke i tvivl om, at det selvfølgelig også kan gennemføres på Syddansk Erhvervsskole.

- Men det bliver selvfølgelig nemmest for ikke-rygerne. Vi skal huske på, at for nogen vil det opleves at være svært, og de skal derfor inddrages i, hvordan vi gennemfører et totalt rygestop, siger han.

Man har dermed sat hensynet til elevsundheden over de praktiske spørgsmål, der kan være med, hvordan man vil kontrollere, at den nye regel overholdes.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Hjulboltene var skruet af Toyota

Annonce