Annonce
112

12-årig dreng antastet af mand i hvid varevogn

Manden kørte i en hvid kassevogn, som muligvis kan være en Toyota Hiace eller Proace, oplyser politikommissær Jesper Duus fra Patruljecenter Midt. Arkivfoto
Politiet søger vidner efter, at en 12-årig blev antastet af en mand i en hvid kassevogn i området ved Bredballe Privatskole.

Bredballe: Politiet i Vejle vil gerne høre fra personer, der torsdag formiddag bemærkede en hvid kassebil - muligvis en Toyota Hiace af ældre årgang - i området omkring Bredballe Privatskole.

Det sker, efter at en 12-årig dreng torsdag klokken 08.30 blev opsøgt af en mand i en hvid kassebil på Bredballe Markvej.

- Manden stiger ud af bilen og spørger drengen, om han vil have et lift til skole, fortæller politikommissær Jesper Duus fra Patruljecenter Midt.

Drengen afslår tilbuddet og skynder sig at gå hen til skolen, hvor han gør de voksne opmærksomme på hændelsen.

Han beskriver manden som mørk i huden, måske af somalisk afstamning, 30 til 35 år, 175 centimeter høj og spinkel med sort, krøllet og fedtet hår, der var afro-lignende. Manden havde desuden en bred næse og skægstubbe.

Han var iført en brun sweater, sorte bukser og blå Hummel-håndboldsko.

Den hvide kassevogn havde ikke nogen hjulkapsler og kørte på gule plader.

- Hvis nogen har set noget, vil vi gerne høre fra dem, siger politikommissæren.

Han oplyser videre, at politiet i første omgang vil sende en patrulje til området som en tryghedsskabende opfølgning på hændelsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce