Annonce
Vejle

11-årig fik foden i klemme: Bryggens rullebånd var muligvis ødelagt af tungt læs

Det var på dette rullebånd, en 11-årig pige i december fik sin fod fastklemt. Det skete, da der manglede en "pallette" - altså et af trinene - i båndet. Vejle Amts Folkeblad har fået aktindsigt i Arbejdstilsynets rapport fra ulykkesdagen. Foto: Arbejdstilsynets rapport
Rullebåndene i shoppingcentret Bryggen står stadig stille efter en ulykke 5. december, hvor en 11-årig pige fik sin fod fastklemt. Arbejdstilsynet har i en rapport konstateret, at forkert brug af rullebåndene kan have medvirket til overbelastning.

Vejle: Bryggen fik 11. december et strakspåbud, efter at en 11-årig pige få dage inden - 5. december - fik sin fod i klemme i et rullebånd. Strakspåbuddet, som blev uddelt af Arbejdstilsynet, betyder, at Bryggen indtil videre ikke må have de lange rullebånd i centret tændt.

Ulykken skete ifølge en rapport fra Arbejdstilsynet, fordi et af elementerne i rullebåndet - i fagsprog kaldet en "pallette" - var faldet af, så pigens fod kunne komme i klemme.

Rapporten afslører samtidig, at palletten faldt af omtrent 40 minutter, før ulykken skete.

Det bliver bekræftet af centerchef Claus Brændgaard, Bryggen.

- Det er korrekt, at rullebåndet har kørt i en længere periode med et hul i, før pigen fik foden i klemme. Båndet kører jo rundt, så man kan kun se hullet i perioder. Men man kan undre sig over, at der ikke er nogen, der har valgt at henvende sig de gange, de har set det, siger han.

Samtidig oplyser Claus Brændgaard, at der stadig foregår undersøgelser af båndene, og at de derfor fortsat står stille.

- Sagen er stadig ved Arbejdstilsynet og ved vores leverandører, som laver service af rullebåndene. Vi har også nogle eksterne rådgivere inde, og før rapporterne foreligger, og før der kan gives sikkerhed for, at en lignende situation ikke kan opstå igen, vil vi ikke sætte nogle rullebånd i gang, fortæller Claus Brændgaard.

Annonce

Man får et indtryk af, at der bare kører pallestablere op og ned ad rullebåndene, og det gør der ikke. Vi kan dog ikke udelukke, at der har kørt pallestablere på båndene. Men hvis vi ser det eller får kendskab til det, bliver det straks stoppet, og der bliver lavet kontrol af båndet efterfølgende.

Claus Brændgaard, centerchef, Bryggen

Anvendt forkert

I det strakspåbud, som Bryggen fik 11. december, fremgik det, at rullebåndene måske er blevet anvendt forkert. Arbejdstilsynet noterede, at der på rullebåndene er blevet benyttet pallestablere, og at de kan have medvirket til overbelastning af rullebåndet.

I samme rapport fremgår det yderligere, at der tidligere er udskiftet en pallette på grund af overbelastning fra et tungt køretøj. I rapporten lød det, at "nævnte palette var bøjet i en grad, som kunne være en medvirkende årsag til, at fastspændingen ikke var tilstrækkelig."

Claus Brændgaard er dog ikke enig i den udlægning.

- Det er ikke korrekt, at der kører pallestablere på båndene. Det har vi også gjort en indsigelse imod til Arbejdstilsynet. Man får et indtryk af, at der bare kører pallestablere op og ned ad rullebåndene, og det gør der ikke. Vi kan dog ikke udelukke, at der har kørt pallestablere på båndene. Men hvis vi ser det eller får kendskab til det, bliver det straks stoppet, og der bliver lavet kontrol af båndet efterfølgende. siger han.

Det er dog korrekt, at palletter tidligere er blevet skiftet.

- Når noget er slidt, bliver det skiftet. På mekaniske dele vil der komme et slid, og det er også derfor, vi har service på tingene. Faktisk er der lovpligtige eftersyn fire gange om året, men vi kører det hver måned for at være sikre på, at der ikke sker noget med vores ting. Det har så ikke været nok i det her tilfælde. Derfor er vi også meget interesseret i at finde forklaringen, for det må ikke ske, at der kan komme et hul i vores rullebånd, siger han.

Dybt beklageligt

Claus Brændgaard er ærgerlig på kundernes vegne, men understreger, at båndene ikke bliver sat i gang, før der er en afklaring.

- Det er længe, de har stået stille, og det er dybt beklageligt over for vores kunder, men sikkerheden er det vigtigste, siger han.

Hvad der skal ske med rullebåndene, når rapporterne er klar, tør Claus Brændgaard ikke spå om.

- Vi håber, vi har nogle svar meget snart. Vi kan ikke leve med, at båndene står stille, men vi afventer de endelige rapporter og forventer at have de endelige svar i slutningen af denne måned. Men det er vigtigt at understrege, at der ikke kører pallestablere på vores rullebånd. Det er forbudt, og det står også forskellige steder. Men det kan ikke udelukkes, siger han.

Claus Brændgaard har været i kontakt med den 11-årige piges forældre og oplyser, at der via Bryggens forsikringsselskab er sat gang i en erstatningssag.

Pigen sad fastklemt i omtrent 20 minutter for enden af rullebåndet. Centerchef Claus Brændgaard afventer nu de endelige rapporter fra Arbejdstilsynet, og rullebåndene bliver derfor ikke startet. Foto: Flemming Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

De hjemløse og byens andre udsatte savner et værested om aftenen

Annonce