x
Annonce
Hedensted

100 skilte advarer om vand på vejen: Nedbør giver travlhed i kommunen

Cykelstien og den ene kørselsretning er oversvømmet mellem Stenderup og Bjerre. - Vi skal bare have lavet en bro, så er det fint, siger skoleleder i Stenderup, Anders Harfot, i sjov. Han oplever ikke, at oversvømmelsen giver større problemer for elever. - De få, der cykler, bliver kørt i bil i stedet for, tror jeg, siger han. Foto: Emil Fibiger
Vandet giver trafikale problemer overalt i kommunen, især på mindre veje. - Vi kan ikke gøre så meget andet end at sætte skilte op og advare folk om at køre efter forholdene, siger Ole Klidbo Madsen fra Hedensted Kommune.

Hedensted: Vand på vejen. Det skilt møder man rigtig ofte, når man kører rundt i Hedensted Kommune. Især efter der lørdag kom 14,8 mm regn oven i de 126,8 mm, der i forvejen er dalet ned over kommunen i februar måned.

- Vi har i øjeblikket 100 "Vand på vejen"-skilte i omløb, og vi har måttet bestille flere hjem for at have nok, fortæller Ole Klidbo Madsen, der har ansvaret for Hedensted Kommunes materielgårde.

Problemerne opstår både på mindre og på større veje. I weekenden gik det igen ud over Vestvejen, men også rundkørslen ved Hovedvejen og Overholmvej samt Stubberupvej ved Løsning var i weekenden delvist spærret af vand.

Sydøstjyllands Politi kunne fortælle om indtil flere uheld med bilister, der gled af vejen som følge af aquaplaning. Indtil videre har uheldene alene været med materielle skader.

- Vi kan ikke gøre så meget andet end at opfordre folk til at køre efter forholdene. Hvis det var sne, kunne folk se det, og vi kunne skubbe det ind til siden, men pludselig er der vand på vejen, og så skøjter bilerne rundt, fortæller Ole Klidbo Madsen.

Annonce
Mellem Remmerslund og Spettrup på Spetttrupvej er der problemer med vand i den ene side af vejen. Foto: Emil Fibiger

Flade arealer ramt

Er en vej oversvømmet, tjekker kommunen om grøfter og underføringer er, som de skal være. Nogle steder kan man konstatere, at et rør er gået i stykker, og det bliver så repareret.

- Du kan godt sige, at det er kommet lidt bag på os hvor mange steder, der er problemer. Vandet er steder, det ikke plejer at være, og alting er mættet, siger Ole Klidbo Madsen.

De steder, der er værst ramt i øjeblikket, er flade områder, hvor vand fra markerne løber ud på vejene. På Juelsminde-halvøen, hvor terrænet er mere kuperet, kan vandet lettere løbe i grøfter og vandløb og ud i havet.

- Vi har heldigvis ikke forhøjet vandstand, så der er fint afløb til havet, forklarer Ole Klidbo Madsen.

Michael Laursen, der er leder af Natur, Park og Vej i Hedensted Kommune, fortæller, at kommunen forsøger at afhjælpe problemerne, så godt de kan.

- Men i øjeblikket kan vi ikke gøre så meget andet end at vente på, at vandet forsvinder, siger Michael Laursen og understreger, at i forhold til andre kommuner er Hedensted kommune sluppet relativt billigt.

Hvorvidt de store regnmængder vil give anledning til flere tiltag, er der ikke nogen, der har taget stilling til endnu. Generelt har kommunen i flere år arbejdet på at tilpasse rør og kloakker til at kunne håndtere stigende regnmængder.

Det er ikke kun inde på markerne, at vandet samler sig. På Spettrupvej er rabat og den ene vejside oversvømmet. Foto: Emil Fibiger
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Når Danmark står sammen hver for sig

Danmark

Overlæge: - Det er fortrinsvis de unge og raske, vi har i respirator

Annonce