Annonce
Billund

90 8.-klasses elever skal snart i praktik: De har selv taget kontakt med virksomhederne

Indskolingsleder på BillundSkolen, Kenneth Østergaard, sender snart små 90 elever fra 8. klasse i praktik. Foto: André Thorup
I uge 45 og 46 skal næsten 90 8.-klasses elever fra Billundskolen i praktik - noget, der blev mulighed for med den nye skolereform. Eleverne har selv fundet og ansøgt om pladsen - med opbakning fra en arbejdsgruppe.

Billund: Snart skal næsten 90 8.-klasses elever fra Billundskolen møde forskellige arbejdspladser rundt om i Trekantområdet. De skal nemlig i erhvervspraktik i uge 45 og 46 - det er en ret i den nye skolereform, og Billundskolens bestyrelse har bakket op om muligheden.

- Det er en god mulighed for at koble teori og virkelighed sammen, og samtidig er det en god mulighed for, at de unge bliver klogere på sig selv som menneske i forhold til at indgå i en kontrakt og et fællesskab og møde til aftalt tid, siger udskolingsleder Kenneth Østergaard, der både ser muligheden som en måde at styrke elevens valg af uddannelse og retning og som personlig udvikling for den enkelte.

- Nogle tester drømmestillingen, andre tester områder, som de ikke rigtigt har overvejet eller måske haft i periferien, siger Kenneth Østergaard.

Eleverne har arbejdet sammen i studiegrupper på fire personer i den seneste tid, hvor de både har bakket hinanden op og hjulpet hinanden med at finde praktikpladser. De andre har hjulpet dem, som har haft svært ved at gå ind og spørge. Kenneth Østergaard har lagt vægt på, at eleverne selv har skullet tage kontakt til butikker og virksomheder.

Annonce
Kenneth Østergaard glæder sig over, at eleverne har arbejdet selvstændigt med deres praktik - og at mange selv har kontaktet og indgået kontrakt med en arbejdsplads. Foto: André Thorup

Fag kan give mere mening

Forældrene har dog spillet en vigtig rolle, da de har været et bindeled til arbejdsmarkedet.

- Eleverne skal ud både som flymekaniker, pædagog, laborant, i forretninger og ved håndværkere. Det er primært i Trekantområdet, men der er også enkelte, der tager længere væk og kan bo hos familie i løbet af ugen, siger Kenneth Østergaard.

Også i tiden efter praktikforløbet skal eleverne arbejde i grupper med deres oplevelse.

- Her skal de tale om, hvor tæt de kom på, hvad de ikke måtte, og hvilken uddannelse, det ville kræve at få lov til at gøre det. Hvis det var kedeligt, skal vi også finde ud af hvorfor, og om det havde noget at gøre med forventningsafstemningen, siger Kenneth Østergaard, der håber, at skoleundervisningen efterfølgende måske vil give mere mening for nogle.

- Hvis en mester siger, at man skal beregne rumfanget af en beholder, så begynder de enkelte fag måske at give mere mening, for der er faktisk en mening med det, siger Kenneth Østergaard.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce