Jelling: Går du en tur i Jelling by i løbet af påsken, vil du med stor sandsynlighed opdage flere gulmalede cykler i bybilledet.
De fejrer påsken, foråret og det faktum, at butikker og spisesteder er genåbnet - eller på vej til det - efter en lang coronanedlukning. Og så markerer de i kraft af den gule farve, at Tour de France lægger vejen forbi Jelling næste år.
11 cykler skulle der gerne være. De er placeret rundt omkring i byen, hvor de er dekoreret med blomster og skilte, der fortæller en lille historie. På hvert skilt er der i øvrigt et bogstav, som danner et ord, hvis man får noteret alle bogstaverne.
Bag initiativet står frivillige fra BID Jelling, der er et samarbejde mellem firmaer, foreninger og andre interessenter i Jelling.
- Vi håber, at folk passer godt på cyklerne og blomsterne, lyder opfordringen fra Eva Bennike, der har været med til at indsamle cyklerne og dekorere dem.
Senere i april er der formentlig yderligere fem cykler at finde i byen. De mangler stadig at blive malet gule.