Vejle: Smittetrykket i Vejle er fortsat i stigning.
Fra tirsdag i sidste uge til i går, 8. september, er 20 nye borgere i Vejle Kommune testet positiv for coronavirus. Det fremgår af de nyeste tal fra Statens Serum Institut, der dagligt offentliggør udviklingen i pandemien både nationalt, regionalt og på kommune-niveau.
De nyeste tal fra tirsdag eftermiddag viser, at 148 vejlensere nu har eller har har været smittet, siden corona-epidemien brød ud.
I fredags, hvor avisen bragte det seneste lokale smittetal, var 136 smittet, så i løbet af weekenden og ugens to første dage har yderligere 12 af kommunens indbyggere altså fået konstateret covid-19.
Typiske symptomer på corona
- Tør hoste
- Ondt i halsen
- Feber
- Hovedpine
- Vejrtrækningsbesvær
- Muskelsmerter
Smittegraden kryber op
Sundhedsmyndighederne har en bekymringsgrænse ved 20 nye smittede per 100.000 indbyggere. Kommuner vil blive fulgt nøje, hvis de overskrider den grænse. Omregnet og sat i forhold til Vejle Kommunes samlede indbyggertal på 115.748 ligger Vejle nu på 17,3 nye smittede pr. 100.000 indbyggere.
Ugen forinden - mere præcist fra mandag 24. august til mandagen efter - lå tallet på 14,9 nye smittede pr. 100.000 indbyggere.
Det vil sige, at smittetrykket er stigende, og det nærmer sig den ovennævnte bekymringsgrænse.
Når der er indført skærpede forsamlingskrav i København, Odense og 15 af hovedstadens omegnskommuner skyldes det netop, at de har overskredet denne smittegrænse.
Vejle nærmer sig karantæne-status
Grænsen på 20 pr. 100.000 er også den, regeringen i juni indførte i forhold til rejser til udlandet. For at være ”åbent” skal et land have under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge. Så man kan populært sige, at Vejle Kommune nærmer sig grænsen for, hvornår myndighederne ville fraråde rejser hertil, hvis vi var et selvstændigt land.
Man skylder i den sammenhæng at bemærke, at det kritiske niveau for, hvornår et tidligere godkendt land ændrer status til ”karantæneland” først går ved 30 smittede pr. 100.000 indbyggere.
Dette højere tal opererer man med for at undgå at åbne og lukke på grund af mindre udsving fra uge til uge. Det er Statens Serum Institut, der klassificerer forskellige lande som henholdsvis ”åbne” eller ”karantænelande”.