Annonce
112

16-årig blev dømt for anden gang siden november: Slog sin lærer i ansigtet

Den 16-årige har nu to pletter på straffeattesten, efter han onsdag fik en betinget dom for at slå sin lærer. Arkivfoto: Torben Glyum
En 16-årig fik nok af sin lærer midt i matematiktimen og slog ham i hovedet med håndroden. Onsdag var drengen for retten, og for anden gang siden november gik han fra en retssal med en ny plet på straffeattesten.

Christiansfeld: - Jeg vil gerne have det hurtigt overstået.

Og sådan gik det også for den 16-årige dreng, der onsdag sad på anklagebænken i Retten i Kolding. En god halv time efter, at den 16-årige havde sat sig til rette i retssalen, faldt der nemlig dom over ham.

Tidsforbruget endte med at være minimalt, fordi den 16-årige erkendte, at han den 18. december sidste år slog sin lærer med håndroden. Den 16-årige bor på misbrugscentret Tagkærgaard i Christiansfeld, der er for både tidligere og nuværende misbrugere. Centret har også en skole, og det var midt i matematikundervisningen, at den 16-årige slog sin lærer.

- Vi havde matematik, men i anden time havde jeg ikke lyst til at lave mere matematik. Vores lærer kom hen og spurgte, om alt var i orden. Mit humør var ikke godt, og jeg sagde, han skulle gå, forklarede den 16-årige.

Læreren blev dog ved med at spørge ind til, hvad der var galt.

- Han spurgte mig nok ti gange. Til sidst rejste jeg mig og slog ham i ansigtet, sagde han.

- Det var ikke et hårdt slag. Hans hoved bevægede sig ikke. Han sad stille, tilføjede den 16-årige.

Annonce

Arbejder med temperamentet

Den 16-årige slog kun læreren en enkelt gang, før andre voksne kom og holdt den 16-årige tilbage. Han forsøgte uden held at vriste sig fri, og da han endelig blev sluppet løs, forsvandt han ud af klasselokalet.

- Jeg har stort temperament, men jeg arbejder meget med det, sagde han.

Drengen forklarede, at han var tilbage i klasselokalet dagen efter, og at han uden de store problemer er blevet undervist af læreren siden. Men det betyder dog ikke, at den 16-årige bryder sig specielt meget om læreren.

- Jeg er stadig lidt sur på ham, men vi snakker sammen. Han irriterer mig. Han bestemmer mere over mig, end jeg synes, han må. Han er magtliderlig, sagde den 16-årige.

Betinget dom

Onsdag var anden gang, den 16-årige blev stillet for en dommer. Tilbage i november blev han nemlig dømt for at have truet sin sagsbehandler ved kommunen, hvilket kostede ham en betinget dom på 30 dages fængsel. Anklager Line Dam Gottfredsen argumenterede for, at den straf skulle indløses, og at der skulle lægges 20 dages fængsel oven i, sådan at den 16-årige skulle bag tremmer i 50 dage.

Det var forsvarer Anders Borregaard Vinther dog uenig i.

- På sigt vil det klart mest gavne, at han ikke ryger i fængsel. Det vil ikke gøre noget godt for ham, så selvfølgelig skal han have en betinget dom, sagde Vinther, der fik opbakningen af dommer Poul Holm.

Den 16-årige endte således med at få endnu en betinget dom, sådan at han står til 40 dages fængsel, hvis han skulle gøre noget strafbart igen.

- Men den situation skulle vi helst ikke komme i igen. Nu gælder det om at holde sin sti ren, lød den løftede pegefinger fra Poul Holm.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce