Grindsted: Synergieffekter for 150 millioner kroner om året. Det er ledelsens forventning, når Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse bliver lagt sammen til Vestjysk Bank.
Når en direktør siger ”synergieffekter”, lyder det i mange lønmodtageres ører som ”fyringer”, og på onsdagens generalforsamling i Den Jyske Sparekasse blev administrerende direktør Claus E. Petersen da også spurgt, om det var sådan, det skulle tolkes.
Selvom Claus E. Petersen i første omgang skyndte sig at afvise, kunne han heller ikke komme udenom, at fusionen i sidste ende vil betyde, at et ukendt antal mennesker kommer til at miste deres job. Det vil nok primært komme til at ske i hovedkontoret, hvor der i dag er nogle opgaver, som bliver løst i begge de to pengeinstitutter, men som fremadrettet kun behøver bliver ordnet en enkelt gang.
I spidsen
- Jan Ulsø Madsen, der i dag er administrerende direktør i Vestjysk Bank, fortsætter efter fusionen med samme titel.
- Claus E. Petersen, der i dag er administrerende direktør i Den Jyske Sparekasse, får fremadrettet titel af viceordførende direktør i Vestjysk Bank.
- Kim Duus bliver formand for bestyrelsen for det nye pengeinstitut.
- Her kommer vi desværre til at sige farvel til nogle af vores hidtidige kollegaer, sagde Claus E. Petersen.
Stor besparelse på it
Selvom der vil blive afskediget medarbejdere, er det ifølge direktøren kun en lille del af synergieffekterne, der findes inden for dette område. Alene inden for it-området er forventningen, at der vil kunne spares et stort to-cifret millionbeløb.
- Når man lægger de it-regninger, som vi har hver for sig, oven på hinanden, bliver det ikke summen af de to. Vi har en meget klar forventning om, at når vi får tingene bragt på plads, ligger der alene på det område en besparelse på 20-30 millioner kroner, sagde Claus E. Petersen og tilføjede, at der i dag er tre byer, der er beriget med filialer af både Den Jyske Sparekasse og Vestjysk Bank.
Færre huslejer
Sådan vil det naturligvis ikke være i fremtiden. Her vil filialerne i de tre byer smelte sammen, så hver by får én filial af den nye Vestjysk Bank. Også det vil føre til en besparelse.
- I stedet for seks huslejer, vil vi fremover have tre. Udover at spare hudlejer, betyder det også, at vi kan spare på administrationsomkostningerne, sagde Claus E. Petersen.
De tre byer, der i dag både har en Vestjysk Bank og en Den Jyske Sparekasse, er Esbjerg, Horsens og Viborg.
Claus E. Petersen, administrerende direktør, Den Jyske SparekasseNår man lægger de it-regninger, som vi har hver for sig, oven på hinanden, bliver det ikke summen af de to.