Annonce
Trekantområdet

160 mødte borgmesteren: Ingen kritik af havnelukning

Over 160 mennesker kom for at lytte til og snakke med borgmester Jørn Pedersen på Kolding Bibliotek. Foto: Søren Gylling
Jørn Pedersen kom vidt omkring til stort snakke- og debatmøde på Kolding Bibliotek. Nu opfordrer han borgerne til at komme med ideer til nye måder at mødes med politikerne på.

Kolding: Ikke så meget som én kritisk røst lød der om byrådsflertallets historiske beslutning om at lukke Kolding Erhvervshavn, da over 160 borgere fra Kolding mandag aften mødte borgmester Jørn Pedersen (V) til et debatmøde på Kolding Bibliotek.

Mødet var det andet i rækken af "Kolding Talks", som Kolding Bibliotek og områdets aftenskoler står bag. Ideen med møderne er at gøre folk klogere på aktuelle udfordringer og diskutere fælles løsninger.

Men denne aften havde ingen havnemodstandere tilsyneladende fundet vej til biblioteket. Tværtimod lød det fra en af dem, som valgte at kommentere sagen, at "man kan da ikke acceptere sådan noget svineri i bynære omgivelser". "God pointe", bemærkede en anden, mens en tredje kaldte det "god fornuft", at Kolding Byråd nu inviterer repræsentanter fra erhvervshavnen med i den styregruppe, som i de næste år skal arbejde med den proces, som skal føre til erhvervshavnens endeligt.

- Men hvordan vil I sikre, at de rent faktisk vil arbejde for sagen. Jeg kan være bekymret for, at de har en skjult dagsorden med den tsunami af romantisering af skrot og gødning, som vi har oplevet på nogle medier den seneste tid, tilføjede han.

Den bekymring deler borgmesteren ikke, sagde han.

- Det er fair nok, at man vil noget andet end os, men sådan har byrådets flertal altså besluttet, at det skal være. Og så må vi finde ud af, hvordan vi bedst når målet sammen, medmindre et andet byråd på et senere tidspunkt laver beslutningen om, sagde Jørn Pedersen blandt andet.

Annonce

Kolding Talks

  • Der er planlagt endnu tre Kolding Talks-arrangementer:
  • 16. oktober er overskriften: Hvordan bliver fremtiden?, hvor de fremmødte parvis med skiftende partnere skal drøfte spørgsmål om bl.a. alder og ferier i fremtiden.
  • 23. oktober er overskriften: Gmo go eller no-go?, hvor Etisk Råd fortæller om sin ændrede holdning til genmodificerede afgrøder.
  • 19. november er overskriften: Et muslimsk ægtepar taler ud af posen.
  • Tjek Koldingtalks.dk for klokkeslet og sted. Her købes også billet.

Egne talenter

På det to timer lange møde blev en lang række emner vendt efter ønske fra de fremmødte, som på forhånd skrev temaer ned på gule sedler til JV-redaktør Laust Tuxen Hedegaard, der var moderator på arrangementet:

Så Jørn Pedersen nåede at fortælle og besvare spørgsmål om alt fra Koldings hårdt prøvede infrastruktur og politikernes udbygningsplaner, cykelstiernes tilstand, midtbyens udvikling, boligbyggeriet i kommunen, direktørfyringer, Marina City og økonomien, som er under voldsomt pres. Derfor ved mødets deltagere eksempelvis nu, at de trafikale udfordringer på Jens Holms Vej, ved Korsvej og Højvangen samt Tøndervej/Vestre Ringgade, er tre "skal-laves-projekter", og at borgmesteren "helst vil dyrke egne talenter, så vi ved, hvad vi får", når det angår nye direktører.

Noteret

Flere gange undervejs noterede borgmesteren helt konkrete ting ned på baggrund af input og spørgsmål fra de fremmødte, som godt kan regne med at få svar tilbage fra kommunen i den kommende tid.

Blandt andet vil en kvinde gerne have beskåret træerne på Skovvangen, fordi de dækker for lyset og gør det til en ubehagelig oplevelse at færdes på fortovet, og en anden ønsker at få gjort noget ved lyssignalerne i krydset ved Skamlingvejen og Sydbanegade, "hvor jeg har prøvet at hoppe for livet nogle gange".

- Det er noteret, lød det fra Jørn Pedersen, som i øvrigt var begejstret for den store interesse for at mødes og udveksle synspunkter og ideer.

- Hvis I har nogle, så kom endelig med flere ideer til, hvordan vi kan gøre styrke dialogen mellem os, opfordrede han.

Borgmesteren forklarede blandt andet om Kolding Kommune helst vil dyrke sine egne talenter og udvikle nye direktører blandt medarbejderne. - Så ved vi, hvad vi får, sagde han. Foto: Søren Gylling
Der blev lyttet godt efter, mens der blev spurgt og svaret. Foto: Søren Gylling
Mødet på biblioteket var det andet i rækken af Kolding Talks, som Kolding Bibliotek og aftenskolerne står bag. Og det ser ud som om, de har udviklet et populært koncept. Foto: Søren Gylling
Foto: Søren Gylling
Foto: Søren Gylling
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Alle plejecentre får måske fast læge

Annonce