Annonce
Egtved

13 elever er stadig på skole i Ødsted

På LTC i Ødsted er der stadig 13 elever på skolen, selvom alle landets skoler i øjeblikket er lukket, og man i øjeblikket ikke må samles mere end ti ad gangen. Foto: Google Maps
13 elever på LTC skal blive på skolen og holdes isoleret her i stedet for at blive sendt hjem. Skolen ser det som den bedste måde at være med til at bryde en eventuel smittekæde på.

Ødsted: Man må ikke længere samles mere end 10 personer, og alle skoler er i øjeblikket lukket på grund af coronavirussens hærgren i Danmark såvel som resten af verden.

Derfor kan det måske vække undren, at 13 elever stadig er samlet på Kristeligt Forbund for Studerendes ledertræningscenter (LTC) i Ødsted. Men det er på ingen måder for at være trodsig, eller fordi skolen ikke tager coronasituationen alvorligt. Tværtimod.

- Ledertræningscentret er et hjem for vores elever. De har gået op og ned ad hinanden i syv måneder, og det er for os at se mere fornuftigt at holde dem samlet end at sprede dem ud i Danmark, hvis en eller nogle af dem skulle være smittet med corona, fortæller forstander Jakob Skovgård Højlund.

Annonce

LTC i Ødsted

Den 25. august 1990 bød Jens Ole Christensen, som den første forstander på Kristeligt Forbund for Studerendes Ledertræningscenter (LTC), velkommen til den officielle indvielse.

LTC holder til på Ribevej i Ødsted i bygningen, der engang husede Ødsted Plejehjem.

Hverdagslivet på LTC har karakter af et kollektiv. Eleverne hjælper hinanden med alle de praktiske gøremål, der skal varetages, som rengøring og madlavning foruden alt praktisk hus- og havearbejde.

Alle elever, der skal være over 18 år, kan vælge mellem et fem måneders basisforløb eller et ni måneders overbygningsforløb.

På basisforløbet bliver eleverne blandt andet undervist i emner som teamsamarbejde, bibelundervisning, troslære, sjælesorg, kommunikation og formidling.

På overbygningsforløbet bygger man videre på det lærte fra basisforløbet og har emner som blandt andet samtidsanalyse, prædikenlære, teologi og filosofi.

Ingen besøg udefra

Både i sidste uge, da statsminister Mette Frederiksen (S) varslede, at alle skoler skulle lukke og sende elever hjem, og efter statsministerens pressemøde tirsdag aften, hvor hun fortalte, at man nu ikke længere må være samlet mere end 10 personer på et sted, rådførte LTC sig med myndighederne. LTC er nemlig ikke en højskole i almindelig forstand, og der er heller ikke så meget undervisning, at stedet er underlagt en skolelov.

Efterfølgende valgte skolen at tilbyde de 13 elever at blive på skolen, hvor de allerede siden sidste uge har været holdt isoleret fra omverdenen. Alle 13 har takket ja til den mulighed, selvom det betyder ingen besøg af hverken venner og familie.

- Til gengæld er de på priviligerede, at de har hinanden at være sammen med og hygge sig med, siger han.

Alt personale er sendt hjem. En af lærerne sørger for at købe ind og stiller varerne udenfor skolen, hvor elever kan hente det.

- Jeg er den eneste, der kommer på skolen, og når jeg ikke er på skolen, så er jeg og min familie isoleret derhjemme. Er der nogle elever imellem, der skulle være smittet, hvilket vi ikke tror, så er vi sikre på, at vi ikke smitter andre, forklarer Jakob Skovgård Højlund og fortsætter:

- Vi tror, det er den bedste måde, vi kan være med til at bryde en eventuel smittekæde på.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Mens coronastormen raser: 101-årige Irmgard går tur hver dag og klarer selv al rengøring

Annonce