Vejle: En 18-årig knægt fra Vejle blev nævnt i flere grundlovstaler landet over lørdag.
Mohamed Alata går i 10. klasse, men lige nu er der noget, der fylder mere end hans skolegang: Det er kampen for, at hans mor og to små søstre på 10 og 12 år ikke skal sendes tilbage til Syrien, hvor familien flygtede fra for snart ni år siden.
Den 25. marts 2021 modtog moderen og søstrene nemlig en besked fra Udlændingestyrelsen om, at de ikke kan få deres opholdstilladelse forlænget, og siden har vejlensiske Mohamed Alata gået til demonstrationer og været på TV for at tale sin, sin families og andre i samme situations sag.
Men på Grundlovsdag var der også folketingspolitikere, som talte Alata-familiens sag.
I Vejle var det den lokale folketingspolitiker, SF's Karina Lorentzen Dehnhardt.
"Syrien er et land, hvor mennesker tortureres og forsvinder i diktatoren Assads fangekældre, hvis de har en anden mening end ham. Et land, som ikke tøver med at gasse og bombe sine egne borgere. Syrien er ikke sikkert. Ikke nu i hvert fald. Deres skæbner gør indtryk. Jeg mødte Mohamed her fra Vejle. En ung mand, hvis mor skal vende tilbage sammen med hans søstre. Han selv skal ikke, fordi han kan ende i militærtjeneste," fortalte SF'eren blandt andet i sin tale.
Hun understregede videre, hvor trist hun synes det er, at Danmark som et demokratisk land, der hvert år hylder demokratiet på Grundlovsdag, vil sende kvinder og børn tilbage til et regime helt uden demokrati. Et land, som Danmark ikke engang samarbejder med og derfor heller ikke kan udlevere de udviste flygtninge til.
- Derfor skal de så i princippet sidde i et udrejsecenter uden mulighed for at uddanne sig eller arbejde - de må ikke engang lave deres egen mad, lød kritikken videre fra Karina Lorentzen Dehnhardt, efter hun havde holdt sin tale i Skyttehushaven lørdag eftermiddag.
Det blev også sagt ved grundlovsmødet i Skyttehushaven
"Danmarks riges grundlov er fantastisk. Vi skal passe godt på den, og den skal altid være grundlaget for måden vi lever livet og indretter hverdagen på.
Men vi bevæger os desværre længere og længere væk fra den samfundsmodel, som Grundloven danner rammerne for.
I Vejle så vi det senest, da Vejle Amts Folkeblad beskrev udfordringerne på Seniorområdet.
Der er blevet begået fejl, og nogle af dem temmelig alvorlige. Men i stedet for at tage ansvar og erkende fejlene og de udfordringer det efterlader, bruges der ufattelig stor energi og økonomi på at dække af og fraskrive sig ansvaret.
Den kultur har jeg som lokalpolitiker naturligvis et medansvar for er herskende, men i stedet for at bruge tid på at løbe fra det ansvar, vil jeg helhjertet kaste mig ind i kampen for at være ham der stiller sig i spidsen for at ændret det system.
Vi skal væk fra hele det ”Kontrolregime” vi har fået skabt."
Her var Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre gået sammen om at holde grundlovsfest.
Inviteret til Nyborg
Der blev også holdt grundlovsfest ved Nyborg Gymnasium på Fyn med Radikale Venstre som medarrangør, og her fremhævede partiformand Sofie Carsten Nielsen også vejlensiske Mohamed Alata i sin tale.
Og ikke nok med det, for Mohamed var også inviteret med for selv at tale. En invitation han sætter stor pris på.
- Jeg er meget glad for at møde så mange mennesker som muligt til demonstrationer og protester, og jeg er taknemmelig over at se så mange mennesker, der støtter op, siger Mohamed Alata til Vejle Amts Folkeblad.
Han vælger at lade dem, der støtter op om hans og familiens sag, være dem, der beskriver Danmark, som han ser det: Et land for alle mennesker, hvor man ikke splitter familier op.
- Jeg synes, det er uretfærdigt, at min familie og andre familier bliver behandlet på den her måde. Jeg forstår slet ikke, at man vil sende kvinder og børn ned til en diktator i et land, hvor man ikke engang tør have en dansk ambassade. Et land, hvor Assad har gasset og dræbt sin egen befolkning, pointere Mohamed Alata over telefonen fra grundlovsmødet i Nyborg.
Mohamed AlataJeg er meget glad for at møde så mange mennesker som muligt til demonstrationer og protester, og jeg er taknemmelig over at se så mange mennesker, der støtter op.
Familien afventer fortsat, hvad der kommer til at ske, fordi Flygtningenævnet i øjeblikket ser på deres sag.
- Det stresser mig, at vi ikke ved, hvornår vi får svar. Jeg håber bare, at de ændrer deres beslutning. Indtil da bliver jeg ved ned at kæmpe for, at min familie, min mor og mine to søstre skal få et bedre liv.