Vejle: En 20-årig mandlig bilist fra Trekantområdet befinder sig i kritisk tilstand efter det voldsomme færdselsulykke på Viborgvej onsdag eftermiddag klokken 14.37.
Her blev den personbil, som manden sad i, klemt af en tankbil fra TrekantBrand i Vejle, som var på vej til en udrykning i Bredsten, hvor der var meldt om brand i et landbrugsredskab.
Det oplyser operationschef ved TrekantBrand, Casper Christensen.
Tankbilen fra TrekantBrand landede ovenpå personbilen, og den bemandede sprøjtevogn fra Vejle, som også var på vej til Bredsten, stoppede straks op for at iværksætte redning på stedet. Kort efter kom en autosprøjte fra stationen i Vejle samt en frigørelsesvogn fra Fredericia til stedet.
De to tilskadekomne brandmænd blev reddet ud af brandkøretøjet, som var landet på taget. De to mænd på henholdsvis 45 og 50 år blev kørt til Kolding Sygehus, hvor de onsdag aften fortsat er indlagt til observation. De er dog kun kommet lettere til skade.
Kritisk tilstand
Vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Torben Wind, oplyser, at den 20-årige mand blev fløjet med lægehelikopter til sygehuset i kritisk tilstand, efter at han var blevet frigjort fra den meget skadede bil.
Hans familie er underrettet.
Det er endnu ikke klarlagt, hvordan det voldsomme sammenstød kunne ske.
Operationschef ved TrekantBrand, Casper Christensen, oplyser, at den mindre brand i Bredsten blev håndteret af stationerne i Bredsten og Egtved.